BØGER
romaner
Rettelsesblad til Bærbar dansk litteraturs historie - Første
M
GORTHES DEN UNGE WERTHERS LIDELSER
VOLTAIRES CANDIDE
CERVANTES´ DON QUIJOTE
SHAKESPEARES HAMLET
ELLER GENSYN MED HEISENBERG
DU ER SÅ FULD AF LØGN, OTTO!
BLOMSTER KLOKKEN FIRE
LILLE MISS NOBODY
Vejen til Vemb
Tango Mortale - Nattens Stilhed
Rejsende i litteratur
Italiensrejsen
Gazellernes Sø
Bartleby & Co.
40 års lykkelig ensomhed


billedbøger
SKOT ER VILD MED EMMA
SKOT PÅ BØRNEHJEM
SKOT
ET ØJEBLIK I KVANTE SØRENSENS LIV
DET STORE KAMELVÆDDELØB
PINDSVINET DER VAR LIDT TRIST
I SKOLE MED HUGO OG HOLGER
HUGO OG HOLGER
HUGO FÅR EN HUND
LEJREN
IDIOT!
DE SKÆVE SMIL
BØRNENES BEDEMAND
DE TRE I-IV
Min Familie
Carlos & Co
Benni Båt


drenge og pigebøger
HURTIGE HENNING HISTORIER
VI SES, SIGNE!
SIGNE
MIKKEL & ANIKA
HOTEL BLÅLYS
MORDET PÅ DEN TYRKISKE GRØNTHANDLER
SIGNE OG JENS
MIKKEL - DU ER PÅ!
Mikkel ved grænsen
Mikkel og de andre i Spanien
Mikkel & Co.
Mikkel




SIGNE OG JENS
“You're going to lose that girl
You're going to lose that girl
If you don't treat her right, my friend
You're going to find her gone …”

The Beatles




KAPITEL 1

”Jeg er færdig med Jens. Fatter han det ikke snart?” sagde Signe og løftede op i den ene ende af sengen.

Alberte tog fat i fodenden, og de baksede sengen hen foran vinduet. ”Er du sikker på, at den skal stå her?” spurgte hun og studerede sengens nye plads.

Signe nikkede. Ja, det var godt. Her kunne hun ligge og kigge op på stjernerne.

”Og lænestolen?” spurgte Alberte.

”Her!” Signe puffede til en bunke tøj med foden.

De skubbede stolen på plads, og Alberte lod sig falde ned i det bløde sæde.

”I dag kom han igen og spurgte mig ud,” sagde hun og efterlignede Jens´ stemme: ”Har Signe sagt noget? Hvad synes du, jeg skal gøre?” Hun gabte. ”Jeg ved sgu efterhånden ikke, hvad jeg skal sige til ham.”

”Tag dig sammen, Jens,” sagde Signe og rev den gamle Ikealampe ned fra væggen.

”Har du set de dér dun, han har fået på hagen?” Alberte fnisede.

”Oh, jae!” sagde Signe. ”Og ved du, hvad hans livret er?”

Alberte rystede på hovedet.

”Flæskesteg!”

De hylede.

”Hvad har jeg set i ham, Albert?” Signe gemte ansigtet i hænderne.

”Ej, hvor er vi onde.” Alberte lænede sig tilbage og lagde benene op på en stol. ”Hvor er hans forældre egentlig?”

”Aner det ikke. Men han har en sumpskildpadde.”

”Det er sgu da også lige så godt.”

Signe smilede. Skildpadden hed Felix, men Jens kaldte den Fille. Det tog hundrede år, før Signe fik lov at tage den op selv, og han holdt nøje øje med, at hun ikke gjorde den noget.

”Ne-ej, hvor bliver her flot!” Cindy kom ind i værelset med Jeppe trippende i hælende. Han var opkogt og havde chokolade i hele hovedet.

”Hej, Jepskid,” sagde Alberte, ”hvor ser du godt ud.”

”Hvad skal I?” sagde Signe tvært og skubbede sengen helt op mod væggen ved vinduet. Hun lagde mærke til, at Cindy havde hænderne på ryggen.

”Vi har bagt!” udbrød Jeppe henrykt.

”Ta-daah,” sagde moren og afslørede en skål fuld af småkager. ”Chokodrømme!” Hun var lige så rød i ansigtet som Jeppe. Som om de selv havde været en tur i ovnen.

”Og … og ved I hvad?” sagde Jeppe og hev skålen ud af hænderne på moren. Han kunne næsten ikke stå stille. ”Han har spist 7!”

”Hvem?” spurgte Alberte.

Jeppe pegede på sin mave.

”Dig? Hold da op!” Alberte undertrykte et grin. ”Mm. De ser også gode ud.”

Jeppe skød sit chokoladeplettede bryst frem og nikkede. Signe lavede en grimasse og gloede surt på moren, der smilede over hele hovedet. Hendes ene mundvig var brun af kagedej.

Jeppe satte sig på sengekanten og prikkede i kagerne med fingeren.

”Jeg fandt opskriften i Alt for Damerne. Deres efterårstema er vildt spændende ...”

”Vi er altså lige i gang med noget,” afbrød Signe.

”De er nemme at lave, man smelter bare smørret og …”

”Mor!”

”Nå, ja, vi skal jo også have ryddet op.” Cindy tog Jeppes hånd. ”Kom!”

”Neeejj!” Jeppe gjorde kraftigt modstand. Hans blik klæbede til kagerne.

”Jeppe, der er masser af kager nede i køkkenet.” Moren hev i Jeppes ene hånd, mens han greb ud efter kagerne med den anden og fik fat i kanten af skålen. Inden Signe og Alberte nåede at reagere, gled skålen ned fra sengen, ramte gulvet med et knald og gik i to stykker. Kagerne lå spredt over hele gulvet. Cindy løftede med stive bevægelser den hylende Jeppe op. Kagerne knasede under hendes fødder, da hun bar ham ud. Signe bed tænderne sammen. Hvorfor skulle det altid være sådan?

”Puha.” Alberte smilede og fejede de kager, der stadig var hele sammen. Nedenunder skreg Jeppe.

”Jeg hader dig! Dumme lort!”

Alberte lo.

”Han er fantastisk.”

”Han går fuldstændig amok, men det går over igen.”

De var blevet værre, anfaldene. Han blev så gal og ked ad det. Men det var mest derhjemme heldigvis. Signe plejede at gå. Helst udenfor.

”Hvem var det egentlig, din far var sammen med i søndags?” spurgte Alberte og pillede en nullermand op fra kagebunken.

”Hvad?” Signe snuppede en kage.

”Johannes, jeg så ham sammen med en eller anden dulle.”

”Det tror jeg altså ikke.” Signe gumlede. De var gode, kagerne. Med chokoladestykker.

”Det er rigtigt. På vej ud til Kløvermarken. Ved Kongens Nytorv.”

Signe holdt op med at tygge.

”Var det Mette?”

Johannes spiste nogle gange frokost med Mette fra kammerorkesteret. Fløjte-Mette.

”Hun var meget yngre. Sorthåret og trutmund,” sagde Alberte. ”Jeg er hundrede på, det var ham.”

Signe rystede på hovedet. En spyflue summede i gardinet. Hun havde været sammen med Julie og Charlotte i søndags. I svømmehallen. Hvad havde Johannes lavet? Han havde da ikke sagt noget om nogen?

”Det var sikkert bare en af hans elever. Det er lige meget.” sagde Alberte.

Det var sgu da ikke lige meget. Men Signe gad ikke tænke på det. Ikke nu. Hun flyttede tresserlampen med de tre farvede skærme over ved siden af sengen.

”Si?” sagde Alberte og pillede i hjørnet af den nye Beatlesplakat. Hun havde selv givet Signe den. Direkte importeret fra The Beatles Story Exhibition i Liverpool, hvor hun havde været på sommerferie med sine forældre. ”Måske skulle du alligevel snakke med Jens. Han er altså fuldstændig rundt på gulvet.”

”Men han kunne da komme og snakke med mig. Invitere mig ud eller sådan noget.”

”Og så ville du helt sikkert sige nej.”

”Ja!”

De kiggede på hinanden og grinede, så krummerne sprøjtede ud mellem læberne.

”Ej, på en måde vil jeg jo godt,” sagde Signe. ”Men helt ærlig. Vi kunne næsten aldrig være sammen. Hver onsdag og lørdag skulle han et eller andet. Lige de dage, hvor jeg ikke går til dans. Og han ville ikke engang sige, hvad det var, han lavede. Han skulle bare af sted.”

Jo mere Signe talte, jo mere irriteret blev hun. Hun kom i tanke om dengang, hun havde fortalt Jens om ulykken. De havde siddet i stuen hjemme hos hans farfar. Alene. Han havde rørt ved hendes ar. Ligesom første gang, de var sammen. Til gallafesten.

”Hvordan skete det?” havde han spurgt, og så havde hun fortalt ham om bilulykken. Men midt i det hele havde han fået øje på bornholmeruret og rejst sig.

”Jeg er nødt til at gå,” havde han bare sagt, og lidt efter havde Signe siddet alene tilbage i den brune sofa.

”Hallo.” Alberte gav hende et skub med skulderen.

”Hvad?”

”Du er helt væk.”

Signe sukkede og satte sig på sengen.

”Hvis bare han ville sige, hvad det var, han altid skal.”

Alberte nikkede og rullede plakaten ud. Hun kravlede op på stolen med plakaten i hånden.

”Og så forsvarer han altid Katja,” mumlede Signe.

”Tjek lige!” Alberte stod på skrivebordet og holdt plakaten op mod væggen.

Signe studerede fraværende det sort-hvide billede med de fire musikere, der travede hen ad en gade.

”Super,” sagde hun mut.

”Jens er bare skide underlig,” sagde Alberte trøstende og pressede plakaten fast på væggen med elefantsnot. ”Men sig de her ting til ham, Si.”

Signe havde tænkt på det. Hun havde faktisk aldrig rigtig sagt, hvorfor hun slog op. Men det kunne han vel regne ud.

”Har du set alle de ar, Katja har?” Alberte landede på gulvet med et brag.

Signe nikkede. Eller kunne han? Måske skulle hun snakke med ham.

”Det er så klamt,” sagde Alberte. ”Hvad tror du, det er?”

”Måske har hun en eller anden sygdom.”

”Fy for fanden. Tror du, hun smitter?”

De fnisede.

Alberte dumpede ned på sengen ved siden af Signe.

”Jeg ved godt, det lyder åndssvagt, men på en måde er det også bedre, når dig og Jens ikke er kærester.” Alberte bed i en negl. ”Det var ikke rigtig det samme. Vi sås jo næsten aldrig. Jeg savnede dig.”

Signe hev i en fjer, der stak ud af dynebetrækket. Hun smilede.

”Han skal aldrig komme mellem os, Albert.”



KAPITEL 2

Jen stod der under hånden. En eller anden havde sat et stykke lyserødt tyggegummi over s´et. Sikkert Hubba Bubba. Signe pillede den hårde klat af og smed den ud under halvtaget. Skolegården var tom. Hendes klasse havde fået spisefrikvarter lidt før, og de fleste var gået ud for at købe mad.

Hun lagde sin håndflade mod Jens´ malede. Det var sidste år, de havde lavet dem. Dyppet deres hænder i maling og presset dem ind mod brædderne. Nu var der hænder over det hele. Jens´ var blå, Signes rød.

”Hey, Si, skal du ikke have noget at spise?” Alberte kom ind under halvtaget. Signe trak hånden til sig med et sæt. En smerte jog gennem tommelfingeren.

”Hvad laver du?”

”Ikke noget.”

Det dunkede i fingeren. Hun skævede ned. En blå træflis sad fast under huden.

Alberte tog en bid af sin sandwich.

”Laks,” mumlede hun ud gennem maden. ”Har du prøvet den? Den er smadder god.” Hun tyggede.

Signe nikkede. Hun pillede ved sin pung. Havde egentlig også tænkt på at købe et eller andet, men var alligevel ikke rigtig sulten. Kom Jens ikke snart?

Julie kom rundt om hjørnet med en falafel. Hun suttede på den ene finger efter den anden med høje smaskelyde.

”Jeg er umulig til at spise de her. Jeg får det ud over det hele.” Hun tørrede sig om munden med bagsiden af hånden. ”Hvorfor står I herinde?”

Himlen var blå, og der var lunt i solen. De satte sig på stakittet og kiggede rundt i skolegården. Ovre hos de små spillede de bold, og i et hjørne stod nogen af de store og røg. På trappen sad Jens og guffede chips.

”Jeg skal lige noget,” mumlede Signe og rejste sig. Det syrede i maven. Måske skulle hun alligevel have spist noget. Hun ville gerne være rolig, når hun talte med ham. Venlig, men bestemt. Hun tog en dyb indånding og gik over gården.

”Jens?”

Jens kastede håret tilbage og kiggede op. Det gav et sug i Signes mave, og hun kunne ikke lade være med at smile. Han rykkede lidt, så hun kunne sidde ved siden af ham.

”Kan vi lige snakke?”

”Det kan vi godt.” Jens´ stemme knækkede over. Han hostede.

”Jeg …” Signe pillede i splinten. Hun kunne mærke, at han kiggede på hende. Varmen steg op i hendes hoved. Hvordan skulle hun starte? ”Det er fordi …”

En hånd daskede Signe i nakken, og Esben hoppede ned fra trappen og stillede sig foran dem med ryggen til. Han strittede med røven og slog en prut.

”Aah!”

Felix sprang ned ved siden af og slog ham grinende i ryggen. Prutten hang i luften.

”Hvor er du bare klam, Esben!” sagde Signe.

Nogle af Esbens og Felix´ fodboldvenner kom løbende. Den ene lavede armlås på Felix, der sparkede bagud og vred sig løs, så han væltede ind i Signe og Jens. Han grinede. Signe skubbede ham op.

Esben lænede sig ind over gelænderet.

”Hvad så, Jens, du ser træt ud,” sagde han, ”har du haft en hård nat?”

Først nu lagde Signe mærke til det. Jens så virkelig træt ud. Øjnene var mindre, end de plejede. Hævede. Nedenunder hang en grå skygge, og på hagen bulede for en gang skyld en bums.

”Har du ikke haft tid til at sove, dickhead?” spurgte Esben.

Felix hev ned i kasketten og smilede skævt.

”Skrid, Esben,” sagde Jens.

”Var hun for vild?” Esben rykkede frem og tilbage med underlivet. De andre lo.

”Hold nu kæft!” Jens gloede arrigt på Esben.

Signe så fra den ene til den anden. Drengene grinede. Jens´ ansigt blussede.

”Kom nu Jens, fortæl os om det,” plagede Esben.

Jens rejste sig. Hans hoved var mørkerødt og læberne var presset sammen til en smal hvid streg. Signe havde aldrig set ham sådan før. Esben rykkede lidt tilbage. Der var ingen, der sagde noget.

”Esben din nar,” snerrede Jens.

”Hvad? Hvad har jeg gjort?” Esben slog uskyldigt ud med armene. ”Katja har da sovet hos dig, ikke?”

”Du fatter ikke en skid.” Jens greb fat i hans jakke.

Klokken ringede. Signe hev sig op ved gelænderet. Det strammede i halsen. Hun vaklede op ad trappen. Jens kaldte på hende. Greb fat i hendes arm. Hun vred sig løs. Løb ind. Det pressede bag hendes øjne. Hvad var det her for noget? Troede de bare, at de kunne tillade sig hvad som helst? Hun rev døren til klassen op og bragede lige ind i Katja.

”Hvad fanden har du gang i?” Katja rejste sig.

”Hvad fanden har du gang i?” hvæsede Signe.

Katjas blik flakkede, men inden hun kunne nå at sige mere, var Signe styrtet over til Alberte, der allerede sad på sin plads i hjørnet. Deres hjørne.

”Si…?” Alberte lagde mobilen fra sig.

”Jens …” sagde Signe stakåndet.

”Så må I godt tage plads.” Christian var der allerede. Han satte sig på kanten af katederet og tog protokollen op af tasken.

”Hvad er der?” hviskede Alberte.

”Jens,” gentog Signe, ”og Katja”.

Hun lod blikket glide over på Katja, der sad hoverende med benene oppe på bordet og filede negle. Hvorfor skulle hun gå i deres klasse? Hvorfor skulle hun overhovedet være her? Bare hun ville forsvinde. Falde død om. Hvad som helst.

”Som I nok kan huske,” Christian rejste sig, ”skal vi i dag videre med kaosteorien.” Han viskede tavlen ren og vendte sig mod dem. ”Katja, det her er ikke en skønhedssalon.”

”De har sovet sammen,” hviskede Signe og stregede hidsigt det J, hun havde skrevet på sit bord, ud.

”Kaos hører faktisk til den klassiske fysik, f. eks. Newtons love, som vi gennemgik sidste år …”

”Hvad?” Alberte rynkede øjenbrynene. Hun lugtede af laks.

”Katja har sovet hjemme hos Jens,” hviskede Signe. Det sved i hendes øjne.

”… betyder kaos fuldstændig mangel på orden …”

”Er du sikker?” spurgte Alberte lavt.

Signe nikkede.

”Hvor er han bare streng.” Alberte skulede til Jens, der lå ind over bordet og så ud, som om han sov.

”… små bitte ting kan have uforudsigelige konsekvenser …” sagde Christian.

”Tror du, de har…?” hviskede Alberte.

”… en sommerfugl, der basker med vingerne, kan frembringe en storm på den anden side af jorden …”

Signe kradsede i splinten. Fingeren var øm. Hvad troede hun egentlig? Hun og Jens havde sovet sammen nogen gange. De havde ligget og kysset og rørt ved hinanden og ellers ikke noget. Men Katja var anderledes …

”Hvad siger de damer?”

Christian stod lige foran dem. Alberte kneb øjnene sammen og lod, som om hun tænkte sig grundigt om.

”Jeg forstod det ikke helt,” sagde hun.

”Jeg spurgte, om I kan nævne et kaotisk system,” gentog Christian.

”Hvad med følelser?” foreslog Julie.

”Eller pigehjerner,” råbte Esben.

Christian kløede sig ved munden, men Signe kunne godt se, at han smilede bag hånden. Han vendte sig og skrev på tavlen, mens han fortsatte:

”Eksempler på kaotiske systemer er: solsystemet, vejret ...”

Klokken ringede.

”Næste gang tager vi planeterne! Gruppearbejde! Tænk lige over …” Christians stemme druknede i skrabende stole og raslende tasker.

Jens nærmede sig Signes plads. Hun skyndte sig at pakke sine ting og rejse sig.

”Signe?” sagde han. Bumsen på hagen lyste rødt.

”Kom, Albert,” sagde Signe og stak armen ind under Albertes.

”Skulle vi ikke snakke?” spurgte Jens.