ARTIKLER
 
SPRÆKKER I REALISMEN
SPRÆKKER I REALISMEN
af Benni Bødker fra DETEKTIV I BØRNEHØJDE i antologien BØRNELITTERATUR I TIDEN, HØST & SØN

Det mest konsekvente og vellykkede forsøg på fornyelse af krimiserien finder man i form af Oscar K's Mikkel-serie, hvis første bind udkom i 2003. Her findes en høj grad af bevidsthed om den genre, serien indskriver sig i, men i hvert bind forsøges også meget markant på en lang række forskellige punkter at overskride genrens konventioner. Det sker endda i en sådan grad, at seriens fjerde og foreløbig seneste bind, Mikkel og de andre i Spanien (2005) næppe kan rubriceres som andet end en genreløs ungdomsroman og knap har nogen krimi- eller serietræk, samtidig med at der alligevel gennemgående i serien er en høj grad af bevidsthed om og bevidste kommentarer til den traditionelle krimiserie.
Allerede seriens hovedperson skiller sig ud fra det almindelige mønster. Krimiserier handler traditionelt om succesfulde unge, der ikke mindst er socialt veltilpassede ved at indgå i en gruppe. Mikkel har derimod ikke mange venner, og han bliver drillet med, at hans far er bedemand. Det gør dog ikke Mikkel noget, for han klarer sig fint alene og har det godt med sin rolle som outsider. Persongalleriet omkring ham er tilsvarende fuld af enspændere og særlinge, der ikke indgår i Jlante sociale sammenhænge, og som færdes i et miljø med rum til at skildre de marginaliserede og utilpassede, som der ellers ikke er meget plads til i krimiseriernes univers.
I seriens andet bind, Mikkel og co. (2004) får Mikkel sig en følgesvend i form af hunden Compagni - navnet og titlen er i sig selv en ironisk kommentar til den traditionelle skildring af en gruppe af heltemodige børn. Men ellers er Mikkels følgesvende primært to mere eller mindre fiktive gestalter, der peger på hver sit sigende yderpunkt i seriens univers og selvbevidsthed. Den ene er white trash rap-idolet Eminem, hvis fortællinger om at stamme fra slummen og hverken have familie eller venner, Mikkel godt kan relatere til i sin ensomhed og forsøg på at finde frem til den egentlige grund til, at hans mor døde, da han var helt lille. Den anden er Nick Damgaard, hovedperson i en fiktiv serie drengebøger, som Mikkels far har læst som barn og har givet videre til Mikkel. Mikkel tænker tit på, hvordan hans eget liv ville forløbe, hvis det havde været en sådan drengebog, hvilket giver anledning til en række kærligt-ironiske udleveringer af den klassiske krimiserie, der er ude af trit med en reel børnevirkelighed, og hvis moral og værdinormer fremstår forsimplet og forskruet. Nick Damgaard er nemlig en vaskeægte, renskuret drengebogshelt. Nick og "hans trofaste hund", der selvfølgelig hedder Kvik, opklarer dydigt mysterier af typen, hvor det ikke er overraskende, at skurken er "den sorthårede Axel, som ikke havde noget godt ry" og som har "kammerater af den allerværste skuffe" (Mikkel og de andre i Spanien, s. 119). De mange referater af og referencer til de fiktive drengebogshistorier fungerer både som en kontrast til det helt anderledes komplicerede liv, Mikkel lever, og som en ironisk distancernarkør til grundlaget for den genre, som Mikkel-serien også skriver sig ind i, men hvis konventioner den ikke nødvendigvis vil opfylde.
På mange måder er serien ikke desto mindre også en traditionstro krimiserie. I tredje bind, Mikkel ved grænsen (2004), møder Mikkel således under en ferie den jævnaldrende dreng Mik, der vover sig lidt for langt ud og ender med at blive offer for nogle kyniske forbrydere. Mikkel må derfor opklare sagen uden om de voksne, der enten er udenforstående eller uforstående, for at redde sin nye ven. Det er med andre ord oplægget til en helt traditionel kriminalhistorie. I en sådan ville opklaringen af kriminalgåden være historiens vigtigste element, som alt andet underordnes, mens det er helt tydeligt i Mikkel-serien, at det kriminelle eller gådefulde kun skal fungere som en katalysator, der får handlingen på skinnerne, mens Mikkels forhold til faren, pigerne i klassen og de andre i hans omgivelser, fylder lige så meget. Hverdagen er en integreret del af handlingen. I tredje bind er der endda et eksistentielt plot ved siden af det kriminelle, hvor Mikkel på grund af sagens udvikling må stille spørgsmål ved det, han troede at vide om sin egen herkomst. Han kommer i tvivl om sig selv og sit liv og hvem, han egentlig kan stole på, og han må i bogstaveligste forstand optræde som detektiv i sit eget liv. Et niveau af kompleks gåde- og persontegning, der ville være helt utænkelig et halvt århundrede tidligere.
Et andet interessant traditionsbrud i Mikkel-serien drejer sig om forholdet til den litterære realisme. På den ene side indfanger serien en sjælden grad af troværdighed i sin realisme. Selv på et sprogligt plan signalere r teksten, at den er i øjenhøjde med sine læsere ved at benytte sig af et autentisk sprog, der tillader personerne at tale med deres egne ord og kommer på intet tidspunkt til at lyde som en voksen forfatter, der taler ned til sine barnelæsere (hvad der fx kan være tilfældet i Det seje sjak og er tydeligt helt ud i denne series navn). På handlingsplan viger serien heller ikke tilbage for at trænge endnu længere ind i virkelighedens barske realiteter. Mikkel ved grænsen har et plot så hårdkogt, at det sjældent er set i børnelitteraturen. Her optræder som nævnt Mik, hvis mor er en social taber, der ernærer sig som aktør i pornofilm produceret af stedfaren. Mik kidnappes sammen med en række mindreårige børn for at blive solgt som slaver til pornoindustrien og det antydes, at de udsættes for hårdhændede seksuelle overgreb. En så foruroligende og påtrængende virkelighed som trafficking af mindreårige børn ville aldrig kunne optræde i den traditionelle krimiserie, der netop typisk befatter sig med forbrydelser som smugling og tyveri, hvis realitet ikke i samme grad kan forurolige læseren eller vække til bekymring også efter endt læsning.
Det virkelig bemærkelsesværdige er imidlertid, at der samtidig er sprækker i realismen. Mikkel-bøgerne signalerer tydeligt serie og mainstream (uniformeret design, afslutningsvis bringes en appetitvækker for det kommende bind, og navnet Mikkel er fremtrædende på omslagene), men mainstream overskrides ikke desto mindre gang på gang. Realismen i Mikkel-serien er nemlig ikke mere håndfast, end at historierne rummer groteske figurer, optrin og formuleringer, hvis skæve og ofte surreelle præg er ellers uset i en genre, der bekender sig til realismen som ideal. Helt ned i de enkelte hverdagsserier er der tendenser til polyfoni, flerstemmighed, som kræver en relativt avanceret læser.

Mikkel-serien demonstrerer overbevisende, at det godt kan lade sig gøre at være både genretro og litterært vedkommende på en og samme gang. Som de fleste andre af de nye krimiserier forholder den sig eksplicit til de klassiske forbilleder, men adskiller sig dog fra flertallet ved ikke konsekvent af kopiere de skabeloner for genren, som er opstået i tidens løb.