ANMELDELSER
romaner
Bartleby og Co. 4
40 ÅRS LYKKELIG ENSOMHED
TANGO MORTALE
Rejsende i Litteratur
Av, for sagomel
Italiensrejsen
Italiensrejsen
Italiensrejsen
Vejen til Vemb
Vejen til Vemb
Tango Mortale
Rejsende i Litteratur
Rejsende i Litteratur
Rejsende i Litteratur
Gazellernes Sø
Gazellernes Sø
Gazellernes Sø
Gazellernes Sø
Batleby og Co. 4
Italiensrejsen
Italiensrejsen
Italiensrejsen
Bartleby og Co. 3
Bartleby og Co. 2
Bartleby og Co.


billedbøger
DE TRE Bind 3, DEN SORTE BOG, MARLOW 1
DE TRE bind 3
Av, for sagomel / Hest & Hund
Av, for sagomel
DE TRE Bind 3
Marlow 1
Marlow 1
Marlow 1
Pigen uden arme
Av, for sagomel
DE TRE bind 1 og 2
Benni Båt 4
Benni Båt 3
DE TRE bind 1 og 2
DE TRE bind 1 og 2
DE TRE bind 1 og 2
DE TRE Bind 1 & 2
Carlos & Co 7
DE TRE bind 1 & 2
Min familie 6
Min familie 5
Min familie 4
Min familie 3
Min familie2
Min familie1
Carlos & Co. 6
Carlos & Co. 5
Carlos & Co. 4
Carlos & Co. 3
Carlos & Co 2
Carlos & Co
Benni Båt 2
Benni Båt 1


drenge og pigebøger
Gø eller dø!
MIKKEL - DU ER PÅ!
Mikkel og de andre i Spanien.
Mikkel og de andre i Spanien.
Mikkel ved grænsen.
Mikkel ved grænsen
Mikkel ved grænsen
Mikkel & Co. (4)
Mikkel & Co. (3)
Mikkel & Co. (2)
Mikkel & Co (1)
Mikkel (5)
Mikkel (5)
Mikkel (4)
Mikkel (3)
Mikkel 2
Mikkel
 
Bartlebysyndromet
Blokeringer. Hvad får forfattere til at holde op med at skrive? Eller til aldrig at skrive?

I 1856 udgav Herman Melville novellesamlingen The Piazza Tales, hvori fortællingen »Bartleby the Scrivener« indgår. Den handler om kontoristen Bartleby, der tilbringer hele livet på sit lille kontor. Han sover der, spiser der og kommer aldrig uden for en dør. Han svarer altid det samme, hvad enten man spørger ham, hvor han er født, om han vil påtage sig et stykke arbejde, eller om han vil fortælle noget om sig selv: »Helst ikke«.

Denne dybe fornægtelse af verden, af sig selv, af overhovedet at være til, kan man betegne som bartlebysyndromet. Det spiller en ikke ubetydelig rolle i den moderne litteratur. Man kan også - mere positivt - kalde det tavshedens privilegium.

Det privilegium har adskillige forfattere, kendte som ukendte, benyttet sig af. Rimbaud holdt op med at digte som 19-årig, fordi han mente, at kunst var noget pjat, som han siger i udkastet til En tid i helvede. I det såkaldte Chandos-brev fra ] 902 lader Hugo von Hofmannsthal sin titelperson argumentere for, hvorfor han er holdt op med at skrive (hvad Hofmannsthal ikke selv gjorde). Robert Walser var de sidste otteogtyve år af sit liv lukket inde på galeanstalter, hvor han sad og skrev idiotiske ting på bittesmå papirlapper. Han sagde, at han var et nul til venstre og ønskede at blive glemt. J.D. Salinger skrev sin fjerde og sidste bog i 1963 og har ikke siden udgivet noget. En sand skrivefornægter var Triest-jøden Bobi Bazlen, som alle i hans omgangskreds ventede sig det helt store værk af, men som aldrig skreven linje, ligesom spanieren Pep!n Bello, hvis enestående indsats for n-generationen (Lorca, Bufiuel, Dali blandt andre) anerkendes i alle biografiske leksika, uden at han har noget værk at opvise. Og man kan blive ved.

DET gør den spanske forfatter Enrique Vila-Matas (f. 1948), der her præsenteres for første gang på dansk, og som har en del romaner
og fortællinger bag sig. Hans bog er formet som en række fodnoter til en uskreven tekst, hvor han ud fra forskellige vinkler og med et
overdådigt og tankevækkende opbud af eksempler forsøger at trænge ind i den gåde, det er, at forfattere enten holder op med at skrive på et meget tidligt tidspunkt, eller slet ikke kommer i gang trods livslange tilløb og forberedelser. Prototypen er kannikken i Don
Quijote, der standser arbejdet på en ridderroman, fordi arbejdet ikke er umagen værd, og fordi han ikke vil udsætte sig for »en tåbelig
almues forvirrede dom«. Man kan indvende, at langt de fleste mennesker ikke skriver noget som helst i deres liv, så hvad er problemet?

Enrique Vila-Matas mener, at der er et problem, og det er dette, han søger at indkredse gennem sine efter eget udsagn mere eller mindre tilfældige fund og erindringer om de bøger, han har læst. Det er en vanskelig opgave, i og med at der findes lige så mange måder at forlade litteraturen på, som der findes forfattere. Bartlebysyndromet har simpelthen intet fokus, men repræsenterer en samling indbyrdes uforenelige former for adfærd, der udspringer af en negativ impuls, den at forfatteren ikke vil sætte pennen til papiret. Han kommer langt omkring, digressionen er hans foretrukne greb, mens syndromet som sådant opløses i den blå luft.

Til gengæld hører den enkelte forfatters skriveblokering hjemme i et felt, hvor psykologiske og samfundsmæssige faktorer er virkelige
nok (mangel på anerkendelse, for eksempel), og det er denne bogs eksistensberettigelse, at den skitserer et parallel spor til litteraturen s
kongevej.

Det, der er blevet skrevet, kan ikke tænkes og heller ikke vurderes uden at inddrage det, der ikke er blevet skrevet, er Vila-Matas'
pomte, som han også har investeret sig selv godt og grundigt i med det ubetalelige talent for mystifikationer, ironi og paradokser, som
er den ibcliske litteraturs bidrag til skrivningens vanskelige kunst.

At skrive er nemlig grundforskning, et forsøg på at opnå en ultimativ erkendelse, hvad enten man hedder Vergil eller Kafka. Eller som Marguerite Duras sagde: »At skrive er at forsøge at finde ud af, hvad vi ville skrive, hvis vi skrev.«

Denne anmelder ser frem til lignende underholdende betragtninger over forfattere, som ikke ti vilde heste kan formå til at holde op
med at lade computeren løbe, men som absolut burde gøre det. Ideen er hermed givet videre, ganske gratis.