ARTIKLER
 
At læse er at Se
“Far og Christian var meget stolte af mig. Jeg havde været rolig, jeg havde ramt ræven rigtigt. Der var ingen ende på, hvor god en jæger jeg kunne blive. De snakkede om det hele vejen hjem. Jeg tror egentlig ikke, de opdagede, at jeg ikke sagde en lyd!”
Sådan skriver Pia Juul i første kapitel af billedromanen “På jagt”. Der er to synsvinkler på jagtens udbytte, men de voksne forstår ikke, at jeg-personen har en anden opfattelse af hændelsesforløbet, end de selv har.
Børn er i en anden verden end de voksnes, det er det gennemgående træk i Dansklærerforeningens udgivelse af billedromanserien, der ligger til grund for denne artikel. Emmely Ms mor finder aldrig ud af, hvem der er Emmely, og hvem der er Emmely Ms dukke, Benni Båts far tæsker ham tirsdag og torsdag og kommunikerer ellers ikke med drengen, og Billy Bob i “Mars er for tabere” er forældreløs.
Forestillingen om det romantiske barns uskyld og naivitet, der blev introduceret i dansk børnelitteratur i slipstrømmen fra Rousseau, er der ikke meget tilbage af. ”Børn er et folk, men de bor i et helt andet land”, sådan synes det underliggende præmis at være for billedromanens forfattere. Børn er ikke små voksne, børn er ikke særligt udvalgte, men børn er komplekse personer med komplekse problemer i en kompleks verden. Det lyder svært - og det er det også.
Billedet af drengen der i Rasmus Brejnhøjs tegning vender hjem fra jagten med en død ræv, viser ikke en glad og kompetent jæger med sit bytte. Det viser en trist, ulykkelig dreng, der, med bøssen forskriftsmæssigt brækket, går alene hjem over de mørke pløjemarker. Sådan er det at være barn i disse fortællinger. Her er man alene med sine bekymringer og problemer. De voksne er aldeles inkompetente eller fraværende.

Benni Båts far broderer, når han ikke tæsker moderen og Benni

Læseundersøgelser viser med stor tydelighed, at de aktive læsere findes blandt pigerne. Drengene ligger i samtlige læseundersøgelser langt under pigerne, når man ser på, hvor mange bøger der læses, og hvor lang tid der bruges på læsning. Det kan skyldes mange forskellige faktorer, men det er ikke her, jeg vil gøre rede for, hvorfor det forholder sig sådan. En enkelt af de bagvedliggende faktorer er dog interessant i forhold til billedromangenren. Hjerneforskeren Ann E. Knudsen har nemlig påvist, hvorledes piger har en dobbelt så tyk hjernebjælke som drenge. Det har indflydelse på mange ting, men i forhold til læsning betyder det, at drenge i højere grad læser i helheder end i enkeltdele. Sprog er en digital begivenhed. Når pigerne derfor kan – via bemeldte hjernebjælke – gå direkte til en digital strategi for afkodning af tekst, så har de et forspring frem for drengene, der må sende sprogimpulser om ad den analoge hjernedel, før de kan afkodes i den digitale halvdel. Det betyder kort sagt, at drenge læser bedre i billeder end i bogstaver. Derfor er billedromanerne i særlig grad tiltænkt drengelæsere, idet billeder og tekst støtter hinanden i fortællingen.
Måske skulle man allerførst søge at definere billedromanen som genre. Billedromanen ligger i feltet mellem billedbogen (hvor billederne er det bærende i fortællingen) og romanen (hvor den skrevne tekst kan stå med eller uden illustrationer). Roland Barthes skriver i ”Billedets retorik”, at når man ser på forholdet mellem tekst og billede, så er det ”forankringen”, der er tekstens særlige funktion. Teksten kan forankre billedet i en bestemt kontekst, teksten kan vinkle billedlæsningen, og teksten kan få handlingen til at skride fremad. Billedromanernes afkodning / fortolkning bliver således til i et samspil mellem tekst og billede, hvor billederne (i særlig grad) bærer det emotionelle indhold, og hvor teksten sætter tid, sted og handling på plads.
Billedromaner kan defineres som romaner, hvor såvel billeder som tekst bærer handling og betydning, og hvor billeder og tekst indgår i en samlet dialog med læseren. Flere forskere har belyst samspillet mellem billede og tekst i billedbøger (Nikolajeva, Nina Christensen m. fl), og billed-tekst-bøgerne rubriceres ofte i tre grupper:
- billedet er dominerende, teksten er kort og underlagt billedet (pegebøger, ”Find Holger”, ”Plet” mm)
- tekst og billede fortæller samme historie og understøtter hinanden (”Otto er et næsehorn”, ”Folk og røvere i Kardemommeby”)
- teksten udfordres, kommenteres og fortolkes af billederne (”Pigen der var god til mange ting”, ”Pedes Uhyrer”)
Billedromanerne forsøger at gøre to ting. Dels fortælles historiens hovedtræk i billedform, og dels nuancerer og fortolker billederne teksten.
En klasse har – med udgangspunkt i Rasmus Brejnhøjs billeder fra ”På jagt” - skrevet den historie, de kunne læse ud af de tyve tekstløse billedopslag. Alle historierne (nogle mere fantasifulde end andre!) fortalte grundlæggende den samme fortælling om en dreng, der med sit jagtgevær var ude i en krise med sine forældre. Naboen optrådte som en straffende instans, løsningerne var uden happy-ending, og det mørke loft skabte uhygge gennem alle fortællingerne. Tekstfabelen kan således også aflæses i billedfabelen.
Tekst og billede fortæller samme historie, men der fortolkes også på den skrevne tekst i billederne. Dorthe Karrebæks tynde, tynde Benni Båt ligger ensom, nøgen og blå i sin seng i ”Benni Båt”. Her viser hans grisetrynenæse, at Benni ikke har sprog til at formulere sin angst og bæven med, han må nøjes med et ”Hronk, Hronk”, - det samme sproglige udtryk som Rosa og August i samme fortællling benytter.
Billederne i ”På jagt” er gennemgående mørke og violetsorte. Det lægger en tone til teksten, der markerer uhyggen. Perspektivet understreger ligeledes, at jeg-personen er den lille i fortællingen. Rotten på side 25 er helt i forgrunden, den er stor, grim og grufuld, og jeg-personen i baggrunden står som en sort skygge mod det spindelsvævdækkede vindue. Gennem hele billedfortællingen er jeg-personen lille og ses i frøperspektiv. Øjnene er også sjælens spejl, selvom de er firkantede og uden pupiller, iris eller andre destinktioner end farve, størrelse og form. Landskabet er derimod det eneste venlige i bogens billeder, det er helt i Johannes-Larsen-idyl med fugle på træk og plovfurer, læbælter og perspektivmarkerende telefontråde.
Stramajbroderi og hjemlig uhygge
Benni Båts familieliv introducerer Dorte Karrebæk på opslaget side 8 og 9 i ”Benni Båt”.
Her ses en stue uden andre møbler end en stol, hvorpå der sidder en undertøjsklædt mand og broderer. Lidt til højre står en bikiniklædt (undertøjsklædt?) kvinde og kigger ud af billedet. I et hjørne sidder en undertøjsklædt dreng med rødt karsehår. Han har meget tynde ben og arme.
Stuens vægge er beklædt med vandrette brædder/ paneler, og gulv og vægge er brune. Lyset i billedet kommer fra en standerlampe, der primært lyser ned på broderirammen.
Den broderende mand har briller på. Han er vægtmæssigt mange klasser over såvel drengen som kvinden.
Det er en familiesituation med far, mor og barn. Nok er det ”sengetidsbeklædning” de er iført, men der er ikke megen familieidyl over dette. Manden kigger på broderirammen, kvinden stirrer ud i det fjerne mod beskueren, og drengens forskræmte øjne ser væk fra begge voksne. Familiemønsteret er såvel konventionelt (kvinden har åbenbart fået bank!), som ukonventionelt (manden broderer, når han ikke banker konen!) Skyggen fra mandens stol sætter et gitter bag kvinden. Drengens skygge vokser faretruende bag ham og holder ham fastlåst i hjørnet.

Her er ikke noget fællesskab, her er alle alene i verden. Tremmerne findes i hele eksistensen, hvor kvinden er fanget i mandens (stolens) skygge, og hele familien er fanget i huset og institutionens gitter. Livet er ikke for sjov, det er angst og snærende rammer. Der er ingen steder at flygte hen. Her lades alt håb ude. Hvis man skulle håbe på en bedre tid og en lykkelig slutning, så sendes der ikke et eneste signal herom i dette opslag.

Oscar Ks tekst hertil lyder sådan: ”Bennis far var et ordentligt brød fra Randers og tidligere sværvægtsmester og langturschauffør. Nu sad han og syede stramaj og lyttede til Peter Belli. Han fik tårer i øjnene over den om truckerne og den lamme dreng, der ikke er som andre børn, ”Teddybjørn”. Og om lørdagen bankede han konen, det lange kosteskaft. Så sad Benni i en krog med sine nervøse ben trukket op om ørerne og bad til, at hans mor ikke knækkede over, så tynd hun var. Så Bennis mor fik tæsk om lørdagen, og Benni hver tirsdag og torsdag.”
Billede og tekst understøtter i høj grad hinanden. Teksten kan forankre billedtolkningen, men billedtolkningen kan ligeledes støtte afkodningen for den svage læser. Indholdet i billede og tekst er i overensstemmelse, begge steder gives et signalement af en familie, der har store interne problemer, og hvor sagsbehandlere, hjemme-hos’er, familieterapeuter og psykologer nok skulle kunne finde beskæftigelse i længere tid.

Billedhistorien

Billedhistoriens fabel kan man læse således:
Forsiden (der også findes side 38) viser ungdommens uendelige ensomhed. Selvom der er to hovedpersoner, så har de ikke nogen indbyrdes relation, de forholder sig hver især til omgivelserne med forundring og angst. Det er mørkt og dystert at færdes i denne verden.
På side 3-4 ser man Ole Lund Kirkegaardske boksere i kamp, hvor benene har den længde, der kræves, for at kroppen kan holdes oppe. Usikkerhed og mangel på pondus (fysisk og psykisk) præger begge boksere. Verden er uden medfølelse med deres mange slag.
Familiehistorien på side 8 og 9 er fortalt, dernæst er Rosas bande fremstillet på side 11. Den spinkle pige/dreng står foran de ensartede bandemedlemmer. Det er fællesskabets magt overfor den enkelte. Bag banden finder man de brune fabrikker, højhuse og en vej. Der er ingen blød natur, det er hård beton, der lurer bag de hårde gutter.

Benni og August er to helt almindelige drenge – indimellem. Så tegner de hunde, mens de ryger mentholcigaretter og krøller tæer i ren koncentration.
Kønsidentiten udfordres på side 16, hvor Rosa/ Alfred står med en rød rose på det skaldede ansigt. Tvekønnet og i en svimlende dans, finder man Alfred på næste opslag. Rosa/ Alfred findes igen på side 22, også her med en androgyn fremtræden.
Dobbeltopslaget side 30-31 viser Bennis ensomhed i et helt blåt natunivers. Uden beskyttelse mod de onde blå-skumle omgivelser ligger han med foldede hænder, grisetryne og en meget, meget lille bamse. Der er ingen, der hjælper ham. Ingen voksne læser godnathistorie. Der er kun mørke og ensomhed.
Dobbeltopslaget 40-41 viser August, vennen med film&fiktionssolbrillerne og Elvishåret, der trækker en kæmpekasse (og violinkassen) med sig over den vejbro, der optræder overalt i billedverdenen. Koboltblå asfalt og blå røg stiger op fra drengens cigaret. Der er kampånd og vilje i den diagonale bevægelse ind mod beskueren.
Side 46-47 er dobbeltopslaget i brunt og med Rosa og Benni dansende i venstre side. Øverst oppe (afskåret af billedrammen) ses tre over-kors-tissende drenge. Kun kønsidentiteten er at se!!!
Og så slutter billedhistorien på næste side, hvor en cowboybukseklædt og øreringssmykket dreng står med en koket ærmeløs Bjørn-Lomborg-t-shirt og ser ud på beskueren. Til højre lugter en fangestribeklædt dreng til en rød rose, mens han ser ind i sig selv. Personerne er stadig alene i verden, denne gang ser de blot ud til at være alene uden at være ensomme. Såvel Alfred/ Rosa som Benni ser ud til at være sluppet ud af det indre fangenskab, Alfred/ Rosa er sprunget ud af skabet i såvel konkret som overført betydning, og Benni har fået en rød rose i stedet for en blodtud. En indre balance ser ud at være en ballast til fremtiden, Benni og Rosa/Alfred er nået til en højere grad af selvindsigt uden dog på nogen måde at være jublende lykkelige, i godt humør eller på anden måde at lyse af livsenergi.

”Energien er glæden i verden, den lyser” – sådan har Inger Christensen et kort digt, der lyder. Der kunne være brug for masser af energi og glæde hos Benni, August og Alfred. De lader sig lede af omgivelserne, og de driver ikke deres eget liv frem med energi. Der er ikke meget, der kan lyse op i den sorte bog om Benni Båt.

Handler den virkelig om det, jeg tror, den handler om?

“ Jeg har købt Benni Båt til skolebiblioteket, men den står på den øverste hylde, der hvor man skal være mere end en meter og halvtreds for at nå op!” (citat fra en skolebibliotekar i Aars)

Jeg har bedt en stor gruppe danskundervisere (34 dansklærere, der underviser på mellemtrinet) om at læse Benni Båt med særligt henblik på, hvem de ville anbefale bogen til, og hvordan de eventuelt ville bruge den i undervisningen. Det kom der en længere og interessant diskussion ud af, hovedsynspunkterne var kort fortalt, at billederne var så uhyggelige, at bogen nødvendigvis skulle læses op. Teksten karakteriserede de som ”underlig”, ”kompleks” og ”tvetydig”. ”Handler den virkelig om det, jeg tror, den handler om?” som en af lærerne spurgte med forundring i stemmen.
Det vil jeg hermed give et svar på. Og svaret må læseren gerne få på forhånd, - Benni Båt handler virkelig om meget, den er underlig, kompleks og tvetydig.
Med udgangspunkt i denne dansklærerdiskussion fik en anden gruppe (30 lærerstuderende med linjefag i dansk) til opgave at læse ”Benni Båt” med særligt henblik på tematikken i teksten.
Benni Båt handler (ifølge disse 30 læsere) om følgende:
- at Rosa er homoseksuel og kommer ud af skabet
- venskaber, tillid, ondskabsfuldhed, mobning, at være anderledes
- barndom, ungdom, kærlighed og kærlighedsproblemer
- at Benni ikke siger fra men lader sig køre rundt med
- vold, rygning, alkohol, familieforhold, undertrykkelse
- venskab, identitet og identitetskrise
- at stjæle, venskab, rygning

De mange mulige tematiske tilgange signalerer klart, at her er en kompleks bog. Her er ikke tale om, at kriterierne fra Sven Møller Kristensens børnebogskarakterskala er opfyldt. Her er ikke enhed, intensitet og kompleksitet. Her er blot en høj grad af kompleksitet.

Jeg ville nok ikke selv have valgt den bog

“En typisk kommentar fra en elev efter et tekstarbejde er: “Ja, jeg ville nok ikke selv have valgt sådan en tekst/bog, men den er faktisk interessant alligevel”. Og det er netop pointen med meget af det, vi læser: De skal præsenteres for det, som de ikke selv vidste, de gerne ville læse. Det er altså ikke analysen som sådan, der ødelægger teksten, men snarere den manglende dialog omkring den.”

Der er forskel på de bøger, man læser i sin ”egen tid” og de bøger, der bliver en del af skolekonteksten. Bøger kan åbnes for læseren, når de bringes ind i klasserummet. I den optimale undervisning vil der oftest blive investeret mere energi i fortolkningsfælleskabet, end man kan investere som individuel læser.

“Den energi, der opstår i et klasseværelse, når man inviterer engagementet indenfor, er altid dyrebar - på sigt også for de usikre, for det er den, der gør det muligt at fastholde den fælles koncentration. Omvendt set må engagementet ikke hele tiden vælte strukturen, for så mister timerne og dermed indlæringsprocessen kontinuitet, og læreren måske overblikket.”

Den procesorienterede litteraturpædagogik, således som der redegøres for den hos Thomas Illum Hansen, har nogle kvaliteter, der gør den særdeles brugbar i forhold til danskfaglighed i folkeskolens litteraturundervisning. Litteraturlæsning tilbyder en fremmederfaring og et andet blik på verden, mødet med denne andethed bliver sat i centrum under litteraturmødet. Eleven skal få øje på teksten og læse teksten. Eleven (og læseren) skal kunne sætte en parentes om sig selv og sige: ”Her findes en anden verden, hvad siger den om det at være menneske?”
Thomas Ziehes begreb om ”God anderledeshed” ligger bag denne pædagogik. Olga Dysthe, Anne Kari Skardhamar og Birte Sørensen står klart nok på litteraturlisten i Illum Hansens bog.

”Den litterære dannelse er hverken et spørgsmål om at kunne konstruere og italesætte sit eget verdensbillede eller finde sig selv i kraft af litteraturen – som det ofte antages. I hvert fald ikke i første omgang. Tværtimod er den litterære dannelse knyttet til en ud-af-kroppen-oplevelser. Eller omvendt til en oplevelse af at en anden låner ens krop.”

Den procesorienterede litteraturpædagogik

Skal man kort skematisere den procesorienterede litteraturpædagogik, så har den tre faser set fra lærersiden. Der er et ”ind i litteraturen”, et ”indenfor litteraturen” og et ”ud af litteraturens verden”. Set fra elev/læserside mener Illum Hansen, at elevernes perspektiv vil være mere koncentreret om opgaver i forhold til deres egen læseproces. Her kan man tale om fire faser, nemlig ”før I læser”, ”mens I læser”, ”efter I har læst” og ”tekstens verden – din verden”. Udfra lærersidens strategi kan Benni Båt analyseres som følger.



Ind i litteraturen

Billedromanverdenen er udtryk for den nye komplekse børnelitteratur, hvor man har inviteret ”voksenforfattere” med ind i børnelitteraturens verden. Oscar K (K for klapøre) skriver rigtignok via sekretæren Ole Dalsgaard, der ofte skriver for børn, men Lars Bukdahl, Pia Juul og Katrine Marie Guldager er såvel børne – som voksenforfattere. Dansklærerforeningen har satset massivt med bogpakkeudgivelsen, der giver mange dansklærere og bibliotekarer bøgerne på hylden. Genrebetegnelsen er ny, der signaleres, at her er tale om noget særligt, det virker befordrende for nysgerrigheden og viljen til at lade sig overraske.
Dansklærerforeningens udgivelser læses sikkert altid med ”dansklærerblikket”. Hvad kan det bruges til? Hvem henvender det sig til? Hvad er temaet? Er det et undervisningsmateriale, jeg kan bruge? Disse spørgsmål lurer altid i baghovedet hos (dansk)lærere, især når det er dansklærerforeningens bogpakke, der åbnes.
”Ind i litteraturen” kan også rumme et indblik i en forfatters liv og værk, det er baggrundsviden om tekstens tema (historisk indplacering, kulturel baggrund mm), det er et spørgsmål om at afklare forventningen til teksten, således at læsningen kvalificeres. Hvem er Oscar K, og hvorfor er det en hund? Hvad signaleres med titlen Benni Båt? Og hvad signalerer bagsideteksten.?
Bagsidetekster er et helt kapitel for sig, her bør man som læser få et indtryk af, hvad man kan vente sig. Det er ikke altid, der er dækning for netop bagsideteksten.
”Bennis ven hedder August. Han er lidt af en gangster. Begge drenge drømmer om at få en hund, for hunden er menneskets bedste ven. Sådan en bedste ven får Benni brug for, da Tyvetøsen Rosa tvinger ham til at bokse mod Turco – en kæmpe kleppert på fjorten og mindst to meter høj. Med bare næver.” Sådan står der på bagsiden. Er det en fortælling om venskab, om hunde og om slagsmål, man kan forvente sig? Nej, det er misvisende. Forsidebilledets indhold er langt mere dækkende for romanens tema. Dobbelthed, angst, mørke og frygt lyser ud af Karrebæks to tynde drenge på forsiden, hvor der ikke er hverken hunde, klepperter eller venskab.

Forsidebilledet kan anspore eleverne til at danne sig en forestilling om, hvilke drenge der er hovedpersonerne i teksten. Hvordan føles det at stå i et par frysende shorts ude i gadelysets snefnugsstråler? En indfølende identifikation hos læseren kan begynde her.

Inden for værkets verden

Oplevelseslæsningen skal man ikke undervurdere. Læs først for oplevelsens skyld! Derefter er det interessant, om læseren bliver bevidst om sin egen læsning og får blik for de tomme pladser i teksten. Denne del af læseprocessen er mange dansklærere meget rutinerede i. Enhver tekst har sine særlige undervisningspotentialer, nogle tekster kalder på en sproglig analyse, andre på en tematisk analyse, andre igen er oplagte afsæt for meddigtning, for genrekendskab og meget andet.
Det særlige i Thomas Illum Hansens tilgang er at arbejde med tekstens tomme pladser, med overbestemthed og underbestemthed. Meddigtningsopgaver, ekspressive opgaver og refleksionsopgaver kan ofte give læseren et blik for, hvorledes alle tomme pladser udfyldes udfra læserens kulturelle kontekst. Analytiske opgaver kan sætte fokus på sprog og komposition. I lighed med Vibeke Hetmar fremhæver Illum Hansen, hvorledes lærerens mesterfortolkning kan være en tolkning, eleverne kan spejle deres egen tolkning i. Mesterfortolkningen bør have en opsummerende og konkluderende karakter, for så vidt det er muligt. Hvad sker der videre med Benni Båt? Var Alfred i virkeligheden den samme som Rosa? Hvorfor havde Rosa valgt sine gangstervenner? Hvad skete med der med blodhunden?
Man kan også se på billedteksten. Læseren kan digte videre på slutopslaget, hvor Benni står vemodigt med en rose, mens Alfred, i bukser med gylp, står lidt genert og venter med sit fokus i modsat retning af Benni.De to får nok aldrig hinanden, - men det skulle de vel heller ikke?

Ud af værkets verden

Man læser bøger for oplevelsens skyld, for underholdningens skyld, for at få viden eller for at nå en erkendelse. Nok er det en fremmederfaring, der tilbydes i værket, men denne fremmederfaring skal altid have et tilknytningspunkt til læserens verden. Der må være noget, læseren kan spejle sit liv i. Intertekstualitet er også med her, ligeså er den historiske kontekst og læserens kontekst. ”Benni Båt” har mange referencer til målgruppens hverdag. Familiens interne stridigheder er en del af hverdagen for de fleste (heldigvis dog sjældent i form af regelmæssige bank til kvinder og børn), mobning kender alle til, enten det er som offer, tilskuer eller udøver, trangen til at redde sit selvværd med hvide løgne om store blodhunde er også genkendelig. Endelig er identitetsforvirringen og kønsproblematikken en livserfaring, der kendes af de fleste mellemtrinsbørn (og af mange andre).
Fiktionen kan her tilbyde sig som en verden, der kan diskuteres udfra. Eleverne kan i fiktionens ramme diskutere de mere ømtålelige problemer uden at sætte sig selv (alt for meget) i spil. Det er her litteraturen har sin store kvalitet i pædagogisk øjemed.

Litteraturarbejde og fortolkning

Enhver fortolkning af en tekst bør give læsningen mere dybde, større bredde og give læseren indsigt i sig selv og værket – og verden. Alligevel kan der altid være grund til at påpege, at ikke al læsning skal følges af et omfattende litteraturarbejde.
Litteraturlæsning er ikke arbejde! (Jo, for nogle – men det bør det ikke altid være for skolebørn og studerende). Litteraturlæsning er også (forhåbentlig ofte) oplevelser og underholdning i en subjektiv læsning.
”Benni Båt” er et værk, hvor teksten (billeder og skrift) er så kompleks, at det er kvalificerende med en analyse. Dette gælder ifølge Bodil Kampp megen ny børnelitteratur. Bodil Kampp skriver:

“Børn synes dog ikke nødvendigvis, at den nye børnelitteratur er sjov lige med det samme. Den fremstiller ikke på samme måde som den enklere og lettere litteratur en entydig helt i et lukket univers med et traditionelt fremadskridende handlingsflow, som man kan lade sig opsluge af. Derfor kræver det en ekstra indsats af læreren at introducere børn til den komplekse børnelitteratur.
Det er afgørende at man som lærer selv forstår, hvad bogen kan bruges til i forhold til eleverne - ved fx at afkode, hvad den trigger hos en selv, som får en til at føle modstand. Måske er dens budskaber heller ikke så rare at have med at gøre - måske fortæller den ubehagelige ting om vores samfund - en kultur man måske ellers godt kan lide. Så må man være villig til at forholde sig til det billede af barndommen, den nye litteratur fremstiller.”

Billedopslaget af blodhunden (!) på side 44 kan danne afsæt for en diskussion om forskellen på virkelighed og forventning. Slagskyggen fra den lille spidssnudede sløjfebefængte hund er stor, mørk, truende og meget behåret. Det bliver et helt antikt platonsk skyggespil, der viser sig for beskueren. Hvad er virkelighed? Hvornår er man som læser så meget ude i tovene, at man ser det, man forventer at se, fremfor det, man i realiteten ser?

”Benni Båt” kan give anledning til mange overvejelser. Det bekymrende er, at der ikke er nogen slutning, der er end ikke nogen antydning af slutning. Der er kun åbne og tomme pladser, hvor læseren ikke kan finde hverken vejskilte eller fodspor at gå efter. Og hvad så?- Det må være læserens slutbemærkning. Og svaret gemmer sig sikkert i skabet hos Alfred, under dynen hos Benni Båt eller i sløjfehundens kasse. Og der bliver det. Benni må selv kæmpe sig ud af bokseringen. Der er ingen hjælp at vente fra verden – eller fortælleren.




Tak til kursisterne på ”Dansk på mellemtrin” i Aars
Tak til lærerstuderende på Aalborg Seminarium, hold 25.1 og 24.1


Litteraturliste

Primærlitteratur:

Bukdahl, Lars og Morten Voigt: Mars er for tabere, Dansklærerforeningen 2005
Guldager, Katrine Marie og Claus Rye Schierbeck: Kevins hus, Dansklærerforeningen 2005
Juul, Pia: På Jagt, Dansklærerforeningen 2005
Karrebæk, Dorte og Otto Dickmeiss: Emmely M, Dansklærerforeningen 2005
Kvist, Hanne og Cato Thau-Jensen: Jeg er Frede, Dansklærerforeningen 2005
Oscar K og Dorte Karrebæk: Benni Båt, Dansklærerforeningen 2005

Sekundærlitteratur:
Illum Hansen, Thomas: Procesorienteret litteraturpædagogik, Dansklærerforeningen 2004
Knudsen, Ann Elisabeth: Pæne piger og dumme drenge, Schønberg, 2002
Schnack, Karsten red. : Didaktik på kryds og tværs, Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag 2004
HYPERLINK "http://www.dansklf.dk" www.dansklf.dk - Dansklærerforeningens hjemmeside, hvor der findes undervisningsmateriale, anmeldelser mm.



Titlen fra denne friskolesang hedder ”Det gådefulde folk”. Tekst og musik er af svenskeren Olle Adolphson. Teksten er oversat til dansk af Chr. Hostrup, derudover var ”Børn er et folk” i 1978 titlen på en udstilling om børn og kultur på Louisiana, men det er først og fremmest et udsagn, der dækker over et særligt børnesyn, hvor børn er kompetente og selvberoende individer.
Her kan henvises til Torben Weinreich: ”Bøger kan brænde”, DLH 1996, Anette Øster: ”Læs, !les, läs”, Roskilde Universitetsforlag 2004
Måske lyder dette en anelse indviklet, men læs i Ann E. Knudsens bog: ”De pæne piger og de dumme drenge”. Hun kan gøre enhver hjernevirksomhed interessant og vedkommende, og hun forklarer med sin baggrund som hjerneforsker den nævnte forskel på drenge og pigers læseindlæring.
”Forankringen er den lingvistiske meddelelses hyppigste funktion; ...” skriver Roland Barthes i ”Billedets retorik”
Forsøget underbygger min hypotese om, at billede og tekst fortæller den samme grundlæggende fabel. Det er ikke et veldokumenteret forsøg.
Det kan naturligvis diskuteres om et familieliv er konventionelt, når der er bank og vold. Det konventionelle refererer her udelukkende til det faste kønsrollemønster, der bevirker, at det hovedsagelig er kvinder, der udsættes for vold. Beklager.
Drengene ryger fortrinsvis stjålne mentholcigaretter, men det antydes på ingen måde, at dette er en usund beskæftigelse. Og set i forhold til hvor mange bank de får, så skader det nok heller ikke helbredet væsentligt.
Omslaget har sort som grundfarve. Sort, brun og andre jordfarver er gennemgående baggrundsfarver i Karrebæks fortælling.
Gruppen fik kun teksten, ikke billederne, da jeg ville undersøg, hvorledes teksten blev tolket uden billederne som medfortolker.
p. 61 i Birte Sørensen m. fl.: Danskdidaktik i praksis
p. 59 i Birte Sørensen m. fl.: Danskdidaktik i praksis
”Man må give elevene de redskaper de trenger for at kunne lykkes” – sådan hedder en artikel af Olga Dysthe. For mig at se er det netop det, den procesorienterede litteraturpædagogik forsøger. Eleverne skal vide hvordan man KAN forholde sig til tekster, - så kan de bagefter vælge hvordan netop de vil forholde sig til en tekst.
Thomas Illum Hansen, p. 11
“ I foråret 1998 mødte Oscar K (K for Klapøre) Ole Dalsgaard der stod foran lågen til sin have i Spanien da en hundehandler kom forbi med en hund i snor og tilbød ham den for en krone. 1 krone. Det var ellers en dejlig hund............... ”
Vibeke Hetmar gør i artiklen ”Kulturformer som didaktisk kategori – litteraturpædagogisk konkretiseret” rede for sit (nye) syn på glæden og nytten af lærerens mesterfortolkning som en del af fortolkningsarbejdet i klassefællesskabet.
Beth Juncker har skrevet: ”Ingen børn udvikler læselyst ved at blive tvangskonfronteret med litteratur. Vores allerstørste problem i øjeblikket er, at vi er med til at bremse børns mulighed for at udvikle læselyst og læseglæde, fordi vi er så usandsynligt fokuseret på, at de skal lære at læse, at vi kommer til at presse for meget på.” Læselyst, læsningens magi, Bibliotekststyrelsen, 2004,
Læselyst nu – Læsningens magi, biblioteksstyrelsen 2004, Bodil Kampp