BØGER
romaner
Rettelsesblad til Bærbar dansk litteraturs historie - Første
M
GORTHES DEN UNGE WERTHERS LIDELSER
VOLTAIRES CANDIDE
CERVANTES´ DON QUIJOTE
SHAKESPEARES HAMLET
ELLER GENSYN MED HEISENBERG
DU ER SÅ FULD AF LØGN, OTTO!
BLOMSTER KLOKKEN FIRE
LILLE MISS NOBODY
Vejen til Vemb
Tango Mortale - Nattens Stilhed
Rejsende i litteratur
Italiensrejsen
Gazellernes Sø
Bartleby & Co.
40 års lykkelig ensomhed


billedbøger
SKOT ER VILD MED EMMA
SKOT PÅ BØRNEHJEM
SKOT
ET ØJEBLIK I KVANTE SØRENSENS LIV
DET STORE KAMELVÆDDELØB
PINDSVINET DER VAR LIDT TRIST
I SKOLE MED HUGO OG HOLGER
HUGO OG HOLGER
HUGO FÅR EN HUND
LEJREN
IDIOT!
DE SKÆVE SMIL
BØRNENES BEDEMAND
DE TRE I-IV
Min Familie
Carlos & Co
Benni Båt


drenge og pigebøger
HURTIGE HENNING HISTORIER
VI SES, SIGNE!
SIGNE
MIKKEL & ANIKA
HOTEL BLÅLYS
MORDET PÅ DEN TYRKISKE GRØNTHANDLER
SIGNE OG JENS
MIKKEL - DU ER PÅ!
Mikkel ved grænsen
Mikkel og de andre i Spanien
Mikkel & Co.
Mikkel




Italiensrejsen
Dagen er god. Livet er smukt med glæden og sorgen og forryktheden.
Ved sekstiden aftenen før havde de fundet dem. De lå tæt sammen på siden i midten af dobbeltsengen. Hun forsvandt næsten i hans favntag, så lille var hun. Hendes spinkle, lange fingre holdt fast om hans hals. Han åndede roligt og tungt, hun i små, hastige stød.

De lukkede forsigtigt døren til igen, sygeplejersken og vennen.

Første gang, han så hende, sad hun alene på en restaurant i London. Hun var en lille smule fuld og smilede ad sig selv, fordi de røgringe, hun forsøgte at puste, i stedet blev til små, tætte vatskyer.

Hun havde en butik ved Middelhavet.

De havde begge mærket, at nogen så på dem. Hun slog øjnene op og smilede til ham. Hendes øjne skinnede.

Han tænkte, han skulle huske at hænge hendes brudekjole frem. Så løsnede han forsigtigt hendes stive fingre fra sin hals, bange for at de skulle knække, og trak sin arm væk under hende.

Hun blev liggende på siden og smilede, forsøgte at sige noget, men kunne ikke få lyd på mundens langsomme bevægelse. Han efterlignede hende drillende, og hun lo. Hendes læber var tørret ind. Han rakte over efter vandflasken, hældte nogle dråber på et stykke gaze og duppede hendes mund. Hun lukkede øjnene i velvære. Han lod en hånd glide over hendes skaldede hoved. Der voksede små, næsten umærkelige dun.

”Du er ved at blive langhåret!” hviskede han.

Hun nikkede.


Anden gang, han så hende, mødtes de i Baden-Baden, hvor hun var vokset op. De fik et værelse med himmelseng og blomstret tapet, Mille Fleurs, kørte til en sø i de sorte bjerge, som var dækket af sne, og drak kaffe på cafeer og konditorier. Hun fortalte om sin barndom, venindens dukke, som hun kastede i åen, drengen, der hellere ville plukke blåbær end gå i skole, hunden, som hun gik tur med hver dag, bellis, som hun plukkede kronbladene af ét for ét, faren, der var en drømmer, og om soldaten, der skrev til hende på et fremmed sprog, breve, som moren beslaglagde og brændte.

Da han var dreng, sad han somme tider om efteråret på de store sten, hvor Lille Bælt og Kattegat mødtes. Langs stranden lå ubeboede sommerhuse i blege farver, og fuglene samledes til træk i forkrøblede fyrretræer. Det regnede. Skjorten klæbede til huden. Himlen var grå. I det sene eftermiddagslys så han vandene støde sammen i små toppe og blive ét, og han ønskede, at alt ville høre op.

Om aftenen tændte han stearinlys ved badekarret, ventede med at komme med champagne, til hun var dækket af skum, og lod hende så igen være alene.

Da hun stod foran sengen i natkjole med kniplinger, lignede hun en engel.

Hun så ned.

„Jeg var i tvivl,“ hviskede hun, „om den skulle være hvid eller sort ...“

„Vi får tid til det hele,“ sagde han.

Hun nikkede. Han rakte ud efter hende med en halvt lukket hånd.

„Kom ...“

Han ville trykke en ring i hendes hånd, men da han rørte ved hende var det, som om hendes lange fingre krummede sig sammen og ikke kunne gribe om den. Han holdt sin anden hånd under hendes, og forsigtigt åbnede den sig. Ringen gled fra den ene hånd til den anden, og blodet under huden i deres hænder skiftede retning, så hendes trængte gennem hans årer og hans gennem hendes.

Han sagde, han vidste, at hun var hans bestemmelse. Han havde ventet på hende alle de år. At ingen kunne skille dem. Ikke engang døden. Han vil ikke længere være bange for lykken, han vil gøre sit yderste for at deres kærlighed skulle lykkes.

Hun lyttede til hans strøm af ord, lukkede øjnene og lod sig glide med, gav slip på sig selv og åbnede sig for ham, så han kunne trænge ind i hende, hvor han ville. Bewitched, bothered and bewildered.

Morgenen efter havde han en fornemmelse af at kende hende bedre, end han havde kendt nogen anden.

Han tog tilbage, sendte buketter af hvide roser og skrev forføreriske breve til sin sorte engel. Han blev skilt, og solgte det, han ejede. Han var ikke et øjeblik i tvivl, hans sikkerhed smittede hende, hun havde en fornemmelse af at kunne gå på vandet, og hun mødte ham to uger senere på den jernbanestation, hvor de havde taget afsked.

På vejen til havet standsede de hos en marskandiser og købte to barokengle fra et nedlagt kapel.


”Jeg længes efter at overskride obskøne grænser med dig. Besværgelse, henrykkelse tæt på at forgå, forsvinden, fastholden, en håndlænke, et pant, silkebånd i dybe farver, hengivelse, skamløs overgivelse til den anden, det har jeg drømt om og gemt på så længe. Skrevet om det, når jeg ikke kunne bære at være alene om det ... jeg vil gerne prøve det hele med dig. Overalt i verden vil jeg være din, tage dig, profanere alle helligdomme, bag grønne porte, over mosgroede gravsten på øde kirkegårde, fylde din mund med sæd i snævre opgange og oplyste elevatorer.”

Senere, han vidste ikke præcis, hvor meget, men skumringen havde lagt værelset i halvmørke, lagde han hænderne under hendes nakke og lænd og drejede hende om på ryggen.

”Lykkelig ...” hviskede hun.

Sygeplejersken ventede udenfor.



”Du har bind for øjnene, sidder halvt, ligger halvt med puder i ryggen og en lille, flad porcelænsskål i den ene hånd. Med den anden kærtegner du dig selv. Du ved, at jeg knæler foran dig mellem dine spredte ben. Du lytter til mit åndedræt, og når du mærker, jeg er ved at komme, rækker du skålen frem ...”

Hun lå og smilede til ham med hænderne knyttet sammen ved kravebenet og de tynde arme ned langs ribbenene i trekanter som en fugleunges vinger.

Han rejste sig, purrede håret på plads og åbnede døren. Sygeplejersken kom ind. Sprøjten og nålen lå klar på bordet. Vat og alkohol. Han rakte hende ampullen. Hun knipsede med pegefingerneglen mod glasset, knækkede halsen af og fyldte sprøjten med morfin.

”Har du taget pillerne?”

Hun rystede skælmsk på hovedet.

”Hun kan ikke synke dem ...” sagde han og strøg hende med ydersiden af hånden over kinden.

Sygeplejersken løftede dynen halvt væk, drejede hende om på siden og stak. Hun reagerede ikke, lå bare og smilede. Pergamenthud og knogler.

Da de ankom til havet, var det blevet mørkt; der var stadig lys i de tomme restauranter. De havde kørt hele dagen. Tjenerne stod i en klynge oppe ved baren og røg. Hun hilste på dem, de kendte hende. Alle kendte hende, den høje, lyshårede. Hun vidste, han så på hende. Hun bestilte forskellige slags fisk og kom tilbage med en kande hvidvin og en lille tallerken med ansjoser og grønne oliven. Der var en flirtende glæde i hendes øjne.

Om natten elskede de for åbne skodder. Hun stod foroverbøjet med armene strakte og hænderne presset mod væggen og gentog hviskende sit tyske: Jah, som blev til et brøl i hans øre og overdøvede lyden af havet, der slog mod klipperne langt under dem.

Dagen efter mødte de hendes mand.


Sygeplejersken løftede hendes hoved og rystede puden. Så satte hun sig på stolen ved siden af sengen og holdt hende i hånden. Hun forsøgte at sige noget, læberne ville ikke, og det blev kun til nogle pust. Hun smilede og rystede på hovedet ad sig selv.

Det store rum var fyldt af ting. Det var svært at komme rundt og forbi.

I drømmen havde hun set en varietéscene. To artister gjorde deres entré i tætsiddende trikoter, den ene i blank sort med en harmonika spændt fast på maven, den anden i skinnende sølvlamé med en sav i hånden. ”Charles Blacklock, Valley Saw Inc., San José, California” stod der på bladet. Projektørlyset samlede sig i en ring på gulvet om dem, og harmonikaen spillede en sørgmunter melodi. Artisten i sølvlamé løftede saven over sit hoved og savede sig selv igennem på langs i to symmetriske stykker, som faldt ud til siderne i et V, og døde. Hvor havde hun leet.

”Hvordan mon han gør det?” spurgte hun ham, da hun vågnede.

Hun havde en butik og en bar ved havet sammen med sin mand. Lingeri i sidegaden, korsager, silkestrømper og underkjoler. Og bar med tobaksforretning om hjørnet ud mod havet med firkantede træborde og baststole foran. Hun åbnede butikken om formiddagen, han baren om aftenen.

Fra starten, da de under Franco havde slået sig ned på stedet, bedrog han hende med andre kvinder. Mange år senere opdagede hun det og havde en fornemmelsen af, at alle undtagen hun havde vidst det, og hun flyttede til huset på klippen. Hun drev butikken og baren videre sammen med ham som før og beholdt den lille kæde på, som han havde givet hende en gang. Hun besluttede sig for, at hendes liv fra nu af ville være én lang deroute.

Nogle nætter efter, at hun var flyttet ind i huset med skodderne, gik hun op på klippen og ville springe ud. Hun satte sig på fremspringet, tændte en cigaret og fik øje på måneblinket i havet under sig. I virkeligheden, tænkte hun, var det fuldstændigt lige gyldigt, om hun sprang eller ej. Og hun vidste, hun aldrig mere ville stole på nogen.

Han strøede hvide blomster ud over lagenet, gav hende bind for øjnene og bandt hendes hænder, så hun lå udstrakt på sengen med hovedet ud over madrassen, og hun lod ham gøre det.

”Du forfører mig,” smilede hun bagefter og rakte ham en tændt cigaret.

Han var ikke helt sikker på, hvem der forførte hvem.

Hun løftede usikkert hånden op lidt fra munden og sugede indad, inhalerede et par gange og så forbavset på ham. Så, som om hun kom i tanker om, at hun ikke havde nogen cigaret i munden, satte hun den anden hånds pege og langefinger op til læberne og tændte igen med en imaginær lighter. Langsomt, undersøgende, forundret.

”Du har ingen cigaret,” sagde han, ”og heller ikke ild. Skal jeg tænde én?”

Hun rystede smilende på hovedet. Så lukkede hun øjnene.