2010.01.01
Kvante Sørensen og Heisenberg

af Stig W. Jørgensen i EKKORUMMET

Den dynamiske duo bestående af den finurlige og ofte tabubrydende fortæller Oscar K. og den kendte tegneserieskaber Teddy Kristiansen har i det forgangne år fået udgivet to bøger inspireret af kvantefysikkens verdensbillede.
BILLEDE2
Et øjeblik i Kvante Sørensens liv (Høst & Søn) er en billedbog om den 12-årige Kvante der, mens moderen er på hospitalet for at føde, går sig en tur på kirkegården. Pludselig forflyttes han i tid og rum (eller også går han bare og fantaserer?), og i en række stemningsfulde vignetter møder han levende og døde slægtninge i deres ungdomstid. Efter de hurtige tidsrejser løber han hen til Fødeklinikken og afrunder slægtsdramaet med mødet med sin nyfødte lillesøster.
Det er en ganske fantastisk billedbog der ikke minder om nogen anden jeg kender. De små skildringer af møderne med anerne er minimalisme i ordets bedste forstand - med få replikker og underspillede virkemidler tegnes i hvert tilfælde både et skarpt tidsbillede og et karakterportræt samtidig med at der antydes en overordnet slægthistorie der sagtens kunne blæses op i Buddenbrooks-format. Illustrationerne i genkendelig Teddy Kristiansen-stil spiller fint sammen med teksten og bidrager med detaljer og ikke mindst stemning.
Bogen er ifølge bagsideteksten - jf. personnavnet Kvante - 'inspireret af kvantefysikkens teori om paralleluniverser'. Jeg synes dette er et lidt unødvendigt postulat. Kvante Sørensens møder med sine slægtninge kan fortolkes på mange måder, hvilket kun er et fortrin ved teksten, og det er lidt anstrengt at betegne disse visioner eller skæringspunkter i tid og rum som 'paralleluniverser' (måske ud fra en David Deutsch/Julian Barbour-agtig fortolkning af fortidige tidspunkter som særtilfælde af paralleluniverser?). Bogen ville stå lige stærkt uden at kvantefysikken blev bragt på bane.
Måske har Et øjeblik i Kvante Sørensens liv et genreproblem, forstået sådan at børn der er gamle nok til at få udbytte af historien, måske vil føle at begrebet 'billedbog' hører en yngre aldersklasse til. Men jeg kunne forestille mig at man kunne få meget ud af at læse og diskutere fortællingen med en åben og nysgerrig 8-9-årig. Og det er en billedbog som man helhjertet kan anbefale til den voksne læser!
Oscar K. og Teddy Kristiansen står også bag en mere omfattende og meget ambitiøs bog der til bibliografers fortrydelse som titel bærer formlen
BILLED3
og derfor oftest omtales ved undertitlen Eller Gensyn med Heisenberg (Forlaget Fahrenheit). Når noget præsenteres som en 'graphic novel' og bærer en sådan titel, forestiller man sig måske noget i retning af Michael Frayns skuespil Copenhagen eller et didaktisk projekt a la Logicomix (om den matetiske logiks grundlæggere). Gensyn med Heisenberg er noget ganske andet, en række sammenfiltrede tråde der hver især er fuldgyldige fortællinger som ikke nødvendigvis i sig selv rummer referencer til fysik & fysikere, men samlet set foregår i et ubestemmeligt 'kvanteunivers'. Til tider kan projektet minde lidt om Neutzsky-Wulffs mammutromaner fra de senere år hvor man ligeledes har en fornemmelse af at alt kan ske i teksten fordi kausalitetens almindelige love er ophævet - men uden Neutzsky-Wulffs docerende og ofte bastante stil. Tværtimod er skrivestilen i Gensyn med Heisenberg forfinet og sine steder elegant vittig. Helt i top er passagerne om digteren Olaf Kárason, en fortælling der er nådesløs og cool på den norrøne måde man f.eks. forbinder med den islandske mester Sjón. Fine iagttagelser og en fin de siecle-agtig stemning er der også i passagerne om atlanterhavsøen Presença.
BILLED4
Den smukke og noget hermetiske prosa med sit væld af referencer indbyder til adskillige gennemlæsninger. Gensyn med Heisenberg er et fascinerende og beundringsværdigt værk, men af flere grunde ikke 100 % vellykket.
For det første synes jeg ikke at samspillet mellem teksten og billedsiden er så godt som det kunne være. Bogen er på alle måder lækker, og Teddy Kristiansens layout og billeder - denne gang i en mindre letgenkendelig stil - er spændende, smukke og veludførte. Men kun i sjældne tilfælde føler man at billedsiden bidrager med stemning, detaljer eller fortolkninger der ikke allerede er til stede i teksten. Teksten ville kunne stå alene og fungere, og Gensyn med Heisenberg fremstår derfor som en roman med illustrationer. For at noget skal fortjene betegnelsen 'graphic novel', skal der være tale om et samspil hvor både teksten og det visuelle bidrager, og ingen af delene ideelt set kan stå alene. (Det skal dog straks siges at jeg ikke er klar over om 'graphic novel' er Oscar K. og Teddy Kristiansens egen benævelse for værket). Faktisk sker der for alvor først noget på det plan hen mod slutningen hvor ord og sætningsdele fader væk i gråtoner (et virkemiddel der måske i højere grad kunne have været anvendt til at antyde alternative handlingsforløb?) samtidig med at billederne går i opløsning og både tekst- og illustrationsmængden bliver mere sparsom side for side.
For det andet er jeg igen tvivlende over for den rolle kvantefysikken spiller i/for fortællingen. Jeg har før (i forbindelse med et digt om stofskifte og med evolutionsteorien) diskuteret naturvidenskabens rolle i kunsten og snævrere i litteraturen. Der er flere indfaldsvinkler. Der er det (didaktiske) historiske drama hvor man tager udgangspunkt i de videnskabsmænd der gjorde opdagelserne og formulerede teorierne. Der er de spekulationer vi i dag mere snævert opfatter som science fiction. Og endelig er der litteratur hvor man fortæller den historie man nu engang vil fortælle, i lyset af et videnskabeligt verdensbillede (som hos Ian McEwan). Oscar K's tekst indskriver sig klart i den sidste tradition, men jeg savner - måske især fordi jeg er science fiction-læser? - en præcisering af en bestemt udlægning af kvantefænomenerne som grundlag for fortællingen. F.eks. repræsenterer Københavnerskolen og mange verdener-fortolkningen af kvantefysikken radikalt forskellige verdensbilleder, og hvis man skal udlægge eller være åben for dem alle på én gang, skal det være en pointe i sig selv. Det 'kvanteunivers' Gensyn med Heisenberg foregår i, synes at minde om Borges' Alef - et punkt i rummet (og tiden) der rummer alle andre punkter. Det er som om Heisenbergs usikkerheds- eller ubestemthedsrelation fortolkes som et kunstnerisk anything goes, så hvad som helst kan lade sig gøre. Groft sagt er det vel lige så misforstået som at parafrasere Einsteins relativitetsteori som 'alt er relativt'.
Men disse indvendinger skal ingenlunde afholde mig fra at anbefale bogen som et ambitiøst eksperiment og en fornøjelse at læse!