2012.12.13
5 hjerter i Politiken! - Grafisk roman lægger sig frækt mellem Borges og Bohr - Oscar K. leverer med "Efterskrift" et begavet og belæst, fængslende og frækt bud på litteraturens eksistens

AF Søren Vinterberg i Politiken

På en »lille café i anden række uden havudsigt« et sted ved Spaniens middelhavskyst sidder den 60-årige Oscar K. »ved det samme stenbord hver dag. Ingen forstyrrer ham« – ud over hans egne forsøg på at »se tilbage på sit liv og på det, der sker under solen«.

Han sidder med en avis eller måske en bog af Czeslaw Milosz med ordene: »Vores forestillinger om fortiden er unøjagtige«.


Med disse brokker fra bogens bagside og indledningskapitel får man en idé om tonen i denne ’autobiografi’, hvis titel skal tages meget bogstaveligt: Efter skriften.

Skriver for at trække vejret

Verdens fortællinger og erkendelsesforsøg vugger stadig som splintret drivgods gennem denne stillesiddende mands bevidsthed, for de har udgjort hans liv, men nu er de ikke sammenhængende som før, i bind 1 og 2.

»Oscar K. ved, at det hele er skrevet i vinden, og at han kun skriver, fordi han ellers ikke kan trække vejret. En endeløs strøm af tegn«.

Heisenberg-trilogien kalder Oscar K. (alias Ole Dalgaard) den grænsesprængende romansuite, der slutter med dette bind.

De foregående to bærer de kropumulige titler: ’(delta x gange delta p er større end eller lig med Plancks konstant divideret med 4 pi, dvs. den matematiske formel for usikkerhedsrelationen) eller Gensyn med Heisenberg’ (2010) og ’Af Ólafur Kjartanssons optegnelser om den skjulte skrift’ (2011).

Dér var Oscar K.s tekst kompletteret og kontrapunkteret af Teddy Kristiansens fænomenale illustrationer, så det blev bogstaveligt grafiske romaner (i en anden betydning end som udvidede voksentegneserier).

Hjernehinder før hvert kapitel

Teddy K. bidrager desværre ikke her i ’Efterskrift’, men forskellige skriftsnit og tekstformater flettes fortsat ind i hinanden med hver sine overvejelser og stumper af beretninger.

Før hvert nyt kapitel er indsat et pergamentark (hjernehinder ifølge titelbladet!?), som i lighed med de øvrige sider rummer udtværede billedaftryk af skeletdele, statuetter, fotos, fjern håndskrift, mineralske og zoologiske strukturer m.m.

Trods mellemlægspergamentet har hvert kapitels efterfølgende åbningsside sat spejlvendte aftryk på den foregående papirside, så venstresiden før det sidste kapitel er et udtværet palimpsest (skrift oven på skrift) af alle 12 kapitelbegyndelser ... Et ekko af skriftets egen struktur.

Billedresterne skyldes denne gang mere eller mindre den spanske illustrator Nono Granero, mens danske Anne Rohweder har styret den øjenåbnende grafiske udformning, der gør bogen til en »auto-typo-grafisk roman (...) som leger både med autobiografien som genre og med typografien som grafik«, som pressemeddelelsen brugervenligt forklarer.

Andres fortællinger?

De stadige skift i typografi klargør nu ikke meget, men bidrager snarere til uklare grænser mellem selvbiografi og billeder fra det indre biograflærred. Nøgleordet er leg.

Temaer som kærlighed, løgn, lidenskab, skyld, skam, selvmord (tilløb til et leksikonopslag om litteraturens selvmordere) bliver ved anslaget og afbrydes af bemærkninger om livet omkring cafébordet eller løsrevne stumper af beretninger: »Hun klædte sig i fjerne steder. Hver gang han så hende, havde hun et nyt på ...«.

Måske er det andres fortællinger – »Oscar K. har læst fire tusinde nihundrede og treoghalvtreds bøger« – måske er det hans egne erindringer, men brudstykker er de alle, tegn under nedbrydning.

Ligesom Heisenbergs ubestemthedsprincip (at en partikels position og dens impuls, dens masse og dens energi, ikke samtidig kan måles præcist – men de er begge nødvendige for hinanden, tilføjede Bohr) siger det mest præcise om den grundlæggende upræcision, så siger brudstykker og palimpsest det eneste sikre om fortællingens usikkerhed.

Chokvirkning

Sådan cirka. Virkningen er på én gang dybt frustrerende og højst stimulerende.

Chokvirkningen af bind 1’s opbrud fra konventionens grænser mellem tekst og billede lander i tredje bind på resignationens grundtone: »betydninger og bundlinjer udviskes og forsvinder (...) Af intet er du kommet, til intet skal du blive«.

Men indtil da er Oscar K. med sin Heisenberg-trilogi et begavet og belæst, fængslende og frækt bud på litteraturens eksistens i cyberspace mellem Borges og Bohr.

Oscar K. fortjener fuldt ud det ’Forfatterbevis’, han udsteder til sig selv på værkets sidste side – med et udtværet pasfoto af umiskendelig lighed med Groucho Marx!