BØGER
romaner
Rettelsesblad til Bærbar dansk litteraturs historie - Første
M
GORTHES DEN UNGE WERTHERS LIDELSER
VOLTAIRES CANDIDE
CERVANTES´ DON QUIJOTE
SHAKESPEARES HAMLET
ELLER GENSYN MED HEISENBERG
DU ER SÅ FULD AF LØGN, OTTO!
BLOMSTER KLOKKEN FIRE
LILLE MISS NOBODY
Vejen til Vemb
Tango Mortale - Nattens Stilhed
Rejsende i litteratur
Italiensrejsen
Gazellernes Sø
Bartleby & Co.
40 års lykkelig ensomhed


billedbøger
SKOT ER VILD MED EMMA
SKOT PÅ BØRNEHJEM
SKOT
ET ØJEBLIK I KVANTE SØRENSENS LIV
DET STORE KAMELVÆDDELØB
PINDSVINET DER VAR LIDT TRIST
I SKOLE MED HUGO OG HOLGER
HUGO OG HOLGER
HUGO FÅR EN HUND
LEJREN
IDIOT!
DE SKÆVE SMIL
BØRNENES BEDEMAND
DE TRE I-IV
Min Familie
Carlos & Co
Benni Båt


drenge og pigebøger
HURTIGE HENNING HISTORIER
VI SES, SIGNE!
SIGNE
MIKKEL & ANIKA
HOTEL BLÅLYS
MORDET PÅ DEN TYRKISKE GRØNTHANDLER
SIGNE OG JENS
MIKKEL - DU ER PÅ!
Mikkel ved grænsen
Mikkel og de andre i Spanien
Mikkel & Co.
Mikkel




SIGNE
1. Kapitel

”... Og fjernt fra verden ... ind i dig selv! Det er godt, Signe ... og hold det ... yes! ... og igen ... hovedet en anelse højere ...”

De metalliske klik fra kameraet generede ikke Signe. Hun forestillede sig, at hun var lille og sad under bøgetræet i sin mormors have helt i sine egne tanker.

”Har vi lidt vand til Signe og en lipgloss, silver pearl?” sagde fotografen henvendt til makeupartisten. ”Det er varmt, ikke?”

Signe nikkede. Der var som i et drivhus under fotolamperne, men hun havde ikke noget imod lidt varme, hun kunne godt lide det doucede lys fra de hvide paraplyer. Og hun havde slet ikke noget imod at blive fotograferet til forsiden af Sirene.

”Ja, og hvis du så rejser dig og stiller dig lige i midten, Signe ...” fotografen drejede på en af lamperne, ”så undgår vi helt skygger.”

Signe kastede håret væk fra øjnene.

”Sådan! Og det dér indadvendte, lidt drømmende igen ... ”

Hun nød at stå foran kameraet, den koncentrerede stemning i studiet, blitzene. Signe lagde hovedet på skrå og smilede.

”... eller trække lod, Signe?”

”Ja! ... Hvad for noget?” Hun kom forvirret tilbage til virkeligheden. ”Jeg var vist væk et øjeblik.” Signe så på Christian.

”Ja, det var du da vist!” sagde han og gik op til tavlen.

Pinligt! Nu var hun igen kommet til at sidde og drømme. Signe lavede en grimasse til Alberte, der hviskende satte hende ind i situationen. Klassen diskuterede, om de selv skulle finde ud af, hvem der ville følges med hvem til gallafesten, eller om de skulle trække lod.

”Jeg er ligeglad, bare jeg kommer til at følges med ... Jens!”

Christian vendte sig om.

”Så du vil gerne følges med Jens, Signe?” sagde han smilende.

Klassen spruttede af grin.

Hvor var det bare typisk. Hun havde hvisket, men lige præcis Jens havde hun fået sagt så tydeligt, at de havde hørt det alle sammen.

”Næh, ikke specielt,” mumlede hun og så ned i bordet.

”Jamen så tager jeg ham, når der ikke er andre, der vil.”

Sorte Katja. Shit! Hvorfor skulle hun også altid blande sig. Der var noget ved Katja. Noget ved hendes sorte øjne, som altid kiggede så underligt fjendsk, eller ikke fjendsk, mere sådan gennemborende, som om hun vidste alt, hvad der foregik inde i én. Og så boede hun på Nørrebro. ”Stefansgade! Bare navnet! Det stinker af taber!” plejede Alberte at sige. Jens boede hos sin farfar i samme gård som Katja.

”Jeg synes, vi skal trække lod!” sagde Signe højt. ”Det er også mere retfærdigt.”

”Jamen, så gør vi da det, når Signe siger det!” sagde Christian med et ironisk smil. ”Trækker lod!”

”YEAH!!!”

Klassen kogte over. Bøger og hæfter fløj rundt i lokalet, Felix dunkede Charlotte i hovedet med sin taske, Julie løb hvinende i dækning hos Alberte og Signe, og Esben slog sig selv i hovedet med en kæmpe lineal.

”Vi trækker lod ...” råbte Christian, ”I næste klassens time. Nu står den på biologi.”

”Øv.”

”Hold mund og slå op på side seksogtredive.”

Signe var stadig varm i kinderne af lyset i studiet ... eller var hun bare blevet rød i hovedet over igen at blive taget i at sidde og drømme sig væk fra det hele?
”Som vi snakkede om i sidste uge, er en af de vigtigste biokemiske processer fotosyntesen. Uden den ville der ikke være noget liv ...”
Christian var i fuld gang.
Det var ikke, fordi biologi ikke interesserede Signe, hun var faktisk også god til det, ikke så god som Alberte, men god, og hun kunne også godt lide Christian, som var deres klasselærer, men hun kom bare til det, sad og poserede og skabte sig. Også derhjemme. Så forestillede hun sig ting. Nogen gange dansede hun rundt på sit værelse og lod, som om der var et helt publikum, der sad og så på hende, eller at hun var med i en film. Hun tænkte bare på det, så fulgte kroppen lige så stille med. Det var en rar fornemmelse. Og godt at komme lidt væk fra virkeligheden ... Signe bøjede sig ned og tog biologibogen op af tasken.
”Side hvad?” hviskede hun til Alberte.
”Seksogtredive.”
”... gør planterne i stand til ved hjælp af solenergi at omsætte vand, H2O, plus kuldioxid, CO2, til glucose, C6H12O6, og ilt, O2 ...”
Signe slog op på siden. Der var en tegning af en mus under en osteklokke og en plante under en anden, de stod og så triste ud begge to. Hun smilede, planten kunne godt minde lidt om Jens, sådan en lang, ranglet bønnestage med vildt hår som en Old English Sheepdog ...
”... en miljøvenlig energi, der kan erstatte den kortsigtede brug af brændstoffer. Fremtidens solceller vil uden tvivl være bygget på viden om fotosynteseprocesser.”
Så hed han oven i købet Birk, Jens. I de små klasser havde Christian altid lavet sjov med ham, når de blev råbt op: ”Jens Birk – en køn plante!” Signe kunne næsten ikke holde mund med det til Alberte, men berherskede sig. Hvis hun og Alberte først fik et grineflip ...
”Hvis vi altså har en mus og sætter den under en lufttæt glasklokke og gør det samme med planten, så vil de efter kort tid? ... Ja, Alberte?”

”Dø!” sagde Alberte dystert.

Gud! tænkte Signe. Så ville Jens dø om kort tid?! Han havde godt nok gået og set så bleg ud den sidste tid. Stakkels Jens! Han var også altid så stille, ikke lige så barnlig som Felix og Esben. Jens var mere alvorlig, Alberte sagde, han var underlig. Han gik lidt nørdet klædt, men det gjorde egentlig ikke noget, syntes Signe, og så var han tilpas høj. Ikke for høj, og ikke så overfladisk som mange af de andre i klassen.

”Musen indånder ilt og udånder kuldioxid ... frigiver ilt ... Hvis vi derfor sætter planten og musen under samme ...”

Signe hørte ikke efter længere, men blev fjern i blikket. Limousinen svingede ind i skolegården. Bag de tonede ruder hørte hun klapsalverne. De havde ventet på hende. Også Jens. Bodyguarden åbnede limousinedøren, og Signe trådte ud på den røde løber. Hendes kjole skinnede i lyset fra projektørerne. Blitzene blinkede. De piftede ad hende, og hun vinkede. Et sted i mængden fik hun øje på Katja, der stod og så sur ud. Så tog Jens hende i hånden. ”Er du klar,” hviskede han og førte hende hen ad løberen. ”Du ser dejlig ud, Signe!” Hun smilede og gav hans hånd et klem.

”Hvad er det, du sidder og griner ad, Signe?!?” spurgte Christian.

”Griner?” sagde Signe forvirret. ”Jeg griner da ikke. Jeg smiler bare.”

Alberte fnisede, og Signe puffede til hende. Hun kunne mærke, Jens kiggede på hende. Det ville altså være synd, hvis han skulle følges med Katja.

”Ok, så læser I side seksogtredive og syvogtredive, siden ned, til næste gang.” Christian så på sit ur. ”Jeg smutter nu, men lad være med at storme ud, før det ringer!”

Christian var ikke mere end lige ude ad døren, så ringede det.

Katja hoppede op på et bord og sparkede et par bøger ned med sine spidse støvler på de små tynde Mickey-Mouse ben.

”Vi gider sgu da ikke trække lod!”

”Tag lige og styr dig, Katja.”

”Gu vil jeg da ej.”

Esben og Felix hev hende ned fra bordet og trak hende hen mod døren.

”Slip mig!” grinede Katja.

Signe puttede sin biologibog i tasken. Rundt om hende skubbede og masede de andre til hinanden.

”Jeg følges med Felix!”

”Så snupper jeg Julie!”

”Nej, det gør jeg!”

”Jeg vil slet ikke følges med nogen!”

”Slip mig, for fanden!” Katjas stemme skar igennem rummet.

”Du vil jo gerne!” råbte Felix, der sammen med Esben holdt hende i arme og ben og svingede hende frem og tilbage. ”Av, for satan! Hun bider!”

Et par af pigerne forsøgte at hjælpe Katja fri, men blev puffet til side. Alberte gik hen og trak Felix i håret, så han slap taget i Katja, der kom på benene og pandede Esben en.

”Din lille luder!” råbte han og løb efter hende rundt i klassen, væltede borde og stole og Gert. Helvede var løs. Drengene jagtede pigerne, der hvinede og skreg. Signe rev døren op og ville flygte ud på gangen, men Jens fik fat i hende og holdt hende om livet bagfra. Felix trak i hendes ben og løftede hende, så hun hang mellem dem.

”Svingtur!” grinede han og gyngede hendes fødder frem og tilbage.

Jens tøvede et øjeblik, løsnede sit tag om Signe, så hun var ved at falde fra ham. Han greb instinktivt fastere om hende igen, men fik kun fat i trøjen, som næsten i slowmotion gled op over hovedet på hende. Så slap han. Felix stod med hendes fødder i hænderne.

Alle stivnede!