ARTIKLER
 
De bedste? Hvilke nulevende danske børnebogsforfattere kan betragtes som de bedste?

Mange inden for det børnelitterære univers vil formentlig afvise at svare på et sådant spørgsmål, fordi de finder det umuligt på den måde at sammenligne meget forskellige forfattere, og fordi de generelt er imod den form for rangering.

Problemet er blot, at de selv samme personer – ikke mindst lærere, pædagoger og bibliotekarer, men også anmeldere og forskere – i deres dagligdag hele tiden er tvunget til at vælge og fravælge, både når det gælder enkeltværker og forfatterskaber, hvorved de alligevel enten i situationen eller over en periode kommer til at opstille deres egne lister. Anmeldere er dertil ofte tvunget til at rangordne gennem tildeling af stjerner eller hjerter på en 5- eller 6-delt skala.

Tydelige er disse valg, som fører til rangordning, når forskere skriver fx leksikalske eller litteraturhistoriske værker. For hvem skal med, og hvem skal ikke med? Der er under ingen omstændigheder plads til dem alle. Og ser vi på de valgte forfatterskaber, hvilke skal så i den leksikalske artikel omtales på 100 linjer, 50 linjer eller 10 linjer. Alle, der har bidraget til sådanne værker, ved, hvad det drejer sig om: rangordning.

Selv har jeg i en årrække været i den situation, at jeg skulle vælge – både enkeltværker og forfatterskaber, fx da jeg sammen med Kari Sønsthagen skrev Leksikon for børnelitteratur (2003), da jeg skrev Historien om børnelitteratur (2006) og senere Børnenes litteraturhistorie (2008) og endelig da jeg sammen med andre skrev Værker i børnelitteraturen (2010), hvori de 100 vigtigste værker i dansk børnelitteraturs historie omtales grundigt i hver sin artikel. Dertil skal lægges, at det var mig, der i 2004 igangsatte kanondebatten, som netop handlede om, hvilke forfattere eleverne skulle møde i skolen. Man kan roligt sige, at jeg har brugt de seneste 6-7 år til at rangordne dansk børnelitteratur, både værkerne og forfatterne.

Så jeg ser ikke noget problem i at svare på det stille spørgsmål: ”Hvilke nulevende danske børnebogsforfattere kan betragtes som de bedste?” Jeg håber gennem dette oplæg, som munder ud i udvælgelsen af 12 forfattere, at igangsætte en debat, som forhåbentlig mange vil deltage i. Pointen er selvfølgelig, at det ikke er selve resultatet – listen med de 12 forfattere – som er det vigtigste, men diskussion, som fører til udformningen af listen. Mit gæt er, at man – hvis man valgte ti kendere af dansk børnelitteratur – nok ville få ti forskellige lister, men dog med mange (!) gengangere. Spørgsmålet er, hvor mange forskellige forfattere disse ti kendere ville vælge. Taler vi om 20, 25 eller måske flere?

Kriterier
En diskussion om hvilke værker og forfattere som er de vigtigste, bør tage udgangspunkt i opstilling af nogle kriterier:

- Hvilke forfatterskaber skal inddrages i diskussionen?
- På hvilket grundlag skal de vurderes?

Starter vi med vurderingskriterierne, arbejder jeg selv med tre krav: først og fremmest litterær kvalitet, men også udbredelse og betydning. Det er de samme krav, jeg arbejdede ud fra, da jeg opstillede mit forslag til børnelitterær kanon og senere kanon for den samlede folkeskole – læs mere herom i min bog Kanon – litteratur i folkeskolen (2004). Se også Gyldendals Kanon i dansk, som omfatter antologier til hele skoleforløbet fra børnehaveklassen til 3.g. Her har Nina Christensen, leder af Center for Børnelitteratur, og jeg udvalgt værkerne til 1.-6. klassetrin.

Når jeg taler om litterær kvalitet, tager jeg udgangspunkt i, at litteratur er ord-kunst. Et litterært værk skabes i og med sproget. Værket kan have alle de gode intentioner det vil, fx om at gøre børn til gode og lykkelige mennesker, og gøre sig alle tænkelige anstrengelser for at blive læst af en bestemt målgruppe. Men det afgørende er, hvordan disse og andre intentioner realiseres i det sprog, der skabes i. Mit udgangspunkt er i øvrigt,

- at et værks litterære kvalitet ikke afgøres af antallet af læsere,
- at et værks litterære kvalitet ikke afgøres af, hvem værket henvender sig til eller faktisk læses af, og
- at et værks litterære kvalitet ikke afgøres af, hvilken indvirkning det har på læseren.

Et værk, som sælges i 100.000 eksemplarer er dermed ikke nødvendigvis bedre end et værk, som sælges i fx 200 eksemplarer (det omvendte er heller ikke tilfældet!). Et værk, som er skrevet for og læses af voksne, er ikke nødvendigvis bedre end et værk, som er skrevet for og læses af børn. Og et værk, som skrives med henblik på at ændre samfundet eller vække til eftertanke er ikke nødvendigvis bedre end et værk, som skrives for at more læseren.

Når jeg taler om udbredelse, betyder mange solgte og læste eksemplarer ikke, at værket er hverken bedre eller dårligere end andre værker, jf ovenstående. Men et værks udbredelse vil ofte have indflydelse på, om det bliver en klassiker. Bruger vi klassikerbegrebet, plejer man at sige, at forudsætningen for at et værk kan kaldes en klassiker er, at det både har høj litterær kvalitet og har vundet udbredelse. Udbredelse vil oftest signalere, at mange værdsætter værket og tildeler det en eller anden form for kvalitet.

Når jeg taler om betydning, handler det om, at nogle værker i litteraturens historie har fået en plads i historien i kraft af, at de fx satte en debat i gang, enten om samfundet eller om litteraturen. Eksempler herpå blandt børnebøger er Anne Holms David (1964) og Bent Hallers Katamaranen (1976). Begge disse værker er således med i den omtalte bog Værker i børnelitteraturen, ikke på grund af deres litterære kvaliteter (selvom de også i nogen grad har sådanne), men fordi de har sat sig spor gennem den debat om børnelitteratur, som de rejste.

Når vi taler om rangordning, dvs. opstilling af lister over ”de bedste”, kunne man i stedet for forfatterskaber have valgt at rangordne værker, dvs. opstillet en liste over de bedste nyere danske børnebøger. Diskussionen om rangordning af værker eller forfatterskaber havde man også under kanondebatten efter 2004. Her endte man med – i den kanon, som blev udarbejdet til folkeskolen og gymnasiet – at vælge forfatterskaber. Det samme har jeg gjort, selvom det andet altså i høj grad er en mulighed.

Forfattere og fortællere
Ud over de omtalte kriterier med hovedvægten på litterær kvalitet, har jeg i og med udarbejdelsen af mine lister opstillet følgende krav:

- forfatterne skal være nulevende
- de skal være aktivt skrivende
- de skal have en vis produktion.

En forfatter som Cecil Bødker ikke er taget med, fordi der er udkommet ganske få værker i de seneste mange år. Men ser man bort herfra, ville hun i kraft af sin Silas-serie være berettiget til en plads på en liste over nutidige forfattere.

Med er heller ikke forfattere til voksenlitteratur som Klaus Rifbjerg og Svend Aage Madsen, selvom i hvert fald sidstnævnte kunne være en oplagt mulighed til en plads på en top-12- eller i hvert fald top-20-liste. Begge har nemlig en begrænset produktion af børnebøger, og ingen af dem har skrevet børnelitteratur i de senere år.

At forfatterne skal have en vis produktion, betyder, at forfattere til kun et enkelt eller ganske få værker ikke er med på listen. Det udelukker talenter som Sanne Munk Jensen, Mette Moestrup, Kim Langer, Anita Krumbach og Manu Saureen, som har skrevet et enkelt eller nogle få værker, som kunne gøre dem fortjent til en plads på en liste over de bedste nyeste værker.

Dertil er det min opfattelse, at det kan være hensigtsmæssigt i nogle sammenhænge at skelne mellem forfattere og fortællere, selvom det på ingen måde er noget let skel at arbejde med. Med fortællere mener jeg forfattere, som er tæt knyttet til en mundtlig og episk fortælletradition, hvor mytisk og historisk stof ofte spiller en vigtig rolle. Mange fantasyforfattere synes at have rod i en sådan fortælletradition. Gode danske eksempler på fortællere er Lars-Henrik Olsen, Josefine Ottesen og på mange måder også Dennis Jürgensen, som ofte optræder som en af børnenes foretrukne forfattere i læsevaneundersøgelser, sikkert fordi børn i højere grad end jeg lægger vægt på selve fortællingen. Når skellet er svært at fastholde, skyldes det selvfølgelig først og fremmest, at fortællerne jo også er forfattere i den forstand, at de nedskriver og får udgivet deres fortællinger, og at de fx kan være medlem af en forfatterforening og på lige fod med andre forfattere modtager bibliotekspenge for de – ofte mange – bøger, de har stående på bibliotekerne.

Skellet bliver ikke lettere at håndtere, når det tages i betragtning, at flere forfattere, som skriver med en tydelig kunstnerisk intention, og som i høj grad skaber værkerne i sproget, også i nogle af deres værker viser sig som bredt fortællende. Det gælder ikke mindst Lene Kaaberbøl, men også fx Bent Haller og Bjarne Reuter.

På trods at besværet med at skelne mellem forfattere og fortællere, har jeg valgt at gøre det og ikke medtage udprægede fortællere på min liste over de bedste forfattere, hvis disse ikke samtidig har skrevet værker af høj litterær kvalitet. For mig har denne sætning altså gyldighed: ”Værket er ikke stor litteratur, men det er en god historie, der fortælles.” Stor tvivl har jeg haft vedrørende Josefine Ottesen (som ikke optræder på min liste), især efter udgivelsen af Golak, det første bind i en planlagt trilogi, som modtog Kulturministeriets Børnebogspris for 2008.

De 12 bedste
Efter disse overvejelser skal min liste over de 12 bedste, nulevende og aktivt skrivende danske børnebogsforfattere med en vis produktion bag sig offentliggøres:

Bent Haller
Bjarne Reuter
Kim Fupz Aakeson
Cecilie Eken
Christina Hesselholdt
Louis Jensen
Oscar K. og Dorte Karrebæk
Bodil Bredsdorff
Hanne Kvist
Lene Kaaberbøl
Kenneth Bøgh Andersen
Ina Bruhn

Den opmærksomme læser vil bemærke, at forfatterne ikke er opført alfabetisk. De er imidlertid heller ikke opført tilfældigt. Oprindeligt ville jeg lave en egentlig rangliste, startende med nr. 1, dernæst nr. 2 osv. Den rækkefølge har jeg her fastholdt, men er dog så meget i tvivl om de enkelte forfatteres nøjagtige placering på listen, at jeg nu afstår fra nummereringen.

Så meget af den oprindelige rangliste er der dog tilbage, at de nederst placerede forfatter er valgt efter at andre, som har været inde i mine overvejelser, ikke er kommet med, men ville være på en liste over de fx 20 bedste forfatter. Først og fremmest gælder Peter Mouritzen, som har modtaget alle de største børnelitterære priser, og hvis produktion er meget stor. Men den er også meget ujævn med kun få markante værker; Dødningedukken (1993) skal fremhæves. Blandt andre forfattere, som var inde i overvejelserne, er Jakob Martin Strid, Anders Johansen, Martin Petersen og Mats Leten, hvor sidstnævnte har skabt noget originalt og meget læst for helt små børn. Også Gerd Rindel har været inde i billedet i kraft af hendes bedste værker.

Til listen over de 12 forfattere skal tilføjes yderligere nogle kommentarer:

Bjarne Reuter har skrevet betydeligt mindre i de senere år end tidligere, og de vigtigste af hans værker ligger nogle år tilbage. Så jeg kunne have ladet ham stå i en midterposition, ligesom det er tilfældet med Cecil Bødker. Lene Kaaberbøl kan uden problemer karakteriseres som fortæller, men jeg ser hendes Skammeren-serie som så meget ord-kunst, at hun skal med på listen.

Når både forfatteren Oskar K. og illustratoren Dorte Karrebæk er taget med, skyldes det deres meget tætte samarbejde om nogle meget originale børnebøger. Det skal bemærkes, at Dorte Karrebæk selv har skrevet god og prisbelønnet litteratur for børn. Illustratorer er i øvrigt ikke med på listen, men der kunne uden problemer også laves en liste over de bedste nulevende illustratorer med bl.a. Ib Spang Olsen, Lilian Brøgger, Dorte Karrebæk og Cato Thau-Jensen blandt de ti første.

Mange vil sikkert savne Flemming Quist Møller på listen, men hans produktion er i denne sammenhæng for begrænset. Havde jeg lavet en liste over de 12 eller 20 bedste børnebøger, skrevet af nulevende forfattere, kunne hans debut Cykelmyggen Egon fra 1967 meget vel være kommet med.

Ældre litteratur
Da kanondebatten gik i gang i 2004, valgte jeg i første omgang at pege på tyve børnelitterære værker udgivet før 1950, som jeg mente, at alle, der arbejdede med børnelitteratur i deres dagligdag, typisk lærere, pædagoger og bibliotekarer, burde kende. Skulle jeg i dag vælge ikke værker, men forfatterskaber, ville antallet af forfattere ikke blive stort, selvom jeg valgte at inddrage alle afdøde forfattere helt op til i dag, især ikke hvis jeg – som det er tilfældet med de nulevende forfattere ovenfor – insisterede på, at forfatterskabet skulle omfatte et vist antal titler af meget høj kvalitet. Listen ville blive på seks forfattere, rangordnet på denne måde:

1. H.C. Andersen
2. Ole Lund Kirkegaard
3. Halfdan Rasmussen (oftest med Ib Spang Olsen som illustrator)
4. B.S. Ingemann
5. Egon Mathiesen
6. Thomas Winding

Ud over disse er der flere forfattere fra 1800-tallet, som har skrevet et enkelt eller nogle få børnelitterære værker, som har haft opnået klassikerstatus: Christian Winther, H.V. Kaalund og Brødrene Krohn. Dertil kan lægges Carit Etlars Gøngehøvdingen (1853), som oprindeligt er skrevet for voksne.

Går vi til perioden fra 1900 til ca. 1950, domineres den af romaner, men der kommer også flere vigtige billedbøger. For romanernes vedkommende gælder, at de havde meget stor gennemslagskraft – bøger med omkring eller mere end 100.000 solgte eksemplarer var ikke en sjældenhed – men generelt lav litterær kvalitet. Mette Winge karakteriserer i sin doktordisputats Dansk børnelitteratur 1900-1945 – med særligt henblik på børneromanen (1976) med rette denne litteratur som ”nøjsomshedprosa”. Betydelig fortællekraft var der dog hos Torry Gredsted, A. Chr. Westergaard, Maria Andersen og Etrid Ott. Fra 1967 skal fremhæves Massa Peter af Preben Ramløv.

Blandt de bedste billedbøger fra perioden 1900-1950 kan nævnes Suzanne Larsens Den uartige Caroline (1929), Hans Kirk og Arne Ungermanns jørgens hjul (1932), Jens Sigsgaard og Arne Ungermanns Palle alene i verden (1942) og Kamma Laurents og Storm P.s Spørge-Jørgen (1944). Andre illustratorer er Ib Spang Olsen og Egon Mathiesen, hvor sidstnævnte også skrev tekst til sine bøger og optræder på listen ovenfor.

Afsluttende bemærkninger
Som tidligere nævnt: Hvis man forestillede sig, at 10 forskellige personer med stor viden om børnelitteratur blev sat til at lave hver deres liste over de bedste nulevende og aktivt skrivende forfattere, ville listerne være forskellige, men der ville også være mange gengangere. Lavede man ud fra disse ti tænkte lister én samlet liste, hvor de øverst placerede forfatter var dem, som flest havde nævnt, så ville en stor gruppe forfattere opnå mange ”stemmer”, fordi de optrådte på langt de fleste lister, ligesom der ville være en del, som kun blev nævnt af en enkelt eller to. Uenigheden om listernes sammensætning ville dels skyldes forskellige kriterier for valg af forfattere, dels forskellige opfattelser af, hvad der gemmer sig i begrebet ”kvalitet”.

Hvis man forestillede sig at lave en liste over de mest solgte forfattere, ville listen også se anderledes ud, uanset om man sammentalte alle bøgers samlede oplagstal (her ville forfattere med mange titler selvfølgelig få en fordel) eller valgte at rangere efter bøgernes gennemsnitlige oplagstal. Det skal understreges, at flere af forfatterne på min liste har haft et stort salg, hvilket bl.a. viser sig deri, at de modtager mange bibliotekspenge. Syv ud af de 12 forfattere modtager mere end 200.000 kr. om året.

Jeg er ikke i tvivl om, at den opmærksomme læser bag mine overvejelser og faktiske valg af forfattere, herunder min diskussion af forskellen mellem fortællere og forfattere, vil kunne aflæse et litteratursyn, som vægter ”det litterære” meget højt. Og sådan er det helt sikkert også. Det ”litterære” udelukker dog, som nævnt, ikke meget solgte forfattere som fx Bjarne Reuter og Bent Haller. Jeg ser altså ikke nogen modsætning mellem salgsmæssig succes og stor litteratur.