2013.05.11
En or’nli’ pæl i kødet - 5 stjerner til Københavnerfortolkningen i Politiken

Oscar K. fortolker Søren K. Med Freud og med rollespil.

af Thomas Bredsdorff

Hvad der er det bedste ved Kierkegaard, kan man skændes om. Men det værste ved ham er, at han gør de fleste folk skrækkelig lange i spyttet, når de skal tale om ham.

En velkommen undtagelse er Oscar K., kendt fra børnebøger og illustrerede klassikere, som han har kunnet inddampe til det væsentlige. Det gør han på en underfundig måde i den roman, han udgiver på filosoffens fødselsdag. Med beundringsværdig lethed og fantasi får han vendt en række Kierkegaard-emner på usædvanlig kort plads. Titlen ’Københavnerfortolkningen’ leder tanken til Blegdamsvejen, for er det ikke noget med Niels Bohrs udlægning af kvantemekanikken? Her, på instituttet, der bærer nobelpristagerens navn, arbejder unge Emma med Pinocchio
Paradokset, hvis løsning indebærer, at hun kan entangle graven på Assistens Kirkegård og med kvantemekanikkens
hjælp frembringe en nutidig kopi af den begravede. H.C. Andersen brugte Lykkens Kalosker til den slags, men det var jo også før Bohr. Desuden var Andersen som bekendt
mere naiv end Kierkegaard. VORES UNGE atomfysikstuderende Emma møder den genopståede Søren K., mens han er i pseudonymernes vold, altså digter, og endnu ikke er blevet den selvretfærdige kirkestormer.

Hun, der er så heldig at have fået en herskabslejlighed som forældrekøb, tager ham med hjem, hvor der er god plads til, at hun kan gå ture med den lidt kejtede gæst og forestille sig verden i stedet for at møde den.

I institutkantinen på Blegdamsvejen arbejder en globaliseret kvinde ved navn Keito, der er født i Japan og adopteret i Vemb. Hun taler altså vestjysk og bruger ’badekåbe’ i stedet for 'kimono', men er ellers så moderne, så det er en lyst. Hun har 1.003 elskere. Den seneste af dem har installeret hende i en teaterforestilling, som viser sig at afsløre nogle af Kierkegaards hemmeligheder.

Søren fortæller Emma om sin skrækkelige far, der holdt gardinprædikener for sin søn om masturbationens farer, men som sønnen engang afslørede i at være i gang med netop det, han advarer imod: »Jeg ligner til forveksling min far. Er jeg måske min far? Er mit liv intet andet end en fantasi under falsk navn?«.

Søren er bange for, at han har syfilis, erhvervet eller arvet, men har åbenbart brugt den kendsgerning til at slippe for
elskovens krav, så han kan koncentrere sig om det, der er hans egentlige lidenskab, at skrive.

EMMA TAGER sin nye ven med ud i huset, hvor Keito optræder, som viser sig at være et temmelig kinky lysthus, hvor alskens seksuelle varianter kan beses af folk, som ikke rigtig ved, om de er tilskuere eller optrædende. For eksempel
kommer de to ind i »en stor oplyst stue, hvor en olding foran et hold gæster af sortklædte sekretærer med røde læber trak af sted med en vædder og en helt ung dreng, som bar et knippe brænde på ryggen«.

Søren blegner.

Han forstår, at det er setup’et i hans egen 'Frygt og Bæven', Abrahams planlagte slagtning af sin egen søn, der her i disse omgivelser pludselig får sine nekrofile overtoner. Der optræder flere af Kierkegaards plots i disse erotiserede omgivelser.

Lyder det, som om Oscar K.-fortolkningen af Søren K. er en anelse freudiansk? Bestemt. Men den er andet og
mere.

Den genopstandne skriver på et stykke, han kalder 'Søren Kierkegaard – en tragedie', men han gennemskuer efterhånden så meget af den (for eksempel sin egen kamp for at blive martyr), at han skifter genrenavnet ud til ’en komedie’.

Han svinger paraplyen og synger med Walt Disneys Pinocchio: »Der er ingen bånd, der binder mig«. Endelig et
Kierkegaardportræt, hvor digteren i ham kommer til sin ret. Som tegneseriefigur!

SØREN K. elskede at gemme sig bag navne som Johannes de Silentio, Victor Eremita, og hvad de nu alle hedder. Det
samme gør denne romans forfatter, og det ikke kun i dagens anledning. Oscar K. er et etableret pseudonym for en mand ved navn Ole Dalgaard, der har skiftet sin normale illustrator Dorte Karrebæk ud med Rasmus Svarre, der er mindst lige så god som hun til at tegne sig ind i teksten, så ord og billeder
beriger hinanden.

Til at begynde med tror man, at det hele på god gammeldags freudiansk vis kan udledes af sex. Senere viser det sig at være mere finurligt, i en leg med sprog og rollespil.

Illustrationerne er gode til både freudianismen og den fri leg med rollerne. Tilsammen tager disse billeder og denne tekst Kierkegaard alvorligt som forfatter, ikke som præst.

Det er en fødselsdagsgave, han fortjener. Der ligger et grundigt arbejde bag den tilsyneladende henkastede tekst.
Blandt dem, Oscar K. takker for hjælp, er stjerner som astrofysikeren Anja Andersen, teologen Joakim Garff og litteraten Johnny Kondrup.

Det er da ikke det rene tegneseriehold.

thomas.bredsdorff@pol.dk