BØGER
romaner
Rettelsesblad til Bærbar dansk litteraturs historie - Første
M
GORTHES DEN UNGE WERTHERS LIDELSER
VOLTAIRES CANDIDE
CERVANTES´ DON QUIJOTE
SHAKESPEARES HAMLET
ELLER GENSYN MED HEISENBERG
DU ER SÅ FULD AF LØGN, OTTO!
BLOMSTER KLOKKEN FIRE
LILLE MISS NOBODY
Vejen til Vemb
Tango Mortale - Nattens Stilhed
Rejsende i litteratur
Italiensrejsen
Gazellernes Sø
Bartleby & Co.
40 års lykkelig ensomhed


billedbøger
SKOT ER VILD MED EMMA
SKOT PÅ BØRNEHJEM
SKOT
ET ØJEBLIK I KVANTE SØRENSENS LIV
DET STORE KAMELVÆDDELØB
PINDSVINET DER VAR LIDT TRIST
I SKOLE MED HUGO OG HOLGER
HUGO OG HOLGER
HUGO FÅR EN HUND
LEJREN
IDIOT!
DE SKÆVE SMIL
BØRNENES BEDEMAND
DE TRE I-IV
Min Familie
Carlos & Co
Benni Båt


drenge og pigebøger
HURTIGE HENNING HISTORIER
VI SES, SIGNE!
SIGNE
MIKKEL & ANIKA
HOTEL BLÅLYS
MORDET PÅ DEN TYRKISKE GRØNTHANDLER
SIGNE OG JENS
MIKKEL - DU ER PÅ!
Mikkel ved grænsen
Mikkel og de andre i Spanien
Mikkel & Co.
Mikkel




Rejsende i litteratur
BREV TIL WALTER BENJAMIN
Lad mig begynde med en personlig oplevelse. Eddie. Eddie var død. Tre dage. Leukæmi. Så fik han en sprøjte. I Funchal blev alting nyt. Den personlige katastrofe ligger altid snublende nær. Jeg sad og ventede på Ana i teatercafeen. På plakaten: REVISOREN. Mejerholds slutning, personerne erstattes af vellignende voksfigurer. Kun slutningen. Klomærker! Intethedens formkrævende magt. Det gik op for mig, at DET NYE, ismerne, de rigtige, Majakowskijs, Pounds, Benns, Florbella Espancas, var blevet kvalt i fødslen. Af hellige idéer. Hære af hvidkitler. Sortskjorter. Og røde.

It don’t mean a thing, if it ain’t got that swing. Realismen blomstrer. Al snak om revolution forstummer. Bananrepublik. Socialdemokratisme.

VEJE GUD TØR KENDE

Har De nogensinde tænkt på, at de fleste af dem, der ville fornyelsen, begik selvmord? Virginia Woolf puttede sten i frakkelommerne, lagde sin stok på bredden og begav sig ud i floden. Arsenik. Pistolskud. Reb. Rejsen er vigtig. Vagabondering. Nye veje. Hvor finde vej i en verden, der forlængst er kortlagt? Satellitterne. Børsen er en mulighed. Uransagelig.

Jeg blander det sammen. Blok og Pessoa dans une rue de la Baixa. Eller ham den gale fra Asylet i Rilhafoles, de Lima hed han vist. Ângelo. Med middelalderkyse. Man kan se det i øjnene på dem. Måske finder de aldrig vej. Achmátova. Colette. Lilja Brik. Livskonstruktion. Rodløshed. Som at trække en venstre handske på højre hånd.

LANDET SOM IKKE ER

Gud er stendød. Og de slår om sig med ord. Det vælter med bud på fremtiden. Knus de hellige idéer. Der findes ikke noget. Der har aldrig fandtes noget. Kunst, Skønhed, INTET. Tzara. Rigaut. Huidobro. Lorca. Dukketeater i en ubevægelig U-båd, Bahnhof Zoo. De flår verden i stumper. Andréj Bélyj, der sluger en bombe og mærker dens behagelige tikken i maven. Marína Cvetáeva – skyldig i modernisme. En kort, svimlende frihed, radikale eksperimenter og utopiske drømme. En sky i bukser. Edith Södergran. Gramsci. Trods en verdenskrig. Og de bliver sindssyge. Eller dør af det. Eller borte.


VEJFARENDE UDEN HJEM

Så dør det intellektuelle menneske da med Anden Verdenskrig. Eller skammer sig over Tanken. Hvem tør kræve betydning efter den grusomhed? Alle bud bliver fremtidsløse. Eksperimentet tomt. Dissektion. Forklaringer. Rigide recepter. Sandheder med modifikationer. Hollywoodmodeller. Ulidelig lethed. Her farer ingen så mangen sti vild. I ly af analysen sidder intellektet med en klynken til bords med middelmådigheden. Uden at blive sindssyg eller dø af det eller borte. På grund af en verdenskrig. Sådan har det været siden. Sådan tegner fremtiden.

SYV BRUD PÅ EN FREMTID

Fløjtespil på rygsøjle.
Sympati med arabisk tanke. Når en ting er tænkt, eksisterer den.
Utrættelig vandren, afkald på store mål, Heissenbergs ubestemthedsprincip. En anden historie.
Forkastelse af skylden og dens forlængelse, psykologien. Ekstrem sensualitet i sproget.
Kultivering af uforskammethedens kunst og profaneringen. Dyrkelse af femmes fatales og Benjamins sekulariserede allegori.
Tilføjelse af et opdigtet fastland til verden – eller en ø.
Ophøret. Selvmordet som mulighed.

REJSENDE I LITTERATUR

BONJOUR, TRIESTE ...

Pa-lim-psest! Pa-lim-psest! hamrede det i skinnerne. Langs gangvinduets sprække trak cigaretrøgen udad mod kørselsretningen. Nattelygterne lagde et slør over forbifarende byer. Gad vidst, hvor mange søvnløse nattoge, der har skramlet hen over skinnerne og tilbagelagt samme strækning, tænkte jeg. Døren til sovevognskupeen bag mig blev åbnet. Hvorfor lige Trieste?

Ana stod på bare fødder med min lange, sorte frakke om skuldrene og rystede. Hun så på mig med sine store, alvorlige øjne. Hvad vil du dér?

Magris bor i Trieste, sagde jeg. Magris? Ja, ham med Donau, du ved, tyskprofessoren. Hmn ... Så’ der Joyce og Svevo, Silvio Benco og de Tuoni ... Rilke ... Ana så skeptisk på mig. Og selvfølgelig de bærbare, de har alle sammen været der.

Jeg var lige ved at fortælle om en anden digter fra Trieste, der engang i tyverne besluttede sig for at cykle rundt og opsøge mindestuer og gravsteder, fordi han troede hans skaberevne kunne næres ved kraften fra en uopnåelig fortid, men jeg kunne ikke huske, hvad han hed, og så var han også så træt og øm i benene, når han nåede frem, at han ikke fik skrevet en eneste linje på hele turen. Jeg kunne have sagt, at Trieste for længe siden havde været en smeltedigel for mitteleuropæisk kultur, eller noget om at blotlægge de ruter, der bragte store forfattere ind i litteraturens historie, men sandheden var, at jeg ikke var helt klar over, hvorfor rejsen skulle begynde præcis i Trieste. Kun at rejsen er vigtig. Vagabondering. Uden mål. Altid på vej. At være eksilent i kunstens verden. Samler belæsset med ting, det vil sige: lidenskaber.

Paul Morand rejste i luksustoge gennem det illuminerede, natlige Europa med et mobilt skrivebord, som inspirerede Marcel Duchamp til hans boîte-en-valise med reproduktioner en miniature af alle hans arbejder, så han altid kunne have dem med sig. Miniaturiseren er at gøre bærbar, og det er den ideelle måde at besidde ting på for en vagabond eller en eksilent. Men at miniaturisere er samtidig at dølge. Duchamp følte sig tiltrukket af det overordentligt uanseelige, af alt, der kræver at blive dechiffreret: emblemer, manuskripter, anagrammer. For miniaturiseren betyder også at gøre ubrugelig: det, der er reduceret, er på sin vis befriet for betydning. Dets lidenhed er på samme tid et hele og et fragment. Kærligheden til det små er en barnlig følelse. Så barnlig som et blik fra Kafka, der kastede sig ud i en kamp på liv og død for at træde ind i det fædrene selskab, men kun på betingelse af, at han kunne forblive det ansvarsløse barn, han var. Shandy.

Det hemmelige shandy-selskab blev stiftet 1924 i den afrikanske by Port Actif af Francis Picabia, Duchamp, Szalay, Paul Morand og Jaques Rigaut med det mål at gøre litteraturen og kunsten bærbar. Foruden en høj grad af vanvid, fortæller Vila-Matas, var det et ufravigelige krav for at høre til dette selskab, at den enkeltes værk ikke måtte være tungt og let skulle kunne bæres i en kuffert Endskønt fravigeligt, anbefaledes det også at være i besiddelse af visse egenskaber, som ansås for typisk shandiske: fornyelsesånd, ekstrem sexualitet, afkald på store mål, utrættelig nomadedrift, intenst samliv med sin dobbeltgænger, sympati for de sorte og dyrkelse af uforskammethedens kunst.

Da toget rullede ind på den gamle Stazione Ferroviaria Merridionale, som i dag hedder Stazione Centrale, stod Ana udhvilet og med øjnene trukket op med sort eyeliner og sin lille rejsetaske, der indeholder alt, hvad hun har brug for.

Jeg finder et sted at bo, sagde jeg. Så kan du sidde på en bænk i parken derovre imens. Jeg sagde ikke, at dér havde Joyce også anbragt Nora, da de ankom til Trieste en oktoberdag i 1904, og at Joyce så gik ud for at lede efter Berlitz Sprogskole, hvor han skulle undervise. Du er en krukke, ville Ana have sagt.

Det var selvfølgelig umuligt at leje sig ind i den lille pension på Piazza Ponterosso med udsigt til frugt- og grønt-markedet og nr. 3, hvor Joyce og Nora boede i en måned, til de ikke længere kunne skjule, at Nora var gravid, og de blev smidt ud. Og jeg havde heller ikke mere held i via Bramante, hvor en tavle i nr. 4 forkynder: ”I have written something. The first episode of my new novel ”Ulysses” is written. James Joyce.”, men lige i nærheden af huset gik jeg et par trin op og ned ad Scala James Joyce. Jeg forestillede mig, det var her under træernes mørke Joyce den første dag var blevet arresteret sammen med et tilfældigt passerende selskab af fulde sømænd, så han måtte have den britiske konsul til at sige god for sig og rede misforståelsen ud hos det lokale politi, før han kunne hente den ventende Nora i parken over for stationen. Jeg selv vendte tilbage til Ana med uforrettet sag, men hun lo bare og tog sin notesbog frem.

Hun var kommet i snak med en dame, der havde boet i over tolv år i Trieste, som havde anbefalet et anstændigt hotel med det fortryllende navn Hotel Teatro på Piazza della Borsa. Stort værelse med morgenmad for 95.000 lire pr. nat. Hun vidste, hvad hun snakkede om, havde selv som helt ung arbejdet som stuepige på Finn’s Hotel i Dublin, og hun havde også givet Ana adressen på byens bedste trattoria. Vi kommer der meget, havde hun sagt. Vi bor til leje, skal jeg sige Dem, og deler køkken med familien Canarutto, og jeg bryder mig ikke om at lave mad i andre folks køkkener. Canarutto. Antica Bonavia tager man ikke fejl af. De stuvede ål, polentaen, capuzzi garbi eller stracotto di maccheroni ... for slet ikke at tale om desserterne. Torroni. Preznitz.

Du går ikke hen til ham, hvislede Ana. Efter at have indkvarteret os på hotellet, havde jeg foreslået, at vi fik en kop kaffe på Café San Marco. Jeg følte mig med det samme hjemme, da vi trådte ind gennem fløjdørene, som svingede tungt i efter os, og jeg nikkede høfligt, næsten ubevidst til den elegante, ældre mand, som sad med sin macchiato ved det samme bord, hvor han havde siddet for mange år siden og læst til eksamen i tysk, og hvor han nu om dage giver interviews om Trieste og dens kultur og dekadence eller skriver:

”På Café San Marco gør man sig ingen illusioner om at arvesynden ikke skulle være blevet begået eller at livet skulle være jomfrueligt og uskyldsrent ... At skrive er at vide at man ikke er i det Forjættede Land og at man aldrig vil nå dertil. Når man sidder på cafeen, er man en rejsende; det er som at befinde sig på et tog, et hotel, eller langs en vej, man har kun ganske få ejendele med sig, man kan ikke sætte sit forfængelige personlige præg på noget, man er ingen ... At skrive, holde inde, sludre, spille kort; latteren ved nabobordet, en kvindes profil, uafrystelig som skæbnen, vinen i vinglasset, tidens gyldne farve. Timerne flyder, elskværdige, afklarede, næsten lykkelige ...”

Claudio Magris gør et ophold, så ser han lige på mig og smiler.

Du er lysvågen. Ana gabte og så dovent på mig. Jeg tager en middagslur. Så ser jeg lidt på byen, sagde jeg med flanørens blik. Krukke!, sagde Ana og smed sig med arme og ben ud til siden på sengen.

Jeg ledte forgæves efter Corsia Stadion, hvor Annie Schleimer, en af Joyce’s yndlingselever, havde boet. Hun var efter sigende sammen med Amalia Popper model for den kvindelige hovedperson i Giacomo Joyce, men jeg fik siden at vide, at gaden havde skiftet navn til Cesare Battisti. Til gengæld stod jeg pludselig uforvarende foran det, der engang var Berlitz Sprogskole i via San Nicoló nr. 32, en sen 1700-tals bygning med stenportal og en stor, flot trædør med udskårne mytologiske personer. På første sal var hoveddøren taget af. Jeg stak hovedet ind. Der var ingen møbler i den store lejlighed. Vinduerne stod åbne, og overalt var gulvene dækket med plastik, i et hjørne malerbøtter og pensler, og kun en dobbeltdør til en af de store stuer var halvt trukket til. Malerne, for der var helt sikkert flere i gang, én maler kommer sjældent alene, var gået til frokost, men jeg kunne høre stemmer bag dobbeltdøren.

”... We thank you for your letter of the fifth of March with enclosed order for tennis rackets and balls. The consignments is ready for shipment tomorrow from ...”

”Balls!?”

Og de to mandestemmer brød sammen af grin. Jeg skubbede den ene af dørene en smule mere op.

”Very well, mr. Schmitz!”, sagde en fistelstemme med et stumpet, lille overskæg og sygekassebriller. Overfor ham sad en herre med stråhat, butterfly og basedowøjne og de smalle bukseben uroligt over kors som en Dandy.

”And now: Al Pappagallo! Og et godt glas Opollo!”

”Og en sidste cigaret!”

Jeg listede af og begav mig i retning af havnen til Maria Teresa molen og Fontana-badene. I dag er der ikke meget andet tilbage af de gamle badesteder end Lanterna, hvor mænd og kvinder stadig bader hver for sig. Men i det sene eftermiddagslys mødte der mig et mærkeligt syn:

I vinterstuen med højfjeldssol i det forlængst nedlagte Internationale Sanatorium sad Walter Benjamin, der med bemærkelsesværdigt held netop havde designet den muntre maskine til at veje bøger med, som bærer hans navn, og som også i dag med absolut præcision tillader os at afgøre, hvilke litterære værker, der er utålelige og som følge deraf, endskønt de forsøger at skjule det, ubærlige. Han var i selskab med flere af de andre sammensvorne i det hemmelige shandy-selskab, der var anbragt i liggestole pakket ind i tæpper og med beskyttelsesbriller på: Tristan Tzara, Berta Bocado, George Antheil, Gombrowicz og Cendrars - og Georgia O’Keeffe, som flagrede dansende rundt og talte om sin intrigante flaneren på teatret i en usynlig by, der var koncentrationscentrum for hendes begær og afsky.

Pludselig gik et blåt, koldt sus over sceneriet.

Til indtoninger på himlen af konstruktivistiske regneark og notesblade og plakatord skrevet med Bauhausbogstaver opførte odradekker med geometriske former - små fyre uden lunger og fast adresse: en trekantet masturbationsviolin, en hattenål, et spejl - en ballet mecanique, der viste Benjamins lystige maskine, og shandierne kom med kaotiske tilråb:

”Parasitisme er en skøn kunst!”. ”En lussing til den offentlige smag!”. ”Vi er et stormvejr i en død mands hjerneskal”. ”O, dæk dine blege ben!”. ”Wedekind har slagtet sin tante, hans tante var gammel og svag!”. ”Nullernes opmarch!”.

Som handlingen i balletten skred frem, ændredes lyset fra højfjeldssol til grålig dis, og odradekkerne tog plads hos de siddende i liggestolene, som blev indhyllet i tåge, til de forsvandt. Fra tågen lød en fortvivlet barnestemme:

”Trangen til ensomhed, ledsaget af bitterhed over selvsamme ensomhed er et udbredt særkende for os glade og ustadige shandier. For os melankolikere er ensomheden den eneste rimelige menneskelige tilstand: hvad enten det er de store metropolers ensomhed eller den ørkesløse flanør, der er fri til at drømme med åbne øjne som et uansvarligt barn i odradekkernes labyrint ... for børn vokser op med dybe øjne, der ikke ved om noget, vokser op og dør.”

Ja, den er god med dig. Ana kiggede mildt på mig som på et barn med feber og rystede på hovedet. Men jeg er sikker på, det var Italo Svevo, sagde jeg. En sidste cigaret! Han har skrevet en hel bog om den sidste cigaret, der aldrig bliver den sidste. Mr. Schmitz. Ettore Schmitz. Svevo var hans pseudonym, en slags dobbeltgænger. Det kan du selv være, sagde Ana, og se nu at gøre dig klar. Jeg er sulten.

Antica Bonavia skulle ligge bag rådhuset i via della Procureria nr. 4 og 6, men nr. 6 var revet ned for at gøre gaden bredere, og i nr. 4 var der ikke trattoria mere. Men Miss Barnacle sagde, det var en af de bedste restauranter i Trieste. Ana kastede et ekstra blik i sin notesbog. Miss Barnacle!? Vil du påstå, du har talt med Miss Barnacle? Ja, sagde Ana irriteret. Nora Barnacle!? Ja. Ana så usikkert på mig, så rødmede hun, skønt hun er enke. Mener du ... mor til Giorgio og Lucia ... den Nora!? Joyce’s Nora? Jeg nikkede og lagde armen om hendes skulder. Hun har bløde skuldre, Ana.

Meget senere på hotellet - vi havde spist muslinger og drukket Verduzzo – spurgte Ana igen: Hvorfor lige Trieste? Jeg ved det ikke, sagde jeg. Palimpsest. På vej hertil dunkede skinnerne: Pa-lim-psest! Måske er det det ... Palimpsest?! Noget, der er skrevet oven på, i middelalderen skrabede skriverne gamle tekster af pergamenten med en kniv, så den kunne bruges igen, Joyce skrev Ulysses oven på Odysseen, lag på lag ...

Jeg skal gi’ dig lag på lag, sagde Ana og skubbede mig om på sengen. Hendes øjne er dadelformede.

I 2003 blev Rejsende i litteratur sendt som radioroman i programmet Alfabet på DR P1.
Hør hele bogen læst op af Sigvard Bennetzen her, vælg et kapitel herunder.


Kapitel 1 - Bonjour Trieste ...(17,2 MB)

Kapitel 2 - En vindhat i Prag (20,4 MB)

Kapitel 3 - Det er let at dø i Sankt Petersborg (24 MB)

Kapitel 4 - Metropolis (1,5 MB)

Kapitel 5 - En døvstum i Paris (21,3 MB)

Kapitel 6 - I en togvogn til Thisted (19,7 MB)

Kapitel 7 - En andalusisk hund (19,3 MB)

Kapitel 8 - Første klasses forrykte (23 MB)

Kapitel 9 - Topografi af en Shandys landskab (19,3 MB)