BØGER
romaner
Rettelsesblad til Bærbar dansk litteraturs historie - Første
M
GORTHES DEN UNGE WERTHERS LIDELSER
VOLTAIRES CANDIDE
CERVANTES´ DON QUIJOTE
SHAKESPEARES HAMLET
ELLER GENSYN MED HEISENBERG
DU ER SÅ FULD AF LØGN, OTTO!
BLOMSTER KLOKKEN FIRE
LILLE MISS NOBODY
Vejen til Vemb
Tango Mortale - Nattens Stilhed
Rejsende i litteratur
Italiensrejsen
Gazellernes Sø
Bartleby & Co.
40 års lykkelig ensomhed


billedbøger
SKOT ER VILD MED EMMA
SKOT PÅ BØRNEHJEM
SKOT
ET ØJEBLIK I KVANTE SØRENSENS LIV
DET STORE KAMELVÆDDELØB
PINDSVINET DER VAR LIDT TRIST
I SKOLE MED HUGO OG HOLGER
HUGO OG HOLGER
HUGO FÅR EN HUND
LEJREN
IDIOT!
DE SKÆVE SMIL
BØRNENES BEDEMAND
DE TRE I-IV
Min Familie
Carlos & Co
Benni Båt


drenge og pigebøger
HURTIGE HENNING HISTORIER
VI SES, SIGNE!
SIGNE
MIKKEL & ANIKA
HOTEL BLÅLYS
MORDET PÅ DEN TYRKISKE GRØNTHANDLER
SIGNE OG JENS
MIKKEL - DU ER PÅ!
Mikkel ved grænsen
Mikkel og de andre i Spanien
Mikkel & Co.
Mikkel




Carlos & Co
Ad Åsgar K. å Dård Karbæg

CARLOS – EN HUN DU EG KAND FÅ (MÆD JÆM)

Dær var en hun, dær hed Carlos, fårdi dæn røj cigradder udn filder å gig i gåmmisgo. Familjn så dæn eg majt te, di råbt å skraj å skrub ad hælved te, din dåme køder, å gå end på dit værls å hyk daj. Mænd Carlos had slæd eg nåd værls, å te sist putd di ham i kåntæjnrn, familjn, å så kåm han te Dyrnes Beskødlse, vår di sad ham i ed bur, å så kund han sed dær å kukelure, til dær var noen, dær hentd ham. Mænd dær kåm engn, å vis dær ænli var noen børn, såm gådt vi had ham, så sagd dærs familj, ad di måt eg få ham, fårdi han røj cigradder å had sur tær. ”Sdengefyse,” sagd hunbeskødrn, han var tydskår. Nå, så gig Carlos ledt på børnjæm noen år å fek gåmmisgo å en tandbørst å nåd å spis å tædsk åm søndan.

VÅR LEGGER HÅRSENS?

Hæn i skoln var Carlos nåmer sjåg. ”Pjåg,” sagd gevgrafidlærn, ”Ved du eg engang, vår Hårsens legger?!” Mænd Carlos had sku aldri værdt i Hårsens, så vår sgu han vid de fra? Å te drama sgu di tag sgone ad. Mænd Carlos var så gladj får sin ny gåmmisgo, ad dæm vi han eg tag ad. ”Kand du så se å tag din gåmmisgo ad lisåm di ander,” sag lærinn. ”Åkæj, åkæj,” tængd Carlos å to sgone ad, så dær stang i hele råmæd ad sure tær. ”Føj for satn,” skraj lærinn. ”Få di sgo på øjbleggeli!!” No had han li tad dæm ad? ”Ka do besdm daj æler vad?” spord Carlos. ”Udj!” tordnd lærinn rødj i hodt, å så gig Carlos udj i solskent å hæn i parkn å skåbd ænner i.

ANTOND MÆ SPANN

”La li vær mæ de, do!” Carlos stod og pufd en an ba i, så dæn fald nedj i vannt. Carlos vændt saj. De var en radt stor dræng på omkræng åde mæ solbrillr å en span på hodt. ”Det ær min vænner,” sagd han trune. ”Nå, så må do ånskylle,” sagd Carlos. ”De vest ja eg.” ”Jag har ås noen mus,” sagd drængn å så hår udj. ”Nå,” sagd Carlos. ”Ve du vår Hårsens legger?” ”Næ,” sagd drængn, såm hed Antond, fårdi han var åbkalt æfter en kad, dær bod i Spanjen. ”Det gør jag hæller eg,” sagd Carlos. ”De skidr vi da på,” sagd Antond, å så grind di, så di næstn eg kund ståb. Å så var di værtens bæsd kamrader, fårdi de gådt kund lid mus å sådn nåd. Å så had Antond ås en span ad sing, som han gig å prald mæd. ”Haj, har I li sed min singspan?” råbd Antond til ald di pir, de mød, å så svengd han mæd dæn, så di ble held bang, pirne. ”Uuuu!” vind di. ”Vi blir så bang. Å du har endag sådn sødj hun. Mæd gåmmisgo.” Å så klabd di Carlos, så han ble rødj i hodt. Å så grind Antond å sagd til Carlos, ad han eg had noen mus enu alivæl, mænd di ku jo prøv å fang noen.

ED JÆM UDN MUS

Antond kåm fra en jæm udn mus. Gådt någ sag di, ad hans bæstefar had rådder på loftet å bæstemordn mus i knædt, å hans far var musiker å hans mord muslim, å hans søster had råddehaler, men Antond had aldri set sgyggen ad den menste lil musseong på Hvordingbårvej 112 annen te venster. Å når Antond spord, åm han måd få pæng te en mus, skraj moren op å de kand du sæl vær å sådn en bandid å kand du lie, do! Antond trag på skuldrn å tængd: ”Vår hære bevars, å de kaller di en familje.” Nå, mænd så kund han da sæl fang noen, samn mæ Carlos, vids de sgu værd.

MUSSEFÆLEN

Så gravd de lie ed hål, som musn kund fald nedj i. Mænd dær kåm engn mus. Antond ment, ad di någ sgu låk dæn mæd åst. De syns Carlos var en god idé, får han kund eg lid åstemad, så han to sin madpagge fræm og smedj åstemadden nedj i hålet. Mænd dær kåm stadigt engn mus. ”De kund værd, ad vi sgu dæg hålet mæ noen pind å nåd gras,” fåreslo Carlos, såm engang had sed en vidjo åm en grovbjørn, dær blev fangd hæn i urskåvn. Så putd di en sden i hålet, så musn kund slå saj ledt bevestløs, og lagd pinde å gras åver, så dæn eg kund se hålet. Så gig dæn jo bar udnåm. Å så gig di å vænted, å så sgu Antond på såmerlajr.

CARLOS Å ÆNGLN

En gang, mæns Antond var på såmerlajr, å Carlos gig å ked saj, fårvild han saj end i en kirg. Åb ve aldrd stod noen ængl å sang. ”Va dælen lavr I hærd?” spurd Carlos. ”Håw, håw,” sagd en ad ængln, ”Kand du eg se, ad vi ær ængl? Vi sønger salmvers, å de ær fårbut ad gå i kirg mæ sur tær å gåmmisgo å band.” ”De ær ja da liggladj mæd,” sagd Carlos å spargd ængln i røvn, så dæn fløgj ad hældved te hæn i ed jørn å håldt mån. Mænd di andr ængl mæld Carlos til børnjæmt. Å åm søndan fek han regdi mang tædsk, fårdi han band å slog mus bevestløs å røj cigradder å spargd ængln i røvn, å Carlos var lie ve å gradj, å så stag han ad mæd sin tandbørst å gig ud får ad fend Antond, såm var hans bæsd kamrad.

CARLOS PÅ SVABØRNSKOLNI

”Svabørnskolnin Opadj!” stod dær på skelded, såm hang å blafrd højd åbe mælem to kæmbe grandrafter. End på en grasplæn løb noen lavbent, blaj børn å speld fodbål majt langsåmd. Mænd Carlos kund eg se Antond. Han var någ på en andn lajr. Dær stod ås en høj, tønd mand i kård bågser mæd en fløjd å fægtd mæd arm å ben å så regdi fresk udj å sagd: ”Kåm, no, Iver, gå te dæn!” ”End åver, Elmor!” ”Jor ham, Engolfd!” Mænd di stod ald samn held stel mæd nærsynd brillr å så fårskrægd på bålten. Mannen kald di ångel, å dar var ås noen tander, dær propd børne mæd flødj å hel tidn sgu rør ve Carlos å naj, sikn go våv-våv å dæn ve gern ha flødj å se bar, vår sødj. Å Carlos labd flødj i saj, ald de han kund end i spissaln. Mænd så sgu han lie tis å gig hænd i ed jørn å læted bend. ”Udj! Din basdard! Udj mæd daj, din sjåver!” råbd ald tandern. Å så kund Carlos sed udj i skåvn held alen å søng ”Ach, do lieber”, såm han had lærd ad tydskårn hæn i Dyrnes Beskødlse. Å så rajnt de!

I DÆN MØRG SKÅV

Så mæns Carlos sad dær i dæn mørg skåv å tængd, ad de kund han ha sagd saj sæl, ad de mådt jo gå gald, ångler å tander ær ås en slags familj, så opdad han en lil, tyg, vid mus, såm stod driuvådj mæd hænrn i låmn å røstd ånder et bladj mæd noen stor, blå øjn. ”Åh, vår ær ja bang får daj,” vidskd musen. Dæn had ås værd på svabørnskolni såm barn. ”De sga do da eg værd,” sagd Calos, ”Ja kand gådt lid mus.” ”Ja, de er de, ja mener,” sagd musen mæd ed fårsigdit smil. ”Naj, naj, naj, ja SPISER daj sku eg.” Da Carlos sagd SPISER, ble musen så fårskrægd, ad dæn besvimd. Bum! Dær lå dæn i skåvbånen å var vid i hodt. Så to Carlos dæn i låmn å trasked jæmad.

EN MUS I FÆLEN

Da musn vågnd var dæn held fårtåmlet, så Carlos bødj dæn en cigrad. ”Ta ed årnlig hiv, så ær do fresk igen.” Mænd musn ble bar grøn i hodt og fek kvalm. Nå, mænd så kund dæn få en ad Carloses åsdemadder, å så sgu dæn låv ad ha bend åm hodt å nåd rødj tus såm blodj å læg saj ned i fælen å se besvimd udj, når Antond kåm tebae fra såmerlajr. De var så i årdn. Å Carlos gig å glædj saj, å musn øvd saj i å leg held stel mæd bend åm hodt å blodjtus å hænrn i låmn.

JÆM FRA SÅMERLAJR

De had rajnt hel såmerlajrn, så Antond had spann ful ad tajninger, da han kåm tebae. Ald samn ad mus, dær låg mæd hodt i sdygger på en sden å skeldøjd å blodjtudj å pabør å en øgs å noen sgelætter mæd rødj udj ad månen å jælb! å av, får satan! Carlos var led røsd åvr Antonds fantasig, mænd de var någ ald de rajn. Å familjn had jo ås værd på besøgj en vigend ... ”Vi kund fåreksæmpel gå åb ad se te fælen,” sagd Carlos held tefældig, ”Måsge ær dær fald en vid mus i mæd bend om hodt og blodj, dær ær mald mæd tus ... ”

ANTOND Å CARLOS ÅNDERSØER FÆLEN

Så gig de åb te fælen. Å dæn så held almenli udj mæd pind å gras å aldteng. ”Nå, dær ær någ slæd engn mus,” sagd Carlos å så liggladj udj. ”Vi kund li se æfder, no vi ær hærd,” sagd Antond skåffed. ”De ka vi da gådt,” sagd Carlos så, mænd han kund næsdn eg vænd, å så bågd di saj nedj å to grasset ad å pindne. Å dær lå en vid mus mæ øjne lukd å hændrn i låmn å bend om hodt å tyg mav. ”Se lie dær!” sagd Carlos gladj å slo Antond på røgn, ”Vi har fangd en mus!” Mænd Antond sagd engnteng, han var bar vid såm ed lagn å stird på musn. ”Dæ-,” stamde han, ”dæ-n b-b-bløder.” Han kund eg tål å se blodj, Antond. ”Må-sge æ-ær den dødj ...” ”Tror do?” sagd Carlos bekømrd. Musn så virgli majt bevestløs udj. ”Hm-mn!” rømde Carlos saj. Musn åbnd de en øj en lil smuld, så lukd dæn de igen. ”Lil mus, ve do eg någ vågn?” viskd Antond. ”De var bar får, ad du eg sgu løb væg, de mæd sdenn - vi vilj jo eg slå daj held ijæl.” Så åbnd musn bæg øjn og sprang åb i grasd udn å ta hændrn åb ad låmn. ”Pyh,” tængd Carlos læded, å Antond ble så gladj, ad han var lie ve ad køs musn, mænd han vedst eg, åm dæn var en pig æler en dræng.

KNUD DÆN HÆLDIG

”Vad heder do?” spord Antond. ”Knudj!” sagd musn majt hortidt, såm åm de eg pasd. ”Årv,” tængd Carlos, ”de had han da held glæmd ad spørg om.” ”Vår gaml ær do?” fårdsad Antond. ”Gaml någ!” ”Familj?” ”Ingn!” ”Dar var do hældig. Bopæl?” ”Ubkend!” ”Så kand do bo hods maj! ... nå, naj, de ka do eg så gådt alivæl, min mord, fårstår do ...” sagd Antond ånskylne. Knudj nikd deltane. ”Mænd fårløbi kand do jo bar bli bone i fælen å spis åsdemad. Å vi kand ås lav en musavis vær dag, så do ka følgj led mæd.” ”Så vil ja gern ha dæn såm mornavis,” sagd Knudj å så tefreds udj mæd fårhåldne. ”Å en hodpud. Dæn er led hår å såv på, sdenn.” ”Ja, sæfølgjli,” sagd Antond. Å så kald di musn Knudj dæn Hældig, fårdi dæn gig mæd hændrn i låmn å had hodpud å mornavis å eg had noen familj. Andet en Antond å Carlos alså, å di var jo eg regdi familj mæ vad fanden å do sga eg kom hær å ve do lie ...

CARLOS Å ANTOND MØDER GUD

”Tror du på gudj?” spord Antond en da på vaj hænd te Knudj å di eg had andt å lav. ”Naj, gu gør ja aj,” grind Carlos. ”Han eksisdér sku da eg engang.” ”Så se li dær.” Å dær kåm gudj gåne. ”Godaw,” sagd gudj. ”Godaw,” sagd Carlos led befebet. ”Kand do nån salmvers,” spurd gudj, ”så gir ja en cigrad.” Næ, de måd Carlos jo så endrøm, han eg kund. ”Å vad mæ daj?!” sagd gudj å så på Antond. ”Åbfyller do bønder?” spord Antond. ”Jow,” sagd gudj, ”en gang i mælem.” ”Så ve ja gærn ha Knudj mæd jæm.” ”Væm i himlens navn ær Knudj???” spord gudj. ”De en mus, vi har fangd å slåd bevestløs på en sden, å ja må eg ha mus får min mord.” ”Vår stor ær dæn?” spord gudj. ”Sådn en fæm sæntimeder mæd hal,” sagd Antond. ”Så kand do bar ta dæn mæd udn å spør.” ”Tag,” sagd Antond å var lie ve å båg. ”Å, ja ber,” sagd gudj. ”Mænd så gidr jag eg snag mer mæd jær, ja sga ås jæm å pas butikn.” Å så gig han, gudj.

ANTOND TAR KNUDJ MÆD JÆM

”Eg mer vrøvl mæd daj!” sagd Antonds mord å fægted mæd støvsurn, ”Fædder å kosine fæst på sønda!” Antond stodj i dørn mæd Knudj mæd hændrn i låmn i låmn. Han var eg engang kåmd end, før mordn begønd å råb. ”De ær i årdn,” sagd Antond. ”Vad sir do?” Mordn slugd får støvsurn å stird vandtro på ham. ”Gård do frivilit mæ?” ”Ja,” sagd Antond å to Knudj åb ad låmn. ”De ær Knudj, han sga bo hærd, de sir gudj.” ”Å vem, sagd do, sir de?” ”Gudj!” De kåm alivæl ba på Antonds mord. ”Nå,” sagd hun, ”så sir vi de. Mænd så gård do alså ås mæ på sønda!” ”Ja, ja,” sagd Antond å gig end på sit værls. Han vi lav en gøng, en lil en, dær lie pasd te Knudj. Å dæn hængd han i argitegtdlambn på skrivbordt. No sgu Knudj vær artidst. Sirgusartidst! Først sgu han bar sid å gøng, mænd så sgu han sdå åb på brædt å balangsér mæd hændrn i låmn. De gig ås majt gådt, mænd så fig Knudj åndt i mavn, å di håldt pavs te næsd da. Di øvd å øvd vær da, te Knudj fig mavpin å kvalm, å di glæmd held Carlos.


CARLOS ÆR TRIDST, FÅR I SGOLN GÅRD DE HÆLER EG SÅ GÅDT - ISÆR I SKREFDLI

Carlos var led ked ad de, får han savnd Antond å Knudj å gig bar rånd på gadn å åb te fælen, såm var tåm, å hæn i sgoln, vår lærn grind ad ham te digtad. ”Hun-de-kunst-er”, sagd lærn å lavd negermån. Å Carlos skræv: ”H-u-n-e-k-å-n-s-d-r.” ”Ha-ha, har I lie sed, vadj Car-los skrivr?” sagd lærn te di andr, å så grind di ald samn. ”Gå jæm å øv daj!” sagd lærn. Å så gig Carlos, mænd han had slæd eg nåd jæm, så han gig åb til fælen å gravd hålet så stordt, ad han sæl kund værd dær. Å så lavd han en musavis, sælom engn læsd dæn. Mæd en mas sordt åverskrifder: ”Hun æftrlat te saj sæl.” ”Hun får lud å kålt van.” ”Ær dær engn, dær savnr en hun i gåmmisgo?” Å så lagd han hodt på sdenn å fald i søvn å drømd, ad dær var noen, dær fand ham. Å så rajnt de!

FÆDDER Å KOSINE FÆSTEN

”No opfør do daj årnli, mæns vi ær væg!” sagd Antond. Knudj negd alvorli, han had så åndt i mavn. Å så to Antond ad stæd til fædder å kosine fæst samn mæ sin mord å far å søsder å bæstfar å bæstmord. Å hæn te fæstn var dær en mas åndrfamiljr mæd ångler å tander å fædder å kosiner å en tib-ålemord, dær sadj å smild å lågtd ad glæmd sjogoladj. Å ald tald i månen på hinandn: ”... Tåmy ær så flenk i sgolen ... så sagd jag te Karen, Karen, do sga endli eg tro ... TO tusen får en karpård?!! ... knækden ær konfus mæd mus ...“ Å Krisda låkd saj end på badjværlsd, å Ajner bangd å bangd på dørn å grædj: „Jamn, Krisda, de var eg sådn mend ...“ Å så dansd di balongdans, å så var fæstn slud.

SIRGUSDRØMM

„Vågn åb, vågn åb, Carlos. Knudj har fåd onger.“ Carlos lå å såv i fæln å vågnd mæd ed spjæd. Dær stod Antond å Knudj, såm var blevd tønd såm ed surør. „Vad sir do?“ sagd Carlos. „Syv!“ sagd Antond ståld. „De ær regdi någ,“ sagd Knudj. „Mænd,“ Carlos klød saj i nakn, „do heder jo Knudj?!?“ „Naj,“ grind Knudj, „de var bar nåd, ja sagd får sjåv. I virglihedn heder ja Sine.“ „Nå,“ sagd Carlos sjenerd. „Ve do så eg ha en åsdemad?“ Jov, de vi Knudj gådt åvn på ald di føsler. „Mænd vad mæ ongern? Vår ær di?“ spord Carlos. „Jæm ånder sofan, vi ga dem en såvpild, så min mord eg åbdagr dæm,“ sagd Antond. „Å så kåm vi hærhæn. Vi syns jo li du sgu vid de.“ De var Carlos ås gladj får. Å så sad di dær å dingld mæd bene nedj i fælen ald træ, Carlos å Antond å Knudj, de ve si Sine, å fand på smard navn te ongern: Kim å Bjærne å Hæning å Sigbærd å Ælinor å Rudi å Frans. „Å så kand di lær å spel vivlin å harmonika, å Knudj kand gøng, å så lavr vi vårs ajn sirgus,“ sagd Antond. „Å tråmm!“ sagd Carlos. Han kund så gådt lid tråmm. „Å do sga lav plakadr,“ sagd Antond te Carlos, „fårdi do ær så go te skrefdli.“ „Så skrivr ja på mid ajt språg,“ sagd Carlos. „Ed hæmlit språg!“ sagd di i kord å stag hodern samn.

SLUDNING

Mænd da Antond å Knudj kåm jæm, had Antonds mord støvsugd ald ongern væg ånder sofan. Hun trod, di var lysrødj vingåmmier. Å Knudj ble held ked ad de, sælåm Antond trøsd ham mæd, ad sådn var de ad ha familj. Å så gig di hæn te Carlos igæn, å han vest eg, vad han sgu sig, så han sagd: „Ja syns, vi sga skriv en båg åm de. En regdi sørgli en.“ De syns Antond å Knudj ås. Å så rajnt det!

Å så skræv di dæn hær båg.
På dærs ajt, hæmli språg.