BØGER
romaner
Rettelsesblad til Bærbar dansk litteraturs historie - Første
M
GORTHES DEN UNGE WERTHERS LIDELSER
VOLTAIRES CANDIDE
CERVANTES´ DON QUIJOTE
SHAKESPEARES HAMLET
ELLER GENSYN MED HEISENBERG
DU ER SÅ FULD AF LØGN, OTTO!
BLOMSTER KLOKKEN FIRE
LILLE MISS NOBODY
Vejen til Vemb
Tango Mortale - Nattens Stilhed
Rejsende i litteratur
Italiensrejsen
Gazellernes Sø
Bartleby & Co.
40 års lykkelig ensomhed


billedbøger
SKOT ER VILD MED EMMA
SKOT PÅ BØRNEHJEM
SKOT
ET ØJEBLIK I KVANTE SØRENSENS LIV
DET STORE KAMELVÆDDELØB
PINDSVINET DER VAR LIDT TRIST
I SKOLE MED HUGO OG HOLGER
HUGO OG HOLGER
HUGO FÅR EN HUND
LEJREN
IDIOT!
DE SKÆVE SMIL
BØRNENES BEDEMAND
DE TRE I-IV
Min Familie
Carlos & Co
Benni Båt


drenge og pigebøger
HURTIGE HENNING HISTORIER
VI SES, SIGNE!
SIGNE
MIKKEL & ANIKA
HOTEL BLÅLYS
MORDET PÅ DEN TYRKISKE GRØNTHANDLER
SIGNE OG JENS
MIKKEL - DU ER PÅ!
Mikkel ved grænsen
Mikkel og de andre i Spanien
Mikkel & Co.
Mikkel




Mikkel
I KAPITEL

”Fy, for den lede! Hvor ulækkert!”

Kriller vendte sig med foragt fra Mikkel. Gry rejste sig og kom over for at se. Hun rullede med øjnene til Rikke.

”Bvadr! Bedemanden har orm med. De er fuldstændig gennemsigtige! Adrh!”

Mikkel lukkede den lille metalæske med huller i låget og stak den i lommen.

”Det er sandorme!” sagde han og rystede på hovedet. ”Til at fiske med ...”

”Puuh! Han tager dem i lommen!”

”Han spiser dem garanteret!”

”Kan vi så få ro!”

Anne, som havde 6. A til dansk og var ved at give skriftlige opgaver tilbage, rejste sig og kom ned mod Mikkel. Blodet bankede rytmisk i hans hoved. Langt væk fra som i en forvrænget højttaler hørte han Eminems stemme:

May I have your attention, please,
will the real Slim Shady stand up, I reapeat,
will the real Slim Shady stand up …

”Hvad har du nu gang i, Mikkel!?”

Anne stod lige foran hans bord.

Mikkel sagde ikke noget. Han vidste, at det var omsonst.

”Han har ligorme med i skole!”

Gry og Rikke nærmest lå ind over Peter Busses bord.

”Er det rigtigt Mikkel?!”

Ligorme! Mikkel trak på skulderen.

”Han har dem i lommen!”

”Lad mig se!”

Mikkel så opgivende på Anne, lagde metalæsken på bordet foran sig og åbnede den. Sandormene lå apatiske mellem hinanden, runde og fede som maddiker. Mikkel skubbede med pegefingeren en af dem op over kanten i retning af Anne.

”Uhh! Tag den væk!”

Anne trådte forskrækket et skridt tilbage. Mikkel tjattede til sandormen og lukkede æsken. Han var blevet helt gul på fingeren.

Anne begyndte at ryste. Med væmmelsen malet i ansigtet sagde hun skingert:

”Og så kan du godt forsvinde! Ud!”

Peter Busse fnisede.

Vor Herre bevares, tænkte Mikkel, tog sin taske og rejste sig. Så fik han heller ikke opgave tilbage denne gang. Han havde ellers gjort sig umage. ”Et dyr i skoven”.

”Og så vasker du dine hænder!!” råbte Anne efter ham.

Emilie, som sad ved bordet ved døren, så på ham med store, grønne øjne. Han smilede usikkert til hende.

Der var ikke noget at gøre. Hans far var bedemand. Og det var rigtigt, at han gjorde de døde i stand, inden de skulle begraves eller brændes. Det var hans arbejde. Nogen skulle jo gøre det. Det forstod de ikke, de andre.

I’m Slim Shady, yes, I’m the real Slim Shady
all you other slim shadys are just imitating …

Men døden smittede ikke, selv om de fleste troede det ...

Mikkel lukkede døren efter sig. Nu fik han i det mindste fri før spisefrikvarteret, og så var det weekend. Han ville have været ned til fjorden og fiske. Det var derfor, han havde haft sandorme med. Eminem kunne også godt lide at fiske, når han skulle slappe af. Mikkel havde slet ikke lyst nu. Hans far havde købt sandormene til ham i går. De havde stået i en plastikpose i køleskabet om natten. Godt, han ikke havde sagt noget om det ...



II KAPITEL

Hvad skulle Kriller også råbe op for?! Mikkel havde ikke villet forstyrre nogen. Han ville bare lige se til ormene. Han havde glædet sig til at komme ud at fiske. Og også lidt til at få opgaven tilbage.

De fleste havde skrevet om rådyret, ræven eller uglen. Det vil sige, Ishak havde skrevet om hunden. Han kom fra Tyrkiet og skrev altid om hunde, lige meget hvad emnet var. Mikkel havde skrevet om grævlingen, fordi den for det meste passede sig selv og boede i huler og gange under jorden. Og så ville den godt have fred og ro. Den så ikke så godt, og dens hørelse var heller ikke noget at prale af. Til gengæld havde den en fin sporsans og kunne snuse sig frem. Mikkel havde hørt, at hvis en grævling bed, så blev den ved, indtil den kunne høre knoglerne knase, og at man skulle gå med æggeskaller i støvlerne, hvis der var grævlinge i omegnen. Han vidste ikke, om det var rigtigt.

Emilie havde skrevet om skovmusen. Den passede godt til hende. Hun kunne selv være sådan en lille skovmus.

Måske passede grævlingen godt til ham. Det havde han slet ikke tænkt på. Stinkdyret! Han ville også helst være alene. Og han lugtede også, sagde de. Af død! Mikkel Bedemand! Hvad var det de forestillede sig!? At han vaskede de døde? Mikkel havde ikke engang set en død. Andet end i fjernsynet. Men det havde de fleste vel.

Mikkel trampede i pedalerne.

Han var en af dem, pigerne vendte øjne ad. Rikke og Gry, der gik og sang spejdersange på gangene. Tanja og Line, der var vilde med heste og nogen fra 7. b. Selma og Emel og Bela, som altid var sammen og havde venindekæder. Og Vicki, der ellers var sød nok og gik til showdans. Men de skulle alle sammen altid kigge op i loftet, når han sagde noget. Undtagen Emilie. Hun smilede til ham. Hun var ligeglad med, hvad de andre sagde.

”Shit!”

Pedalerne cyklede rundt. Kæden var røget af. Mikkel slingrede lidt, så stemte han sålerne mod asfalten og bremsede.

”Shit! Shit! Shit!”

Mikkel kunne ikke lade være at grine ad sig selv, som han stod dér og hamrede løs på den stakkels saddel. Han var standset lige før broen over jernbanen ved den lukkede købmandsforretning. Han kiggede sig rundt. Mon der var nogen, der havde set ham? Uden at vide af det var han i stedet for at dreje ned ad Allégade ved Nørre Torv fortsat ud mod søen og det gamle teglværk og bådskuret. Der endte han altid, når han var i det humør. Så kørte tankerne, og han glemte tid og sted. Hvis han da ikke lige baldrede ind i noget – eller kæden sprang af.

Mikkel tog sin taske af bagagebæreren og stillede den på jorden. Bådskuret lå helt ned til vandet. Det var dækket af et væltet træ, så man ikke kunne se det fra søen. Der var ingen andre end ham, der kendte det. Det var hans sted. De måtte have glemt det, da den ny bådhavn blev lavet, og skurene rundt om søen blev revet ned.

Eller han tog hen til de nedlagte drivhuse, hvor Hammer havde nogle bistader stående. Mest om foråret og sommeren, så var der en masse at hjælpe med. Hammer var døv, så det var ikke, fordi de snakkede meget sammen. Mikkel holdt som regel gang i røgpusteren, når Hammer kiggede tavlerne efter for dronningeceller. Først tog de dækbrædderne af, så pustede Mikkel røg ned til bierne på tavlerne, så de blev rolige.

”Der må kun være én dronning i hvert stade. Ellers sværmer de.” sagde Hammer meget højt. ”Og det kan vi ikke have. Så samler de ingen honning.”

Hammer skar dronningecellerne af tavlerne og gemte dem, fordi de var fyldt med en særlig fin gelé, der hed royale.

Mikkel kunne godt lide Hammer.

”Skal jeg hjælpe dig?”

Mikkel nåede ikke at svare, før hans cykel blev vendt rundt, så den hvilede på styret og sadlen. En ung fyr i arbejdstøj og en t-shirt, hvor der stod “Helmers Auto”, satte kæden på det lille tandhjul og løftede den halvt ind over det store.

”Hvis du kører pedalen rundt, så presser jeg.”

Mikkel drejede, og kæden sad på. Læredrengen vendte cyklen rundt, slog på sadlen og sagde:

”Så skulle den være i orden!”

”Tak.”

Mikkel tog cyklen.

”Ved du, hvor det, de kalder Sommerhusene, er?”

”Ja ... du skal langs med søen forbi Bådhavnen og ud til Højspændingen, så ligger de på den anden side af Skovkrogen ...”

”Er der sådan et lille rødt ét derude?”

”Dem er der masser af, men jeg tror ikke, der bor nogen. Det er mest om sommeren.”

”Jeg skal ellers besøge én,” sagde læredrengen. ”Eller det vil sige, jeg leder efter én. Én, der er blevet væk.” Han så pludselig alvorlig ud.

”Nå,” sagde Mikkel. ”Jeg kan da godt vise dig, hvor det er. Er du på cykel?”

”På cykel?! Jeg er atten. Fra Rårup. Stort kørekort. Kør’ frem og tilbage hver dag. Det er min Mascot, der holder derhenne.”

”OK. Så cykler jeg foran,” sagde Mikkel og smed tasken på bagagebæreren.