BØGER
romaner
Rettelsesblad til Bærbar dansk litteraturs historie - Første
M
GORTHES DEN UNGE WERTHERS LIDELSER
VOLTAIRES CANDIDE
CERVANTES´ DON QUIJOTE
SHAKESPEARES HAMLET
ELLER GENSYN MED HEISENBERG
DU ER SÅ FULD AF LØGN, OTTO!
BLOMSTER KLOKKEN FIRE
LILLE MISS NOBODY
Vejen til Vemb
Tango Mortale - Nattens Stilhed
Rejsende i litteratur
Italiensrejsen
Gazellernes Sø
Bartleby & Co.
40 års lykkelig ensomhed


billedbøger
SKOT ER VILD MED EMMA
SKOT PÅ BØRNEHJEM
SKOT
ET ØJEBLIK I KVANTE SØRENSENS LIV
DET STORE KAMELVÆDDELØB
PINDSVINET DER VAR LIDT TRIST
I SKOLE MED HUGO OG HOLGER
HUGO OG HOLGER
HUGO FÅR EN HUND
LEJREN
IDIOT!
DE SKÆVE SMIL
BØRNENES BEDEMAND
DE TRE I-IV
Min Familie
Carlos & Co
Benni Båt


drenge og pigebøger
HURTIGE HENNING HISTORIER
VI SES, SIGNE!
SIGNE
MIKKEL & ANIKA
HOTEL BLÅLYS
MORDET PÅ DEN TYRKISKE GRØNTHANDLER
SIGNE OG JENS
MIKKEL - DU ER PÅ!
Mikkel ved grænsen
Mikkel og de andre i Spanien
Mikkel & Co.
Mikkel




VI SES, SIGNE!
TIRSDAG DEN 14. MAJ KL. 13.30

... og så ville hun tage lyserøde strømpebukser med bamser på til koncerten, sort ballerinanederdel og sort hættetrøje med Children of Bodum.

Signe så sig i spejlet. Hun havde ikke helt vænnet sig til sit korte, pjuskede hår, selvom hun havde haft det i næsten to uger.

”Du ligner en våd kylling,” havde Alberte sagt, inden hun farvede det. Ravnesort. Den dag, da Signe havde fået afslag på at komme et år til USA. Cindy var skuffet på hendes vegne over, at hun ikke skulle af sted, sagde hun. Så var det, hun havde besluttet sig til at klippe håret kort. Hun orkede ikke at spille sød pige længere.

De havde søgt sammen, hende og Alberte, og Alberte skulle selvfølgelig af sted.

”Skrev du, at du ryger?” havde Signe spurgt.

”Næ,” sagde Alberte, ”det er jo ikke så meget ...”

”Og at du går i kirke?”

Alberte trak undskyldende på skuldrene. ”Det gør jeg jo. Til jul, ikke? Og alle de gange, vi var tvangsindlagt til konfirmationsforberedelse ...”

Signe malede røde rande under øjnene. Hun havde lagt sort øjenskygge, sort eyeliner, sort mascara og havde sort neglelak på. Og sorte handsker.

Hvorfor fanden havde hun ikke også bare skrevet nej og ja, selv om det var løgn?! Men hun var ikke engang medlem af folkekirken længere, det havde Cindy sørget for lige efter konfirmationen. Og hun var begyndt at ryge, Lucky Strike. Nais. Både Alberte og Jens røg. Og Leister. Men han var i det mindste ikke så bekymret for, at hun ikke skulle til USA, fordi hun røg og ikke gik i kirke.

”De er nogle dumme svin, de amerikanere!” sagde han. ”Fucking assholes!”


TIRSDAG DEN 14. MAJ KL. 13.33

Det var Alberte, der var kommet slæbende med ham lige før efterårsferien, Leister. Om han også kunne sove hos hende efter fredagsfesten? Signe havde fået lov til, at Alberte og Jens og et par andre kunne sove der, hvis de holdt sig inde på hendes værelse. Leister var musiker og boede i Vordingborg, og der gik ingen tog efter midnat. Johannes havde sagt, at det kunne han godt, han ville bare lige ringe til Leisters mor og høre, om det var i orden med hende. Lidt pinligt, syntes Signe. Leister var sytten og spillede i et band, ikke!

Festen havde også været god nok, bortset fra, at de først havde været hjemme klokken halv tre om natten, og Johannes havde været megatosset, fordi Signe havde lovet at være hjemme klokken et. Heldigvis var Cindy på kursus, så Johannes faldt hurtigt ned, indtil han opdagede, at Leister slet ikke var der. Både Alberte og Signe havde glemt alt om ham. Han var ikke dukket op til festen alligevel. Men Johannes tordnede op om, at han havde snakket med Leisters mor, og at han havde ansvaret for ham. Og Signe skulle ikke stå og pulse ham op i hovedet. Så ringede og ringede de til Leister, men han tog ikke telefonen, og Johannes var parat til at gå til politiet, da det ringede på døren. Klokken halv fire.

Der stod han pludselig. Leister. To meter høj. I sit hullede tøj. Med sovepose, hanekam og piercinger over det hele. Og to forskellige støvler, en sort og en rød. Han så ret sød ud. Og skæv. Signe havde ikke kunnet lade være med at grine.

Nu hang der en plakat med Lesiter og han punkband, Negro Spazzer, lige over hendes seng. Han var trommeslager. De skulle spille i Stengade 30 i aften.

Døren gik. Det var Cindy med en hylende Jeppe. Shit, Signe havde glemt at tage ham med hjem!

”Signe!!” Cindy stemme lød, som om hun var lige ved at græde.

Signe for ud på trappen og råbte ned:

”Undskyld, undskyld, undskyld! Jeg glemte det bare. Det er jeg sgu ked af ...”

”Jeg må snakke med dig,” sagde Cindy træt. ”Kommer du ned?”

Signes mobil ringede.

”Jeg er der om et øjeblik.”

Det var Leister.

”Signe?”

”Ja?”

”Jeg er på den! Du må hjælpe mig!”

”Hvad sker der?”

”Kan du låne mig ti tusinde?”

”Ti tusinde?!” Signe lukkede døren ud til trappen. ”Er du sindssyg? Hvor skulle jeg få ti tusinde fra?”

”Jeg skal bruge dem, inden klokken fire!” Leister var desperat. ”De slår mig ihjel!”

”Hvem slår dig ihjel? Prøv lige og tage det roligt!”

”Dem fra bandet! Vi skal jo spille i aften i Stengade 30. Det er vores helt store chance. Med Gorilla Angreb. Deres producer kommer. Det er helt vildt!”

”Hvorfor skulle de så slå dig ihjel?”

”Fordi Music Shop har været og hente alt vores grej i formiddags. Hele lortet. Fordi jeg ikke har betalt afdrag i tre måneder.”

”Hvad med de andre?”

”De har betalt hver måned. Til mig. Det er mig, der samler sammen og betaler ...”

”Hvorfor fanden har du så ikke betalt?”

”Ja, men det var ... jeg ... min mor, ikke?”

”Har din mor lånt dem?”

”Ja, min mor har lånt dem,” sagde Leister hurtigt. ”Hun har gået arbejdsløs i over et år ...”

”Så må hun da skaffe dem!”

”Det kan hun ikke, hun har ingen. Og i banken vil de ikke ... Jeg ved fandme ikke, hvad jeg skal gøre. Du er den eneste, der kan hjælpe mig!”

”Hvad med Alberte?”

”Jeg kan ikke få fat i hende. Du er min bedste ven. Hvad fanden gør jeg, Signe?”

”Jeg har to tusinde et eller andet på min konto ...”

”De skal have ti!” Leister var grædefærdig. ”Jeg røver en bank!”

”Hold nu lige kæft, Leister!”

”Ja, men det gør jeg!”

”Hvor er du nu?”

”På Nytorv i en telefonboks. Der er en bod med blomster lige foran. Der er ikke mere taletid.”

”Bliv der! Jeg prøver at finde på noget. Jeg er der senest kl. halv fire, ok?”

”OK! Vi ses, Signe!”


TIRSDAG DEN 14. MAJ KL. 13.37

Signe trak i de lyserøde bamsestrømpebukser og den sorte hættetrøje, stak mobilen i lommen, mens hun humpede Doc. Martensstøvlerne på. Så styrtede hun ned ad trapperne, men blev standset af Cindy, der stod helt bleg i gangen udenfor køkkenet.

”Hvordan er det, du ser ud?” sagde hun med et lille smil.

”Jeg skal til koncert!”

”Klokken to om eftermiddagen! I den mundering?!”

Signe nikkede. Hun havde ikke tid til skænderier.

”De siger, Jeppe er autist.” Signe kunne se, at Cindy havde grædt. ”Du ved, de der undersøgelser, han har været til ...”

Billederne væltede ind over Signe:

Psykologer, der iagttog Jeppe i skolegården. Han var udenfor. Det kunne enhver idiot se. Hvad fanden skulle de også stå dér og glo for? Som om det hjalp ham. Han måtte sgu da blive sær af alle de voksne, som hele tiden skulle undersøge ham, lave prøver med ham, putte ham i deres åndssvage kasser.
Til foredrag for pårørende i Landsforeningen Autisme.
Børn med autisme har almindeligvis ikke noget synligt handicap. Ofte oplever forældre alligevel tidligt, at barnets udvikling ikke forløber normalt. Moderen opnår ikke den sædvanlige mor-barn samhørighed. Kontakten er mangelfuld.
Det autistiske barns udvikling er præget af: Kontaktforstyrrelse. Sprogforstyrrelse. Stereotypier, ritualer og/eller særinteresser.
Autisme skyldes biologisk betingede forstyrrelser i centralnervesystemet. Børn bliver ikke autistiske af miljømæssige årsager.
Autisme giver anledning til vanskeligheder i det daglige liv. Autistiske mennesker er svært handicappede.
Selv de letteste former for autisme er invaliderende, fordi kontaktforstyrrelsen gør det umuligt for den autistiske person at gå ind i et normalt samspil med andre mennesker. De forstår ikke sprogets nuancer eller andre menneskers ikke-verbale meddelelser.
Jeppe, 21 år. Arme stræk! Arme bøj! Og ned i knæ! Gymnastik for autister. Stakkels, ensomme Jeppe!
”Signe?” Cindy strøg et tot hår væk fra panden. ”Skal jeg ikke lave en kop te, så kunne vi ...”

”Du, det er sgu ikke så godt lige nu ...” Signe så tøvende på sin mor, så slubrede hun et par trin ned ad trappen.

Cindy knaldede køkkendøren i bag sig, og Jeppe begyndte at skrige helt vildt. Signe løb tilbage og åbnede døren. Der stod Cindy og bankede løs på Jeppe med den ene hånd, mens hun holdt hans arm fast op i luften i den anden.

”Du, jeg tror ikke lige, det er den helt rigtige at lade det gå ud over. Jeppe kan sgu da ikke gøre for ...”

”Forsvind!” råbte Cindy.

”Okay! Okay!” sagde Signe cool. ”Men lad lige være med at slå ham ...”