2016.01.31
Tosomhed og tango Billedbog giver en stilfærdig og sympatisk uforklaret beskrivelse af tango under midnatssolen og af kærlighedens mystiske væsen.

Af MARIE THEILMANN i JyllandsPosten

Lars Erik har en kone, der hedder Hege. Hun er fjern og tager nervepiller, det meste af tiden står hun ved et vindue og tænker på Gud, og hun vil ikke høre tale om den hund, Lars Erik godt kunne tænke sig. Men Lars Erik holder meget af Hege, og hver sommer har mand og kone fire helt særlige døgn sammen, når de kører til Nordland for at danse finsk tango under midnatssolen. Lige indtil den dag, hvor Heges nerver bliver for dårlige, og hun må indlægges. Lars Erik må inden længe indstille sig på et liv uden Hege.

Forfatter Oscar K. og illustrator Teddy Kristiansen har lavet en virkelig smuk billedbog. Den lanceres som en alle aldres-billedbog, og den har helt klart også masser at byde på for mere end blot et børnepublikum. Man skal dog bestemt heller ikke være bange for at introducere sit barn for bogen. Den minder mig lidt om ”Alfred Madsens nye liv”, Rhina Dahlerups vellykkede børnebog fra 1985 om en aldrende deprimeret enkemand, som finder livet og kærligheden igen. Dog nok med lidt mere poesi og mindre pædagogik, end man typisk så det i 1980’erne.

Plads til mysteriet

Kærligheden er det gennemgående tema i bogen, og dens mysterium får lov at stå dejligt uforklaret. Alt det, vi er blevet vant til at se som symptomer på et velfungerende parforhold, er fraværende hos Lars Erik og Hege: en harmonisk hverdag, ligeværdigt partnerskab, meningsfulde samtaler og så videre. Godt det samme, for den slags opskrifter på det gode liv kan læsende børn tids nok komme til at se rigeligt af i deres livs abonnementsvenlige, glittede magasiner. Her får man i stedet en fornemmelse af alt det gode, der kan være mellem mennesker, som ikke nødvendigvis giver mening, smukt slået an af den finske tango, som bringer den jordnære Lars Erik og den luftige Hege sammen: »Nu spiller de Sneen falder! siger Hege og forestiller sig, at de er langt ude i en finsk sommerskov på et stuvende fuldt dansegulv, og at mændene står med sørgmodige øjne bag husgavlene og drikker vodka af flasken. Selvom de danser til sange om smerte og forsmået kærlighed, snakker og ler Hege og kysser Lars Erik på kinden.«

Melankolske illustrationer

Teddy Kristiansens illustrationer er tilsvarende lavmælt melankolske og smukke med dæmpede jordfarver og en nænsom gengivelse af den æteriske Hege, der har en særlig forbindelse til Gud, men også til tangoens magiske kræfter. Meget smukt er især et billede af en ensom Lars Erik ved Heges grav, hvor sneen falder stille omkring ham – nøjagtig som i det finske tangonummer, han og Hege engang dansede til. Men lige så smukt er det efterfølgende, sidste opslag, hvor der er gået lang nok tid til, at det nu er efterårsblade, der falder omkring Lars Erik, som midt i jordfarverne har fået selskab af en særdeles livlig, savlende og øreflagrende glad hund ved navn Majakovskij. Tilværelsen fortsætter, og den mystiske østeuropæisk klingende kærlighed lever videre.