BØGER
romaner
Rettelsesblad til Bærbar dansk litteraturs historie - Første
M
GORTHES DEN UNGE WERTHERS LIDELSER
VOLTAIRES CANDIDE
CERVANTES´ DON QUIJOTE
SHAKESPEARES HAMLET
ELLER GENSYN MED HEISENBERG
DU ER SÅ FULD AF LØGN, OTTO!
BLOMSTER KLOKKEN FIRE
LILLE MISS NOBODY
Vejen til Vemb
Tango Mortale - Nattens Stilhed
Rejsende i litteratur
Italiensrejsen
Gazellernes Sø
Bartleby & Co.
40 års lykkelig ensomhed


billedbøger
SKOT ER VILD MED EMMA
SKOT PÅ BØRNEHJEM
SKOT
ET ØJEBLIK I KVANTE SØRENSENS LIV
DET STORE KAMELVÆDDELØB
PINDSVINET DER VAR LIDT TRIST
I SKOLE MED HUGO OG HOLGER
HUGO OG HOLGER
HUGO FÅR EN HUND
LEJREN
IDIOT!
DE SKÆVE SMIL
BØRNENES BEDEMAND
DE TRE I-IV
Min Familie
Carlos & Co
Benni Båt


drenge og pigebøger
HURTIGE HENNING HISTORIER
VI SES, SIGNE!
SIGNE
MIKKEL & ANIKA
HOTEL BLÅLYS
MORDET PÅ DEN TYRKISKE GRØNTHANDLER
SIGNE OG JENS
MIKKEL - DU ER PÅ!
Mikkel ved grænsen
Mikkel og de andre i Spanien
Mikkel & Co.
Mikkel




Vejen til Vemb
KAPITEL I

Klokken var knap halv to en dag i begyndelsen af november. Der var ingen sol i den smalle gade, men lyset var klart og skarpt efter tæt regn. Jeg havde min grå tweedjakke og et par forholdsvis nye fløjlsbukser på, Camelskjorte og koksfarvet mohairsweater, olivengrønne sokker og lysebrune lædersko af mærket Gallizio Torresi. Jeg var pæn og ren, med korttrimmet skæg og ligeglad med, om nogen lagde mærke til det. Jeg så helt igennem ud som en midaldrende forfatter på vej til skifteretten.

Erling K. døde sidst på efteråret.

I brevet stod der: ”Skifteretten i Ringkøbing har fra bedemanden modtaget oplysning om, at Erling K. er afgået ved døden. De indkaldes derfor til møde ...”

Jeg vidste ikke, at jeg havde en grandfætter, jeg har aldrig hørt om Erling K. Bortset fra mine bedsteforældre, som for længst er døde, kender jeg ingen andre K.’er i Vemb; det vil sige, der var en mejerist, der spillede bankbog og prioriteter væk på en nat og bagefter begik selvmord. Også en K. Men det er længe siden ...

Mejeristen var Erlings far. Han hængte sig.

Retsassessor Toft, der nærmede sig pensionsalderen, så på mig over brillerne.

Deres grandfætter døde en naturlig død.

Erling K. havde knap tre måneder før sin død havde ved fuld fornuft oprettet og underskrevet et testamente uden iøjnefaldende rettelser eller tilføjelser. Som Erlings grandfætter og eneste levende efterkommer af slægten K. tilfaldt arven mig.

Der var tale om Erling K.’s byhus i Vemb med indbo og ejendele.

Tre?fire hundrede tusinde skal det nok blive til, sagde Toft, hvis boafgiften beregnes fornuftigt.

Han lavede et forsigtigt vip med hånden.

Jeg kender en udmærket advokat her i byen.

Han så på sit ur. Den var tyve minutter i to.

Vi kan kigge forbi hans kontor med det samme, hvis De synes? Så kan vi spise frokost bagefter.

Uden at vente på svar samlede Toft papirerne i en mappe, tog sin frakke og gik foran ud i de brolagte gader.

Og præcis klokken to skænkede han Gl. Carlsberg i sit glas på Hotel Ringkøbing.

Da boets aktiver så ud til at kunne betale eventuel gæld, mente advokaten ikke, vi skulle gøre et større nummer ud af sagen. Hvis jeg inden fire uger kunne lave en oversigt over indbo og ejendele, ville han kontakte en ejendomsmægler, han kendte, så huset blev sat til salg, og sørge for, at boopgørelsen blev sendt af sted og dødsboskatten betalt til tiden. Jeg underskrev et par fuldmagter og fik overdraget nøglerne til huset i Vemb. Vestergade nummer tyve.

Og De skriver, forstår jeg ...

Assessoren gjorde tegn til servitricen.

To Jubilæum. Dobbelte! ... Og rejser?

Jeg nikkede.

Ja, jeg har sågu’ aldrig læst noget af Dem, smilede han. Det var min kone. Hun havde hørt et eller andet i radioen. Skål!

Kendte De Erling K.?, spurgte jeg.

Kendte og kendte ... det er så meget sagt.

Toft tømte snapseglasset.

Karen Marie! To til! Jeg så ham et par gange. Første gang, da moderen døde. Jeg havde afsluttet embedseksamen året før. Han må have været en atten?nitten år. Han lignede en stor dreng. Rådvild. Men det tror Fanden, pludselig dør moderen. Hun hed Else. En livlig pige. Hun havde været alene med knægten, siden mejeristen hængte sig. Erling var otte, da det skete. Han ...

Retsassessoren gjorde en pause, mens servitricen skænkede. Så drak han.

Ser De, landbetjenten havde dengang med faderen bemærket, at der var sædpletter overalt i huset, på gulvtæpperne, i de polstrede møbler, i gangen og i soveværelset. Og der var ikke blevet færre efter mandens selvmord. Så da Else døde, blev der foranstaltet en undersøgelse. Jeg glemmer aldrig drengens øjne, da det blev besluttet at obducere hende … Og så viste det sig, at hun var død af kræft.

Min far havde snakket om en Else. Trælasthandlerens datter, der solgte kys på Børnehjælpsdagens Kræmmermarked. Min mor var tavs, når det gjaldt familien i Vemb.

Ja, og sidst jeg så ham, skrev han så testamente, Erling K.

Toft så sagtmodigt på sit tomme glas.

Jeg tror, vi fortjener en lille én til osten. Hvis vi bestiller kaffen med det samme, kan De nå til Vemb inden aften. De var med tog, ikke sandt? Og lige for en ordens skyld, jeg glemte at sige, at K.’s husbestyrerinde stadig bor i huset. Bank på nogle gange. Hun hører ikke så godt.

KAPITEL II

Regionaltoget seksten tredive mod Holstebro var tomt. Ingen billettør. Ingen passagerer. Jeg var alene i vognen fra Ringkøbing til Vemb. Udenfor var det mørkt.

Stationsbygningen i Vemb var låst af. Ingen lys. Ikke en levende sjæl. I gæstgivergården var gardinerne trukket for, og lyskurven over fodgængerovergangen spejlede sig med regelmæssige, gule blink i vinduerne på hjørnet i Villumsens Bolighus. Nørregade lå øde hen, forladt, tonløs, med tilknappede, lave huse. Foran bageriet havde en eller anden glemt to flagstænger med et par livløse Dannebrogsflag. En tom øldåse rullede over fortovet ned i rendestenen og blev liggende. Ellers var der ingen bevægelse. Ingen forbipasserende. Ikke en lyd. Ikke den fjerneste knallert.

Genbrugsforretningen. Og så til venstre ad Vestergade. Jeg kunne høre mine egne skridt, kufferthankens metalraslen. Rytmisk.

Han lå som en sort, jordslået klump i mørket mellem gadelamperne på fortovet overfor varmeværket. Med åbne øjne. Han så resigneret forbi mig og gjorde ikke tegn til at flytte sig. Jeg standsede og satte mig på hug et par meter fra ham. Hvad er du for een!? Kom! Komså! Han havde lange, deforme kløer, som en negerkvindes krumtvoksede negle. Komsåda! Måske kunne han ikke støtte på benene? Kom ... Han rørte sig ikke.

Et eller andet sted over os lød suset af vinger, tunge, regelmæssige slag.

Et øjeblik flakkede hans øjne opmærksomt. Vildgæs. Så stirrede han atter udtryksløst frem for sig. På det ene øjenlåg var der en blank, væskende udvækst. Jeg rakte hånden frem mod ham. Han drejede sig besværet og vendte ryggen til mig.

Jeg rejste mig og opdagede, at jeg stod ud for nummer toogtyve; jeg var gået for langt. Jeg hankede op i kufferten. Han ikke så meget som kiggede efter mig, da jeg gik tilbage.

Huset var et murstenshus med tegltag, tre vinduer med flagsprosser, brun hoveddør med råglas og tagkvist med fire fag ruder mod gaden. En jernlåge med en smal sti til haven bag huset ved den ene endegavl, og ved den anden en garage med grønmalet port. Foran lågen stod en damecykel.

Jeg bankede på. Med det samme blev der tændt lys i gangen, og en drengeklippet, lyshåret pige lukkede op. Hun var i cowboybukser og en lyseblå sweater med v-udskæring.

Dav! Det er dig, der er Erlings fætter?! Ja, Toft ringede ... Kom indefor. Jeg hedder Ellen. Ellen Holm. Hedvigs niece. Toft sagde, du var forfatter ...

Hun smilede. Hendes næsetip trak sig en anelse sammen. Hun lugtede af sæbe.

Kom, så skal jeg tage din frakke. Er det alt, hvad du har af bagage?

Ellen tog min kuffert. Hun bevægede sig som et rådyr i små, uventede ryk, som kunne hun pludselig forsvinde. Jeg forklarede, at jeg kun blev, til jeg havde fået lavet en liste over indbo og ejendele til skifteretten. Den skulle være klar om senest fire uger.

Du får Erlings seng. Det er lige ved siden af badeværelset, den her vej.

Hun åbnede en blå dør ind til et langt, smalt rum med vinduer til gaden og tog mig i hånden. Hendes hånd var spinkel. Beslutsom og varm.

Det er stuen.

Ellen tav et øjeblik og så fortabt frem for sig. Hun havde små, sirlige ører. Stuen var tom. Bortset fra et klapbord, en pindestol med flettet sæde, et nøddetræsmøbel med indbygget radio?grammofon og højttalere og en lænestol med øreklapper var der ingenting. Midt på den lange væg overfor vinduerne dannede skorstenen nicher til på den ene side en brændeovn og på den anden en opsats med et blåt hyacinthglas med et løg foran et billede af en blond pige med halvlangt, bølgende hår, fotograferet som pin?up girl med nakken kastet let tilbage og blikket skråt opad. Gulvet var dækket af rektangulære, tykke sivmåtter kantet med sortblå bomuldsbånd, og endevæggene bestod af skærme af rispapir på lister, der også dannede rektangler. I begge sider af skorstensvæggen var der en blå dør.

Ellen pegede på den nærmeste.

Hedvig er i køkkenet. Du ved, hun er døvstum. Det har hun været, fra hun var lille. Hun sover i kvistværelset. Du skal sove derinde. Den anden dør. Ja, der er ikke så mange møbler. De har stået ovenpå i over tredive år. Siden Erling kom tilbage fra rejsen. Han ryddede det hele, siger de, og beholdt kun grammofonen hernede. Det er jo også meget pænt. Enkelt i hvert fald. Så, lyset er her. Hedvig har redt op. Hun er lidt nervøs for det hele. Jeg fortalte hende, at du skal lave den liste til skifteretten. Toft sagde det. Hun kan hjælpe dig. Hun ved, hvor det hele er. Hvis du vil have det, kan vi også sagtens finde et lille bord ovenpå, hvis du skal skrive noget om natten ...

Jernsengen stod med hovedgærdet opad midtervæggen med front mod vinduet til haven. Gavlvæggen var som i stuen beklædt med rispapir spændt ud på et skelet af birketræslister.

Og der er døren til badeværelset. Og det er indbyggede skabe. Man skulle ikke tro, der var noget bagved, vel? Skyde?døre. Skabe!

Ellen trak papirvæggen til side og afslørede et rum med skabsplads, hylder og skuffer.

Du må da godt skrive om mig. Det har jeg ikke noget imod. Det er ligegyldigt, hvad du skriver. Det kunne være spændende. Selv om det bare er tre eller fire uger. Hvad betyder det? Om det så kun varer nogle dage, jeg er ligeglad.

Hun rystede på hovedet.

Kvinder mister let forstanden her.

Der var en vis træthed i hendes øjne, en høj, nervøs lyd, en stilhed så stor, som et sneskred. Hun havde set ud, som en syttenårs pige. Jeg havde taget fejl, hun nærmede sig de tredive. Hendes øjne var blanke. Så tog hun sig sammen.

Jeg må også se at af sted. Kom, nu går vi ud til Hedvig. Hvis du taler meget tydeligt og ser på hende samtidig, kan hun mundaflæse. Hun er ikke ret god til tegnsprog. Da hun var på døveskole, skulle de sidde på deres hænder, fordi lærerne syntes, det var for let med tegn dengang, og så skulle de lære et sprog, de ikke kunne høre.

Hun standsede pludselig midt i stuen. Meget nær.

Kan du godt lide at røre ved en kvindes ører?

Ellen så op på mig.

Vi du gerne det? hviskede hun.

Du har i alt fald pæne ører. Rene.

Jeg kan også godt lide at rense andres ører, sagde hun. Skørt, ikke? Men jeg er rigtig god til det. Skal jeg rense dine en dag?

Jeg kunne mærke hendes ånde.

Det er begyndt at regne udenfor, fortsatte hun og åbnede den blå dør til køkkenet.

Kvinden stod lænet opad køkkenbordet og så lige på mig. Hun var i begyndelsen af halvtredserne, lang og slank med mørke, dybtliggende øjne. Den sorte kjole fik hende til at ligne en enke, men der var et glimt af sarkasme i hendes blik, der med det samme ødelagde det indtryk.

God aften, Hedvig, sagde jeg og så direkte på hende. Ja, jeg er Oscar, Erlings grandfætter. Jeg rakte hende hånden.

Hun tog smilende min hånd og udstødte en voldsom halslyd som en hæs hund: Ærlin’! Hun gjorde tegn til mig om at sætte mig ved spisebordet, der stod op mod stuevæggen. Der var dækket op til to.

Ellen var forsvundet ud i gangen. Hun talte dæmpet i telefon med en eller anden.

... tweedjakke og rigtig, som man forestiller sig ... hmn ... ikke nu ... så ses vi ...

Ellen kom ind i køkkenet igen. Hun slukkede mobiltelefonen, tog en vatteret jakke på og hankede op i et par bæreposer med varer fra Brugsen, som stod på gulvet.

Ja, men så smutter jeg. Jeg skulle hilse fra Susanne. Hedvig har mit telefonnummer, hvis der skulle være noget. Og ellers kan du bare kigge forbi. Det er os, der har Vemb Foto. Hvis der er lukket, kan du gå bag om ind i privaten. Leif roder med et nyt badeværelse. Det har han gjort i årevis ... og jeg kommer forbi torsdag aften efter håndbold. Hej!

Hedvig satte sig ved bordet overfor mig og begyndte at øse op. Krebinetter med ærter og gulerødder. Hun nikkede til en skål salat og skænkede øl i glassene. Så spiste vi i tavshed. Med mellemrum så hun rutinemæssigt op. Hun var mørklødet, havde slanke hænder med gustne pletter som let støvregn. Hendes kraveben var spinkle, fremtrædende, huden glat, afslappet, næsten løs. Med fregner. Halsen smal.

Jeg fangede hendes øjne.

Det var trist med Erling ...

Hun rystede på hovedet og åbnede munden, som om hun lo.

Ikke?

Hun så på mig. Så tørrede hun sig over panden med bagsiden af hånden.

Var han ... træt?

Hun rystede let på hovedet.

Syg? ... han var ikke syg?

Hun løftede skuldrene.

Han havde opgivet?

Hun smilede og nikkede.

Jeg kendte ham ikke. Jeg ved ikke engang, hvordan han så ud.

Hedvig rejste sig med det samme og gjorde tegn til, at jeg skulle blive siddende. Så gik hun ud i gangen og opad trapperne. Lidt efter kom hun tilbage med en brun kuvert og rakte mig et foto af en ung mand foran Eiffeltårnet.

Erling havde et strikket tørklæde om halsen og stod med hænderne i lommen på duffelcoaten let foroverbøjet, som om han skuttede sig. Der var et ubestemmeligt glimt i hans blik, som var rettet mod fotografen, hårdkogt, drillende, læberne en smal streg, et usikkert, næsten lykkeligt smil. ”Paris. Februar 1968” stod der med blyant bagpå.

G’a’, råbte Hedvig med dyb stemme, G’ae! Hun bøjede sig ind over mig og trykkede med pegefingeren på billedet flere gange. Hun strålede. Jeg vendte mig og mit hår strejfede hendes kind. Hun rettede sig op med en heftig bevægelse, forskrækket, skamfuld.

Ja, han ser glad ud, sagde jeg, men Hedvig hørte det ikke. Hun stod med ryggen til mig ved køkkenbordet og ventede på, at vandet skulle løbe gennem kaffemaskinen. Apatisk. Hun havde høreapparat ved venstre øre.

Vi drak kaffen uden at sige noget. Jeg forsøgte at fange hendes blik, men hver gang kiggede hun væk, indad, som ville hun forsvinde. Hendes ansigt blev en skrøbelig maske. Brunt, blødt læder.

Jeg rakte hånden ud efter hendes kop for at skænke mere, men hun misforstod mig og lagde sin hånd beroligende på min, længe, til jeg havde forstået, at hun tog opvasken. Vi så hinanden i øjnene. Jeg kunne høre hendes blod circulere gennem huden. Og hun kunne høre mit. Som en dyb tone langt væk.

I morgen må du hjælpe mig med boopgørelsen. Jeg ved ingenting om huset.

Hedvig nikkede afventende. Jeg rørte ved mit venstre øre.

Hjælper høreapparatet?

Hun rystede på hovedet, fjernede det og så lettet på mig.

Ville du da ikke gerne kunne høre?

’aj!

Svaret kom som et brøl i stilheden. Hun kiggede forskræmt rundt, som om der var talende overalt, så holdt hun sig forpint for ørene, lukkede øjnene og faldt til ro.

Hun kunne ikke få hørelsen igen uden at miste døvheden.

Jeg ville gerne have holdt om hende, rørt ved hendes arme. Hun sad stadigvæk med albuerne på bordet og hænderne for ørene. Så så hun på mig. Hun så mig lige i øjnene, så hun undgik min mund.

Har du været gift?

Hendes pupiller udvidede sig til et næsten umærkeligt nej.

Ingen kæreste?

Hun rystede let på hovedet. Smilede.

Ulykkeligt forelsket?

Hedvig blev længe ved at se mig i øjnene, sarkastisk flirtende. Det var, som om hendes øjne blev til kul. Så forsvandt hun ind i sig selv. Jeg var alene i køkkenet.

Jeg rejste mig og gik udenfor. Regnen tog til. Asfalten skinnede. Erindringen om fortiden har det med at blive til genfærd og spøgelser. Måske var det naturligt nok, at en kvinde, der havde passeret de halvtreds, som stadig var ugift og ikke havde nogen kæreste, koketterede med erindringen om en ulykkelig kærlighed og lukkede af for omverdenen.

Wuåff!

Jeg blev afbrudt af en hul gedakt, en gammel hunds gøen. En pjaltet køter, fuld af lus og væskende sår sidder tålmodigt og venter, at jeg skal huske den. Praco! Den logrer med sin stumpede, skidne hale. Øjnene lyser i mørket.

Wuåff! Wuåff!

Vent!

Praco satte sig på fortovet med det ene bagben parkeret til siden, som om det ikke tilhørte ham.

I køkkenet var lyset slukket, opvasken væk. Jeg åbnede køleskabet, stjal en krebinet og listede ud.

Praco sad og ventede i regnen i samme stilling som før. Kom! Kan du lide krebinetter? Han kom besværet på benene og trippede som et gespenst med ligtorne hen imod mig. Jeg rakte krebinetten frem. Som et lyn snappede han den ud af hånden på mig og stod med den i sit alt for lille gab. Han kiggede op på mig, som om han ikke var helt sikker. Så luntede han på oldingepoter af sted mod varmeværket uden at se tilbage.

Klokken kunne højst være halv ni.

Jeg havde pakket min kuffert ud, lagt mit tøj på plads i skabet med skydelågerne og stillet den flaske cognac, jeg havde med, på sengebordet.

Hedvig havde lagt den brune kuvert på klapbordet i stuen og håndklæder og sæbe på stolen. Jeg tog håndklæderne og sæben og gik gennem soveværelset ud i badeværelset.

Det var et overraskende stort rum med hvide kakler. Midt på gulvet stod et victoriansk badekar med bruser som på et gammelt Liverpool hotel. Foran vinduet en håndvask og ved bagvæggen toilet og bidet. En sort gummimåtte var rullet sammen opad væggen. Endnu en blå dør førte ud til køkkenet; døren bandt og var svær at lukke helt.

Jeg gik tilbage til soveværelset og ind i stuen. I den brune kuvert lå Erlings pas, nogle karakterbøger fra Vemb Skole, studentereksamensbevis fra Vestjysk Realskole og Gymnasium i Tarm, hans dåbsattest og dødsattest, regning vedrørende forlængelse af vedligeholdelse af K.’ernes gravsted og et udklip fra Ringkjøbing Amts Dagblad med modernes dødsannonce, Else K., født Thyssen, er stille sovet ind ... og en masse små nøgler holdt sammen af et stykke stof og en grøn elastik

Erling var født nogle måneder efter krigen, havde været flink i skolen og efter karaktererne at dømme godt begavet. Gammelsproglig student. Passet var udløbet for næsten tredive år siden. Erling var hundrede tooghalvfjerds cm høj, havde gråblå øjne og mørkblondt hår. Nøglerne så ud til at passe til skabe og skuffer eller kufferter.

Jalousiet til pladespilleren kunne rulles op med et lille håndtag, men der var ingen nøgler i låsene til skabene under grammofonen. Jeg måtte prøve et par stykker, før jeg fandt de rigtige. Der var to låger, en til barskabet, og en til pladeskabet, hvor der stod rækker af 78’ere, longplaying?plader og tre album med singler i plasticlommer.

På filtunderlaget i barskabet lå nogle glas, syv?otte små sølvbakker, et spil kort, en æske tændstikker og en stump stearinlys. I et hjørne længst inde stod tre karafler med udtørrede slatter af cacaolikør, portvin og madeira og en lille flaske Angostura med forseglingen intakt. Skabet havde været låst i årevis. Det var som at have åbnet døren til en forlængst glemt mindestue. En muggen, vammelsød lugt.

Jeg bladede pladerne igennem. Capitol, His Master’s Voice, Polydor, Decca. Raquel Rastenni med Harry Felberts sekstet. Ellen Gottschalch. De små, små smil og Den dejligste vise i verden. Birthe Buch, Johannes Wahl og Peter Kitter. Fløjtespilleren og hans hund. De var der alle sammen: Don?Kosakkernes kor, Aage Juhl Thomsens Orkester, Lørdagspigerne og Boolsen?kvartetten. Hver gang du smiler lidt til mig, så bli’r der solskin på min vej. Og bella?bella?bella Bella Musica ...

Da jeg var dreng, sang min far dem, når han besøgte os i Breslau. Og min mor lo og blev synlig, til han begyndte at snakke om Vemb.

Jeg rejste mig og lukkede lågerne.

Bag en af skærmvæggene var der en reol med bøger og gamle landkort og atlas. Opslagsværker, rejsebeskrivelser, topografier, kulturhistorier, biografier:

A. Aku. Akuta. Akutagawa. Ryunosuke.

”Akutagawa Ryunosuke blev født i Irifunecho som søn af mejeristen Toshizo Niihara og Fuku det år, hans mor var treogtredive og hans far toogfyrre, det værst tænkelige tidspunkt for et barns fødsel efter datidens opfattelse. Akutagawas forældre, som året før havde mistet deres ældste datter, gjorde alt for at afværge den truende skæbne. Efter hans fødsel opgav de ham formelt og overdrog ham til Senjiro Matsumura, en gammel ven af Toshizo, der bestyrede et af hans mejerier. Akutagawa skulle så senere komme tilbage til sine forældre som hittebarn, og de uheldige omstændigheder være ophævet.

Men syv måneder efter blev Akutagawas mor sindssyg.

Fuku var ikke i stand til at passe Akutagawa, og han blev sat i pleje hos hendes ældste bror, Michiaki Akutagawa, og hans kone, der var barnløse.

Familien Akutagawa boede i Honjo nær Ryogoku broen over Sumida floden. Huset var stort og lå tilbagetrukket fra gaden med en muromkranset have. Familien holdt to tjenestepiger. Ånden i hans plejehjem var kulturel i modsætning til hans fødehjem. Michiaki Akutagawa var embedsmand på et kontor for offentligt arbejde i Tokyo. Men hans hjemmeliv forblev næsten uberørt af vestlige skikke. I hjemmet bar han japansk tøj, ligesom sin kone og søster. Hans hus var den traditionelle type af træskelet med tykke stråmåtter på gulvene og rummene delt af skydedøre. Han fornøjede sig med at spille Go, skrive Haikudigte, dyrke dværgtræer og male i sydkinesisk stil. Hele familien spillede dukketeater under ledelse af en mester fra Itchubushi?skolen, og de gik ofte i teatret og elskede litteraturen fra Edo?perioden. Husets reoler var fyldt med Kusazoshi, de populære, illustrerede fortællinger fra den tid, og Akutagawa læste dem begærligt.

Rollen som Akutagawas mor blev overtaget af Michiakis ugifte søster, Fuki, som også boede i huset. Fuki forblev ugift hele sit liv. Hun var en dominerende kvinde, og Akutagawa havde et meget nært forhold til hende under sin opvækst, et kompliceret forhold, for han elskede hende mere end nogen anden og skændtes altid med hende. Da han senere giftede sig med Fumi Tsukamoto, overtog Fuki den traditionelle rolle som barsk svigermor og flyttede ind sammen med Aktutagawa og Fumi i deres nye hus. Akutagawa frigjorde sig aldrig fra sin tantes dominans. Utvivlsomt har hun haft større indflydelse på ham end nogen anden i familien ...”

Der lå et løst bogmærke på næste side, det vil sige, det var en stribe fotografier fra en af de automater, der engang stod opstillet på banegårde og busstationer. Det ene af de tre billeder var klippet væk. De to andre forestillede en dreng på tolv?tretten år. Det bemærkelsesværdige var, at han ikke, som det ellers er almindeligt på den slags billeder, fjollede og skar ansigter, men stirrede ind i kameraet med sortrandede øjne.

”Erling. 13 år.”

Elsker du din mor?

Else lægger armene om sin dreng, der sidder og skriver i stuen. I baggrunden synger Lilian Harvey:

”Ich tanze mit Dir in den Himmel Hinein,
In den siebenten Himmel der Liebe ...”

Det var da noget mærkeligt noget at spørge om. Selvfølgelig elskede han sin mor.

”Die Erde versinkt, und wir zwei sind allein,
In dem siebenten Himmel der Liebe.”

Jeg har fået nye strømper ... silke. Giv mig din hånd. Mærk engang, hvor bløde.
”Komm’ laß uns träumen bei leiser Musik
Unser romantisches Märchen vom Glück,”

Er der noget i vejen?

Hun hvisker, ængstelig som en lille pige.

Han læner hovedet tilbage og lukker øjnene. Ingenting, der er ingenting i vejen. Else vugger ham og synger med:
”Und tanze mit mir in den Himmel hinein,
In den siebenten Himmel der Liebe ...”

Først var der en svag rumlen, så begyndte gulvet at ryste, og vibrationerne forplantede sig op gennem fodsålerne til læggene og forvandlede sig til en tung, dump lyd, som pulsslaget fra et kæmpemæssigt dyr. Pumpelyde. Og så fossen af vand.

Jeg gik ud i køkkenet. Døren til badeværelset stod på klem, og der var tændt lys. Det dampede op fra badekarret. En lang, slank kvinde stod afslappet med ryggen til under bruseren og lod vandet strømme i kraftige stråler over nakke og skuldre. Så greb hun med hænderne om sit hår og drejede sig med ansigtet løftet mod strålerne. Håret blev skyllet bagover og panden blottet. Hendes øjne var lukkede. Hun åbnede munden og fyldte den med vand, til det flød over ud ad mundvigene ned over hagen og halsen. Hun havde fyldige bryster med tydelige, blå årer, som delte sig og styrede vandet i fine deltaer rundt om de brune brystvorter over mellemgulvet til en mørk plamage på maven, et svimlende modermærke, der løb som et omvendt Afrika?kort fra lidt under navlen ned over venusbjerget.

Udenfor stilnede regnen af.

Om natten drømte jeg om havet, forladte badesteder ... på Porto Santos strande eller kysten ved Biarritz. Det var vinter. I vandkanten pilede små, vævre revhejrer rundt med lange, spinkle næb og tynde ben. Langt borte var der nogen, der spillede pétanque.