TEKSTER
 
om at være eller ikke være ... saramago
José Saramago er en stor mand. Jeg havde forestillet mig ham som en lille, tæt mand, til jeg mødte ham på Bogmessen i Frankfurt i efteråret 1997. Han var der som repræsentant for portugisisk litteratur, som messen det år hædrede med en særlig pavillon med præsentationer og oplæsninger af portugisiske forfattere og poeter (som der er mange af).

Jeg kendte Don José fra fotografierne på de danske udgaver af hans romaner ”Historien om Baltasar og Blimunda og den forunderlige passarola” (Samleren) og ”Det år Richardo Reis døde” (Samleren), hvor han så lidt duknakket ud og mest af alt mindede om Charles Aznavour (lille!) og hvor man kunne læse, at han havde arbejdet som maskinarbejder (tæt!).

Men Saramago viste sig at være en stor mand. Høj og rank og med en værdig venlighed, som gav sig tid til at tale med en grønskolling på et halvhundrede år, der lige havde fået udgivet en bog, hvor to af de tre helt store portugisiske forfattere spiller en væsentlig rolle, Fernando Pessoa og José Saramago.

Jeg førte lange samtaler med Don José i de år, jeg skrev ”Gravskrift over en tvivlsom person”. En dag, da jeg stod med panden mod nogle bind af ”Ordbog over det danske Sprog” (fra ”Skær-Sorrig” til ”Stjaalen-Synkning”), var han der pludselig. En rigtig, levende forfatter, ikke som de døde, jeg plejede at omgåes i mit eksil. Med dette helt specielle, rolige smil i øjnene fortalte han om bøger. Bøger, der maner til eftertanke og får én til at forstå eller i det mindste lyst til at forstå, bøger, der trøster og bøger, der får betydning for ens liv. Og det gik op for mig, at der også er bøger, som kan være forudsætningen for det. Sådan var det med mig og ”Det år Richardo Reis døde”. I to lange år havde han været min fortroligste ven og delt sine tanker med mig. Han vidste det bare ikke.

Det fortalte jeg Saramago midt i al postyret i Frankfurt. Han var ikke et halvt hoved mindre end mig, som jeg havde forestillet mig, snarere et hoved højere. Og der var i det øjeblik ikke noget smil i hans øjne, ingen ro. Det var, som om et helt livs ensomhed passerede revy i det blik ... så omfavnede han mig og mumlede noget på portugisisk, som jeg ikke forstod.

José Saramago blev født den 16. november 1922 i en landarbejderfamilie i den lille landsby Azinhaga i Ribatejo provinsen hundere kilometer nord for Lissabon. Hans forældre hed José de Sousa og Maria da Piedade, så efter portugisisk skik skulle han selv have heddet José de Sousa, hvis ikke notaren på eget initiativ havde tilføjet det øgenavn, familien gik under i Azinhaga: Saramago. Det er navnet på en vild urt, hvis blade dengang tjente som føde for de fattigste på landet. Men først da han syv år gammel skulle fremvise identifikation i skolen, opdagede han, at hans fulde navn var José de Sousa Saramago.

Det var nu ikke det eneste identitetsproblem han fra fødslen var behæftet med. For skønt han var født den 16. november 1922, stod der den 18. på fødselsattesten, fordi familien havde glemt at gå til notaren samme dag og ved at udskyde fødselsdatoen undgik at betale bøden for den lille forseelse. I 1924 flyttede familien til Lissabon, hvor faren havde fået arbejde som politibetjent. Dér boede de til leje i huse sammen med andre småkårsfamilier, og først mange år senere fik familien deres eget, meget lille hus.

I drengetiden tilbragte José mange, lange perioder hos morforældrene Jerónimo Meirinho og Josefa Caixinha på overdrevet i Azinhaga, hvor de holdt sulten fra døren med opdræt af et halvt dusin svin.

”Den viseste mand, jeg nogensinde har kendt, kunne ikke skrive eller læse,” fortalte Saramago, da han i 1998 fik Nobelprisen i Litteratur.

Det er morfaren han taler om, svinehyrden, der om vinteren, når frosten truede med at bundfryse skålene med vand inde i huset, gik ud i svinestien og hentede de svageste smågrise ind i ægtesengen, så de ikke frøs ihjel. Selvom begge bedsteforældrene var rare mennesker, var det ikke medlidenhed, der drev dem, men en ganske usentimental beskyttelse af det daglige brød, som det er naturligt for mennesker, der for at opretholde livet har lært ikke at tænke mere end godt er.

José hjalp Jerónimus med svinene, gravede køkkenhave, slog brænde og pumpede vand op fra landsbybrønden og bar det hjem til huset. Og efter aftensmaden, når sommernætterne var varme, sagde Jeronimus: ”José, i aften skal vi to sove under Figentræet.” Der var to andre figentræer, men det ene, det største og ældste og tidløse var for alle i huset Figentræet. I nattens stilhed over træets krone viste der sig en stjerne på himlen, som igen gemte sig bag et blad. José drejede blikket i en anden retning, og en flod af klare stjerner dukkede op på den hule himmel, Mælkevejen eller Vejen til Santiago, som de kaldte den i landsbyen.

Det var svært at sove, når natten blev fyldt af bedstefarens fortællinger: anekdoter, gamle ordsprog. legender, spøgelseshistorier og rædselsberetninger. Hukommelsens utrættelige tillempning af fortiden holdt drengen vågen og vuggede ham samtidig næsten i søvn. Men holdt bedstefaren inde, kom det straks fra José: ”Og hva’ skete der så?”

Intet under, at José syntes, at Jerónimo var den klogeste mand i verden. En mand, der, når han lå dér under Figentræet med sit barnebarn, kunne sætte universet i bevægelse med nogle få ord. Svinehyrden og historiefortælleren, der, da han mærkede, at han skulle dø, gik ud i haven, omfavnede træerne, et for et og græd, fordi han vidste, han aldrig skulle se dem igen.

Sådan en morfar, havde han, Saramago, en mormor, der ikke rigtig troede på drømme, men som alligevel en aften, da hun var blevet alene og sad og kiggede på stjenerne, sagde: ”Verden er så smuk. Hvor det er en skam, at jeg skal dø!”, en farfar, der var berber og fra Nordafrika, og et par alvorlige, anstændige forældre.

José Saramago har brugt forældrene og bedsteforældrene i sine fortællinger, transformeret mennesker af kød og blod til levende, litterære personer og formet andre, helt og aldeles af blæk og papir, hvad enten det nu er den énbenede soldat Baltasar og den synske Blimunda, lægen og digteren Ricardo Reis (som Pessoa nu opfandt), Raimundo Silva, korrekturlæseren, der beslutter at bytte et ja for et nej og dermed ændre historien i ”Lissabons belejring”, to kvinder, tre mænd og en hund, der rejser rundt på den iberiske halvø, som har revet sig løs fra Europa og driver sydpå i ”Stenflåden” eller Senhor José, der arbejder i Det Offentlige Register og ved en fejltagelse låner papirerne på en helt almindelig kvinde i den tragikomiske fortælling om hvem vi er, hvem man tror vi er, og hvem vi tror vi er, ”Alle navnene”.

Og personerne har formet ham.

Bogstav for bogstav, ord for ord, side for side og bog for bog har Saramago lidt efter lidt ladet sine personer blive en del af sig selv. Uden dem ville han ikke være den, han er i dag. Uden dem ville hans liv måske ikke være blevet andet end en løs skitse, et løfte, der som så mange andre bare forblev et løfte, en eksistens, der måske kunne have været, men til slut ikke magtede at være. Som han selv sluttede sin Nobelpris-tale:

”Jeg konkluderer. Den stemme, som læste disse sider, ønskede at være et ekko af mine personers sammenføjede stemmer. Jeg har ikke mere stemme end de stemmer, de havde. Tilgiv mig, hvis det, der kan synes lidt for Dem, for mig er alt.”

Det kan godt være svært at holde styr på, hvad der er digt, og hvad der er virkelighed, hvem der er hvem.

Jeg rendte selv for snart mange år siden rundt i Lissabon med en bog, der startede: ”Her ender havet, og jorden begynder.” og opsøgte alle de steder i den blege by, hvor en vis sørgmodig epikurær ved navn Ricardo Reis havde opholdt sig kort før nytår 1935: et hotel i Rua de Alecrim, Prazeres kirkegården, Café Martinho da Arcada på Praça do Comércio ... og forvekslede ham, et menneske, der ikke har eksisteret, med mig selv, vel vidende at Fernando Pessoa havde formet ham, givet ham eksistens (Ricardo Reis blev født i Porto 1887), baggrund og efterladt ham i Brasilien, inden han selv døde. Hvis ikke José Saramago havde været så behjertet at hente Ricardo hjem og ladet ham dø i ”Det år Ricardo Reis døde”, ville han måske have strejfet hvileløst rundt i verden endnu. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvad der skulle være blevet af mig ...



udkommet på dansk under pseudonym med titlen: Gazellernes Sø (Gyldendal).