BØGER
romaner
Rettelsesblad til Bærbar dansk litteraturs historie - Første
M
GORTHES DEN UNGE WERTHERS LIDELSER
VOLTAIRES CANDIDE
CERVANTES´ DON QUIJOTE
SHAKESPEARES HAMLET
ELLER GENSYN MED HEISENBERG
DU ER SÅ FULD AF LØGN, OTTO!
BLOMSTER KLOKKEN FIRE
LILLE MISS NOBODY
Vejen til Vemb
Tango Mortale - Nattens Stilhed
Rejsende i litteratur
Italiensrejsen
Gazellernes Sø
Bartleby & Co.
40 års lykkelig ensomhed


billedbøger
SKOT ER VILD MED EMMA
SKOT PÅ BØRNEHJEM
SKOT
ET ØJEBLIK I KVANTE SØRENSENS LIV
DET STORE KAMELVÆDDELØB
PINDSVINET DER VAR LIDT TRIST
I SKOLE MED HUGO OG HOLGER
HUGO OG HOLGER
HUGO FÅR EN HUND
LEJREN
IDIOT!
DE SKÆVE SMIL
BØRNENES BEDEMAND
DE TRE I-IV
Min Familie
Carlos & Co
Benni Båt


drenge og pigebøger
HURTIGE HENNING HISTORIER
VI SES, SIGNE!
SIGNE
MIKKEL & ANIKA
HOTEL BLÅLYS
MORDET PÅ DEN TYRKISKE GRØNTHANDLER
SIGNE OG JENS
MIKKEL - DU ER PÅ!
Mikkel ved grænsen
Mikkel og de andre i Spanien
Mikkel & Co.
Mikkel




MIKKEL & ANIKA
”Der er ingen puls,” sagde en kvindestemme langt borte.

Mikkel havde det godt. Rigtigt godt. Han havde aldrig følt sig bedre tilpas. Ingen frygt, ingen smerter, han var rolig og fattet.

For mindre end seks timer siden havde han mødtes med sin gamle klasse fra folkeskolen, Ishak, Lille Mariam, Carsten K., Nho, Emel og Bela, Dudu, Kriller, Hamo og Joni, Emilie ... dem alle sammen. Han var sytten år, lidt fuld og gik i 1. g.

Selv om han ikke kunne se noget, kunne han høre alting. En summen, støjen af mennesker, mobiltelefonen, der ringede.

Det er nok Anika, tænkte Mikkel. Eller Emilie. Hvor han blev af? Han havde ingen erindring om tid. Det var, som om han forlod sin krop. Han havde en fornemmelse af at svæve fredfyldt over det hele let som en ballon i en sølvsnor.

Hans far havde givet ham sådan én engang for længe siden. Han havde gået med den hele dagen, og om aftenen havde han givet slip, så den steg til vejrs og til sidst kun var en lille prik på himlen, inden den helt forsvandt.

Han kunne se stjernerne. Hvad lavede han helt her oppe? Hvorfor så alting pludselig så småt ud?

Mikkel smilede for sig selv. Hans tanker var helt klare, mens hans liv passerede revy.



KAPITEL 1

Mikkel er i Anikas lejlighed. Han ligger på gulvet og læser. Anika er ikke kommet endnu. Rundt om ham står der stabler af bøger om opdagelsesrejsende: Marco Polo, Henrik Søfareren, Columbus, Vasco da Gama, Jens Munk og Vitus Bering.

Mikkel har en fornemmelse af at opdage verden igen med de rejsende. Han har fulgt Marco Polo, der en dag som syttenårig i 1271 sejler af sted med sin far og onkel fra Venedig for tre et halvt år senere at nå frem til Shang-tu, den mongolske sommerhovedstad, hvor de melder sig ved den mægtige Kublai Khans hof. Mikkel har været med Vitus Bering på Den anden Kamtjstka-ekspedition, kortlagt Sibiriens ishavskyst og udforsket handelsvejene til Japan, krydset Atlanterhavet med Columbus på det gode skib Santa Maria og rejst over indlandsisen med nordpolsforskeren Knud Rasmussen.

Lige nu er han fuldstændigt opslugt af marokkaneren Ibn Battuta, der på vej fra Isfahan fortæller om en sheik i Shiraz, der konverterer fra shia til sunnimuslim og forlanger, at indbyggerne i byen under fredagsbønnen skal udtale: ”Alah være lovet.” Det vil de ikke, og sheiken svarer igen ved at beordre deres leder sønderbidt af glubske hunde, som er trænet til at dræbe mennesker. Men de vilde hunde kryber for ham og logrer med halen uden at røre ham. Sheiken kaster sig for fødderne af den hellige mand og vender tilbage til sunnitroen.

Mikkels mobiltelefon ringer.

Det er Emilie. Hun har talt med Sussie. Mikkels far er kommet på hospitalet.

Klokken er halvfem om eftermiddagen. Mørke skyer sejler af sted, himlen er tung af væde. Mikkel ligger ind over styret. Kædeskærmen rasler, hver gang han træder rundt, han giver alt, hvad han har i sig op ad bakken ud ad Sundvej. Forbi den gule kirkegårdsmur.

Mikkel bremser hårdt op. Han er kørt for langt. SKADESTUE - MODTAGELSE stod der på skiltet lidt før. Han vender cyklen og kører tilbage. Får pusten igen. Der holder en ambulance ved rampen til modtagelsen. Mikkel stiller cyklen op ad muren.

Et øjeblik svimler det for ham. Han har sidestik. Det er begyndt at regne. En mild forårsregn.

Han ved det godt, har lagt mærke til det, men der har været så meget andet. Først og fremmest Anika. Han har ikke haft andet i hovedet end hende de sidste mange måneder. De har det dejligt sammen. Han har fuldstændig glemt ham, knap nok lagt mærke til ham til hverdag ...

Mikkel går ind i modtagelsen. Der er ingen i receptionen. I skadestuens venteværelse sidder der en ung pige med en ældre mand, som har svært ved at trække vejret, og en fyr, der ser ud, som om han har brækket foden. Han har en ispose bundet fast med et håndklæde. Mikkel ringer på den lille klokke ved vinduet i modtagelsen og venter.

Endelig kommer der en sygeplejerske, eller hvad hun nu er.

”Sygesikringskort?!” siger hun og tager en telefon, der ringer. ”Modtagelsen! ... nu ska’ jeg se ... og navnet var? ...”

Mikkel fisker sit sygesikringskort op af pungen og prøver med fagter at gøre opmærksom på, at han ikke er syg. Sygeplejersken ser på kortet, smiler og ryster undskyldende på hovedet ad sig selv. Så peger hun på en dobbeltdør og nikker til ham, at han skal den vej.

Døren går op med et sug, da Mikkel nærmer sig. Han kommer ind i en lang, lys gang, hvor der står senge med patienter langs den ene væg. Mikkel får med det samme øje på ham. Han ligger med lukkede øjne, bleg, næsten hvid i hovedet med et lagen over sig og drop i hånden ...

”Far?!”

Hans far åbner øjnene og smiler til ham.

”Hva’ er der sket?” spørger Mikkel.

Hans far ryster svagt på hovedet.

”Ingenting!” hvisker han.”Jeg ved det ikke, men jeg er lidt træt.”

En læge med åbentstående kittel kommer hen til dem.

”Dav!” siger han og rækker Mikkel hånden. ”Jeg hedder Jens.”

”Mikkel!” mumler Mikkel.

”Nå, Thøgersen, har du det bedre?”

Mikkels far nikker.

”Du kommer på intensiv nu, bare for en sikkerheds skyld,” siger Jens. ”Du har haft en lille blodprop i hjertet, så vi beholder dig nogle dage til observation.”

”Men jeg har en begravelse på onsdag ...” Mikkels far forsøger at løfte hovedet.

Jens presser ham ned på hovedpuden.

”Nu ligger du bare helt stille, Thøgersen,” siger han, ”så skal vi nok få dig på benene igen ...”

”Sussie har snakket med Hermansen,” siger Mikkel. ”Han skal nok tage sig af de begravelser, der er. Hun kommer, så snart toget fra København er inde, skulle jeg hilse og sige.

”Hmn ...” Hans far lukker øjnene.

Mikkel har nu ikke selv snakket med Sussie. Hun har ringet til Emilie, som har ringet til ham.

”Skal jeg ta’ med?” har hun spurgt.

”Næ,” siger Mikkel, ”det er ikke nødvendigt.”

”Vi er da stadig venner, ikke?” Emilies stemme lyder, som om hun er ved at græde. Det gør den næsten altid, når hun snakker alene med ham efter det med fjernsynet og Oliver fra Gosh.

Det var slet ikke gået op for hende dengang, at Mikkel faktisk havde prøvet at gøre det forbi mellem dem, men han havde heller ikke udtrykt sig særlig klart, det vidste han godt. Emilie havde i det mindste været ærlig.

Hun havde banket på hoteldøren klokken lidt i tolv aftenen før prøverne om torsdagen.

”Hej, må jeg komme ind?”

”Jah ...” havde Mikkel sagt og lukket døren efter hende.

Emilie var blevet stående midt på gulvet.

”Du så så ked ud af det ...” Emilie kiggede ned. ”Da vi gik, mener jeg.”

”Nå, det var jeg nu ikke, bare lidt træt ...” sagde Mikkel.

Ingen af dem havde sagdt noget. Emilie kiggede rundt i værelset og fik øje på pakken med præservativer på sengebordet.

”Åh!” næsten hviskede hun. ”Jeg håber ikke ...”

”At hva’?” spurgte Mikkel. Hun havde selvfølgelig misforstået det hele, troet, at han ville i seng med hende, men det var jo Anika ...

”Ja, at du havde ventet alt for meget ... jeg mener, det, der står i B.T., det er rigtigt nok ...”

”Hva’for noget?”

”Jeg vil jo helst ikke gøre dig ked af det,” Emilie havde haft tårer i øjnene. ”Det med mig og Oliver, ikke? Det skete bare ...”

”Nå,” havde Mikkel sagt og kigget ned i gulvet.

”Det er jo ikke, fordi jeg ikke ka’ li’ dig,” hviskede Emilie.

”Næ ...” sagde Mikkel.

”Jeg syn’s bare, du skulle vide det, altså det med Oliver og mig ...”

Mikkel nikkede.

”Men vi er stadig venner, ikke?” Emilie prøvede at smile til ham.

”Jo,” havde Mikkel sagt.

Nu er det sådan, at der altid er et eller andet, hun lige vil spørge ham om, et eller andet, han lige skal hjælpe hende med eller lige sige til Sussie. De holder stadig sammen, Sussie og hende.

Emilie har det ikke for let, efter at hendes far og mor er blevet skilt. Hun bor alene med sin far, som er sød nok, men hun savner sin mor, siger Sussie.

”Du skulle være lidt mere opmærksom over for hende, kunne du ikke en gang imellem invitere hende i biografen som førhen?”

Mikkel har ikke fortalt Sussie om Anika. Og heller ikke Emilie. Det kommer ikke dem ved. Den, der lever skjult, lever godt, siger hans far altid. Og det er rigtigt nok. Der er faktisk ikke nogen, der ved noget om Anika. Ikke engang Ishak. Jo, Mikkels far.

Mikkel havde fortalt Anika om Nick Damgaard-bøgerne, som hans far havde læst højt for ham. Og så var de taget hjem for at hente et par stykker. Det måtte have været i februar, for de havde begge to haft huer og vanter på, og en onsdag aften, for Sussie havde vagt, og Mikkels far havde sagt, at han ville blive i forretningen og lave regnskab.

De var gået lige ind på Mikkels værelse, og Anika havde smidt sig på hans seng med Compagni over sig. Mikkel havde fundet bøgerne og ville gå igen, men Anika havde allerde taget hue og vanter og jakken af.

”Kom!” sagde hun og trak ham ned i sengen til sig og kyssede ham.

Og så pludselig havde hans far stået dér i døren til hans værelse bleg og med sved på panden. Mikkel slap Anika. Anika satte sig op i sengen, hendes T-shirt fra Helmers Auto var gledet op.

”Goddag,” sagde hun, selv om det var aften.

”Goddag,” sagde Mikkels far.

”Jeg troede, du skulle lave regnskab?” sagde Mikkel.

”Ja,” sagde hans far, ”men jeg havde det ikke så godt, så det må vente til i morgen.”

”Ja, vi ville bare hente nogle Nick Damgaard bøger,” sagde Mikkel og tog bøgerne fra sengen.

”Ja, det manglede bare,” sagde Mikkels far. ”De er også gode ...”

”Ja, men ... så smutter vi,” sagde Mikkel.

En morgen et par dage senere, da Sussie var taget af sted på arbejde, og de sad i køkkenet alene, sagde Mikkels far:

”Den anden aften ...”

”Det var min kæreste,” sagde Mikkel. ”Men du behøver ikke at sige det til Sussie, vel?”

”Nej, nej,” sagde hans far. ”Det er heller ikke noget, jeg vil blande mig i, du skal gøre, som du vil, det manglede bare. Og ham Helmer virker da også helt i orden, høflig og ...”

Mikkel havde været ved at dø af grin, men havde holdt masken.

”Hun hedder altså Anika,” sagde Mikkel.

”Nå!” sagde hans far overrasket. ”Ja, jeg var da lige ved at tro, at ...”

”... jeg var bøsse?!” spruttede Mikkel, og hans far kunne heller ikke holde sig længere. Nej, hvor havde de grinet.

Og nu ligger han på intensiv med lukkede øjne, hans far, og Mikkel står ved siden af sengen og er glad for at være der alene med ham.