2008.05.17
Månedens SuperDuper Kalundborg Bibliotek

Oskar K.
Børnenes bedemand



Denne smukke og sørgmunter historie handler om hvad der sker, når børn dør og skal begraves. Bogens lidt barske tvist fører frem til en fin og rørende slutning. Bogen egner sig til oplæsning fra 8 år og til at snakke med børn om døden og begravelse.
Trods den morbide titel og det svære emne er der her tale om en fin og nænsomt fortalt historie om at alle børn er noget særligt, også når de dør. Børnene har deres egen bedemand, Hr. Jørgensen, hvis mål i livet er at gøre børns begravelser så smukke som muligt. Da Jørgensen skal begrave gadebarnet Dinah finder han sin smukkeste kiste frem, men en hund fører ham og veninden Frk. Ene hen til de andre gadebørn. Sammen giver de Dinah en fin begravelse med barbershopsang og stepdans. Jørgensens kærlige arbejde følges fra start til slut, så der er mange ting at snakke om. Sproget er enkelt og varmt, Karrebæks streg er sjov og udtryksfuld med lange spøjse figurer og varme akvarelfarver. Dinahs begravelse vises kun i billeder, hvilket gør ordet frit til sidst.