2011.09.02
Det er en vidunderlig smuk bog om det at være anderledes

Helena Ferry på Barnboksprat

Jeg anbefaler både en bog og et makkerpar, nemlig Idiot! af Oscar K og Dorte Karrebæk.

Det er en vidunderlig smuk bog om det at være anderledes i en verden, der ikke er indrettet til at stikke ud. Men det er også en tung og trist bog, der rummer et ufatteligt vemod, som kræver sit af læseren/ oplæseren. Bogen er udgivet i billedbogsformat, men henvender sig i kraft af sine tematikker til et langt ældre publikum end dem der sædvanligvis læser billedbøger.

Vi følger en evnesvag drengs opvækst, delvist beskyttet af sin mor. Vi ser hvordan han drilles og mødes med hån og fornedrelse af sine omgivelser, mens han selv befinder sig i en drømmeverden, legende med sin bedste ven, et pudevår. Da moderen på grund af sin alder, ikke længere formår at beskytte sin dreng mod verden, giver hun ham en håndfuld piller og på en anonym bænk forlader de begge verden og læseren.

Det er en svær bog at have med at gøre og den bliver aldrig en best seller, men den fortjener at blive læst og talt om. Så lad være at være bange for de store og til tider uforklarlige spørgsmål, men vov jer ud i det, gerne i selskab med jeres børn!