TEKSTER
 
TABUER I BØRNELITTERATUR

Til jeg var fem, boede jeg i nærheden af jernbanen i et af de store, mørke huse med tomme, blinde facader, der var svære at skelne fra hinanden, havde det ikke været for den bronzerede kringle, der hang over døren til min bedstefars butik. Fra bagsiden gav husene anledning til stadige fejltagelser. Når jeg først var kommet ind i en opgang og op ad de gale trapper, forvildede jeg mig som regel ind i en labyrint af fremmede lejligheder, gange og uventede døre ud til fremmede gårde og glemte ekspeditionens oprindelige mål, så jeg først efter flere dages forløb i et eller andet gråt daggry, fik færten af bagerilugten og huskede vejen tilbage gennem trådhegn og sprækker i frønnede plankeværker.

Huset var fuldt af store skabe, blege spejle og tunge keramikaskebægre og vaser i persisk orange og smaragdgrøn med mørkebrune oddere og hjorte ved søer med åkandeblade. Over dørene hang der gevirer i forskellige størrelser, og i hjørner stod der krukker med glemte stokke og paraplyer og en vajende påfuglefjer stukket ned. Møblerne var af nød og el og mahogni, buede, blanke hjørneskabe med porcelæinsfigurer af danserinder, skænke med flaskegrønt glas i lågerne, spilleborde med indlagte mosaikker, et langt spisebord med udtræk og svære proprietærsofaer og lænestole betrukket med uopskåren mekka.

På en reol stod et fotografi af min far som stor dreng sammen med sine større søstre, Hedvig og Else, og hunden Pussy. De havde hinanden om halsen, min far i midten, og de lo. Nu sad Pussy i hjørnet ved siden af reolen udstoppet og med brune glasøjne, som så på mig, uanset hvor i stuen, jeg befandt sig. Jeg kunne mærke dens blik i ryggen helt ud på gangen.

Else var gift med en mand, der var i fængsel for bedrageri. Hun slæbte af og til en elsker med til et af de fri værelser og kaldte bagefter på mig, fordi hun vidste, jeg var i nærheden. Else var ved at tage strømper på, når jeg kom ind, så jeg kunne se hendes dusk under rollonkanten mellem de bare stykker lår. ”Henter du Napoleonskager,” lo hun, ”så får du et kys.” Hendes mund var rød.

På et af mine mange togter rundt i byen befandt jeg mig en dag pludselig i en bred opgang foran en åben dør med en plakat med et underligt billede af en gravid, hudfarvet kvinde i profil skåret igennem i to dele, så man kunne se et ufødt barn i hendes mave. Jeg trådte ind i lokalet, hvor der hang tavler med medicinske tegninger af snit af lemmer og hoveder. Det var som at være i en kirke, stilheden, og ingen andre der. Jeg vidste ikke, hvad det hele gik ud på, men jeg kunne ikke lade være at tænke på Else.

Meget senere fandt jeg ud af, at det var en slags kirke, Frimurernes, som havde lavet en udstilling mod fri abort. Og jeg forstod pludselig forbindelsen til Else, som brugte illegal abort som prævention.

Jeg tror, at børn meget ofte fornemmer og forstår lang mere, end vi bryder os om at tro. På trods af, at et normalt barn kan efterligne forældrenes smil kort efter fødslen, at et barn kan gå efter mere eller mindre et år og er i stand til at kommunikere ganske komplekst med to tre år på bagen, så taler de fleste børnebøger til børn, som om de var åndssvage eller underbegavede.

Der er næppe et emne, der ikke kan berøres i en europæisk børnebog i dag afhængig af, hvordan det gøres. Jeg er ved at skrive en billedbog, hvor nogle små aborter mødes et sted i universet og fortæller deres triste, små historier og udveksler uopfyldte ønsker, og en anden, hvor hovedpersonen er Børnenes Bedemand – ham der gør de døde børn i stand til begravelse. Han bor alene i udkanten af byen og håber hver morgen, at telefonen ikke ringer den dag. Og hvad jeg ikke kan udtrykke, kan min illustrator.

Det største tabu i børne og ungdomsbøger er ikke længere død, sexuelt misbrug, vold, druk og cigaretter, men den måde forfattere og illustratorer henvender sig til deres læsere på.

Børnelitteraturen i Danmark står i et vadested her i begyndelsen af det 21. århundrede. På den ene side med et hav af udgivelser og hjælpere, på den anden side med en fare for stilstand og overdreven formidling.

Nogle vigtige metafysiske antagelser for udgivelser og formidling af børnelitteratur har været, at den skal være enkel, lettilgængelig, aldersgruppemålrettet og klassificérbar, gerne temaorienteret og helst spændende og underholdende. Bogmarkedet er da også oversvømmet af letlæsningshæfter, seriebøger, om- og nedskrevne klassikere, temabøger om snart sagt alt og rigt illustrerede, prisbillige udenlandske bøger, som nemt kan placeres under hobby, sport og leg eller i store formater. Aldrig før har så mange forfattere og illustratorer mødt deres læsere på børnebiblioteker og i folkeskoler, aldrig før har så mange børn selv skrevet, tegnet og klistret deres egne bøger, og aldrig før har så mange børn haft så lidt tid til stille og roligt at læse en ordentlig bog.

I periferien af børnebogsmarkedet dukker der bøger op, som er svære at kategorisere, fordi de ikke er rettet til en enkel aldergruppe, men til læsere i al almindelighed, ikke har enstrengede tema og handlingsspor, men komplekse, ikke forklarer alt, men lader det svimlende uforståelige stå til læserens undren, og ikke indbyder til hurtighed og magelighed, men til umage og fordybelse. Det er mærke-lige bøger, der ikke går af vejen for at være ironiske, underforståede og mangetydige. Det er bøger, der kan læses mange gange, fordi der hele tiden er nye, spændende ord og ting at opdage i tekst og billede. Bøgerne har høj litterær kvalitet, og det er et problem, at de ikke passer ind i de rammer, det gyldige paradigme for børnelitteratur har afstukket, så de bliver anbragt, hvor ingen kan nå dem på den øverste reolhylde, hvis overhovedet.

Spørgsmålet er, om klassificérbarhed og lettilgængelighed er blevet en så fastlåst del af vurderingen af børnelitteratur, at den overskygger æstetisk og litterær kvalitet og kompleksitet? Skal bogen slet og ret være en del af den mangehovede underholdningsindustri, der kalder sig børnekultur? Eller er den så vigtigt et led i menneskers liv og forståelse af sig selv og andre, at den gode bog skal have en chance til?

Det er vigtigt, at de første bøger, et barn stifter bekendtskab med, både billedbøger og læsebøger, er ordentlige. Hvis børnene fra starten møder forenklede, forlorne billeder og ulidelige, ligegyldige letlæsninger, fratager vi dem lysten til at læse og se på billeder og vandre rundt i et land, hvor alt er til for første gang, og de med åbne øjne opdager den hemmelige betydning i ting og væsener og kalder dem ved lysende navne.

Det er en udbredt opfattelse, at de fleste kan lave en børnebog. Hvis de tilmed er kendte i anden sammenhæng, er det slet ingen sag. Eller arbejder med eller selv har børn ... Og der findes lykkelige undtagelser. Men måske var det en idé at starte med at overlade forfattere og illustratorer at skrive og tegne billedbøger, ABCer og læsebøger og sikre en høj kunstnerisk værdi. Og lade pædagoger, skolelærere og bibliotekarer om det, de kan: formidle dem.

Kunne man forestille sig en ny ABC for både danske og fremmede børn, hvor piktogrammet er udgangspunkt for indlæring af skrifttegn, sådan som det har været det i de arabiske lande siden sumererne? Og inddrage elementer af arabiske indlæringsmetoder, brug af billedtavler, rebuser, gåder, symboler, udenadslære, afskrift og gentagelse i kor? Samle de bedste elementer fra danske og arabiske traditioner for indlæring i en egal lærebog i dansk, hvor ord og billeder ikke blot er, men betyder noget?

Eller helt nye bøger, hvor billedskrift og lydskrift forenes i ét mangetydigt skriftbillede, der alt efter hvem, der læser det, fortæller en anden historie? Enhver kan efter evne og erfaring skabe sin historie af skriftbilledet. Alle kan være med: unge og gamle, stærke og svage læsere – og enkelte, særligt begavede hunde.

Og når det gælder klassikerne, kunne man så slå to fluer med ét smæk? Forestil Dem, at et barn fik en gennemillustreret letlæsebog i hånden, der startede sådan:

”Kapitel 1

I en lille by i la Mancha, hvis navn jeg ikke rigtig kan huske, levede der engang for ikke længe siden en adelsmand af den slags med en lanse på væggen, et gammeldags læderskjold, en mager krikke og en jagtmynde ...”

Her bliver verden til på ny. Mærke-lig, for-underlig. Den slags bøger skylder vi børn og voksne. Bøger, der får os til at stå på tæer. Bøger, der får os til at undres. Og der er stof nok til en hel serie på 52, hvis man tager et kapitel ad gangen.

Don Quijote og Oliver Twist overholder næppe normerne for lixtal, letforståelighed og ensporethed, men de er spændende og bevægende morsomme – også for børn – når blot de ikke om- og nedskrives til ligegyldige handlingsreferater.

Måske skal bøger ikke nødvendigvis forståes, men give lyst til at forstå.

Måske skal bøger slet ikke druknes i Ballon-Kaj, klisterklip og skattejagter, men gives børnene i hænde.

Måske er tiden kommet til at opdatere de grundlæggende metafysiske antagelser om virkelighederne og udstikke nye retningslinjer for indhold, form og formidling for børnelitteraturen.